Interview: Når ordene tager søvnen fra en mand

Ole Petersen udgav sin første roman, da han var 49. Den psykologiske gyser Jerichos Roser var en selvudgivelse, og som sådan havde den så få odds med sig som en forty-niner med knækket mast, men Ole Petersens skrivetalent bragte den elegant til succes i næsten Kirketerpsk-Warrersk stil.

I dette interview med Ane-Marie Kjeldberg fortæller forfatteren om blufærdighed og sandhed, om at stå på sine forældres skuldre og om at skaffe sig tæv og arbejde hårdt

Kjeldberg: Hvad fik dig i gang med at skrive i en alder af næsten 50?

Jeg slog en midtvejskolbøtte for nogle år siden, og i forsøget på at komme på benene igen solgte jeg mit hus og sagde mit gode job op.

Tiden lige efter skulle jo bruges konstruktivt, så min daværende kæreste foreslog, at jeg smuttede til Spanien på pilgrimsvandring. Det gjorde jeg så.

Efter at have spurtet de 1200 km gennem Camino Frances gik det op for mig, at det ikke havde givet det ønskede resultat, så jeg valgte at snuppe en Camino mere. På den, som kaldes De Tusinde Ensomme Kilometer eller Via de La Plata, knækkede filmen lidt for mig, ja, jeg kollapsede nærmest, og jeg måtte halvvejs give op og vende snuden hjemover – og det, at jeg måtte give op, var for mig et nederlag af dimensioner, noget af en kamel at sluge.

Hjemme igen begyndte jeg at skrive om mine vandringer, mens jeg langsomt kom til hægterne. Det var faktisk god terapi og en ”gratis” måde at genopleve det hele på. Senere tog jeg ned og færdiggjorde den vandring, jeg havde afbrudt og færdigskrev bogen, som kom til at hedde ”Græd Vagabond – når din sol går bag sky.”

Så var det mon ikke tilfældet som fik mig i gang?

Kjeldberg: Hvad sagde familie og venner til, at du pludselig ville være forfatter?

Familie og venner sagde såmænd ikke så meget, de er sgu vant til, at jeg gør så mange skøre ting.

Skide i egen rede

Kjeldberg: Men Jerichos Roser, som fulgte efter pilgrimsbogen, er på mange måder en meget barsk historie, og du præsenterer den som en delvis sand fortælling. Hvordan har reaktionerne været på den præsentation?

Min families reaktion var jeg mest spændt på, de vidste jo langt hen ad vejen, hvad der var sandfærdigt, og hvad der var fiktion. De har læst bogen som den fortælling, den er – ikke noget anklageskrift. Jeg har ikke været ude på en eller anden mission, hvor jeg skulle gøre mig ”berømt” på at skide i egen rede, hvis jeg må være så bramfri.

Min mor skrev, efter at have læst den, spontant i en sms, at hun slikkede sine sår, og vi har nærtalt om, hvad der ligger gemt i bogens grufulde billeder. Min far har ikke villet sådan snakke om bogen; sådan er det jo ofte med os mænd!

Mine salige bedsteforældre, som i bogen nærmest er lig med solopgangen, er jo oplevet og husket tilbage i barndommen som mormor og morfar – ikke som mennesker på godt og ondt; kun på godt, som jeg husker dem fra den tid.

Jeg synes, at det er vigtigt at huske på, at vores forældre, som i sin tid bar os, er de forældre, vi nu som voksne står på skuldrene af, men især er det værd at huske på, at også de står på skuldrene af deres forældre, som igen står på skuldrene af – og så videre…

Når det er sagt, så er det sådan, at jeg tit tænker på, at den dag vi dør, er det ældste i os vores første erindring – alt andet af vores fysik er fornyet så mange gange. Så man skal være glad for og holde fast i de gode erindringer, man har.

Blufærdigheden blegner

Kjeldberg: Som forfattere kan vi ikke undgå at bruge af den virkelighed, som omgiver os eller har omgivet os engang. Hvordan ser du rent principielt på etikken i det – hvor går dine grænser for, hvor meget af virkeligheden du vil udlevere?

Ja, det var et af de tunge spørgsmål…

Forleden så jeg et interview med Benn Q. Holm på dk4, hvor der blev spurgt til, hvordan han forholdt sig til det, at man som forfatter skal passe på med at tage fra “hovedstolen.”

Benn Q. Holm sagde, at han ikke så noget galt i at tage fra “hovedstolen” – man skulle bare passe på med ikke at overbelåne den.

Mine to, snart tre, bøger er i høj grad baseret på, hvad jeg har oplevet, hvad jeg består af.

Jeg tror ikke, at jeg kan sætte mig ud over mig selv og mit og skrive en gennemført fiktion – sådan en forfatter er jeg ikke.

I Jerichos Roser overvejede jeg nøje, hvad jeg syntes, jeg kunne tillade mig – og jeg mener, at det lykkedes; jeg har i hvert fald ikke stødt nogen fra mig.

Mine grænser for, hvor meget af virkeligheden jeg vil udlevere, flyder nok lidt ud.

Gælder det personer i mit liv er jeg meget påpasselig – ingen har jo bedt om at komme med i mine bøger.

For mit eget vedkommende, så er jeg faktisk ret blufærdig i dagligdagen, men det er, som om den blufærdighed efterhånden blegner lidt i skriveprocessen.

I dag skriver jeg faktisk let om ting, som jeg ikke kunne have forestillet mig, da jeg startede.

Sådan er blandt andet med elskovsscenerne.

Jeg husker stadig, at du, Kjeldberg, rettede mig ind, da jeg skrev “han lagde hånd på sig selv”. Det hedder “at onanere”, skrev du i margen!

Det er egentlig ikke, fordi jeg er sådan rigtig genert, men mere noget med, at jeg ikke kan forestille mig, at mine tanker og følelser er så forfærdelig interessante.

Men jeg kommer nu efter det…

Kjeldberg: Har vi som forfattere lov bevidst at forvirre vores læsere omkring grænserne mellem virkelighed og fiktion, lege med grænserne som en del af det litterære virkemiddel?

Muligheden for at sløre eller slette grænserne mellem virkelighed og fiktion er en gave til os forfattere, uden den kunne mange af os slet ikke være med.

I “Tiden hænger på træerne” af Lone B. Skovgaard visner hovedpersonens hænder i en tidlig alder for så igen at vokse delvist ud sent i livet – det er da fiktion, der vil noget.

Men det virker i den bog.

Jeg bruger selv noget lignende som litterært virkemiddel i min kommende bog “Torneroses Skygge” – her har hovedpersonen ikke har sovet i over et år.

Det er skønt med sådanne muligheder, det giver en masse frirum at skrive i.

At komme på TV og P4

Kjeldberg: Hvorfor valgte du at udgive på eget forlag?

Det med eget forlag var heller ikke meningen fra starten af. Da jeg havde skrevet ”Græd Vagabond – når din sol går bag sky,” sendte jeg den til Politikens Forlag og senere Documentas og fik pæne, men høflige og – bid mærke i det! – begrundede afslag, så jeg havde noget at forholde mig til, at blive klogere på, så jeg eventuelt kunne dygtiggøre mig – tak for det.

Min anden bog blev sendt til tre forlag. Det blev til et meget kort ubegrundet ”Nej tak”, en opfordring til at tage på skrivekursus og så en antagelse. Forlaget, som ville udgive den, havde nu først tid til det fire måneder senere.
Så valgte jeg at udgive selv. Måske jeg er lidt for utålmodig…

Kjeldberg: Har du fortrudt det valg?

Både og! Hvis ingen vil udgive, og man mener og føler, at det, man har lavet, er o.k., så skal man jo ikke bare slå op i banen. Det giver en vis tilfredsstillelse at kæmpe for sin sag, det man tror på. Sådan tror jeg, de fleste af os har det.

Nej, jeg har ikke fortrudt, men jeg ville gerne have haft den viden på området, som jeg har i dag – den gang. Jeg har begået en del begynderfejl, men de er nu kun til at blive klogere af!

Kjeldberg: Hvordan er du blevet anmeldt – og hvad betyder anmeldelser for dig?

Anmeldelser er, om ikke alfa og omega, så ret vigtige. De både åbner og lukker døre. Jeg er så heldigt stillet, at jeg ikke har fået nogen rigtige anmelder-bank endnu.

I starten fik jeg mine nærmeste læsere til at anmelde alle steder på internettet, hvor det var muligt – de gav mig stort set alle maksimum af stjerner og point og positive tillægsord. Jeg var da godt klar over, at de anmeldelser kom fra en venligsindet stamme, men selvom jeg fratrak de 20 %, som skyldtes, at jeg var ”best buddy,” var det jo stadig godt.

Det, at ens nærmeste kan lide det, man skriver, er jo i høj grad værd at tage med. Det gode ved deres anmeldelser er så også, at man kan diskutere dem over en kop kaffe eller et glas vin og på den måde rigtig komme til bunds i, hvordan ens læsere opfatter, hvad man har skrevet. Det sker jo sjældent med en professionel anmelder, der er anmeldelsen nærmest ophøjet til en bekendtgørelse.

Senere er der kommet ”fremmede” anmeldelser til på www.fyldepennen.dk , metrord.urbanblog.dk og på www.bogvægten.dk . Desuden har jeg fået en helsides omtale i Venstrebladet fra Holbæk, har læst op i TV Lorry og været Ugens Bog i P4.
Jeg kan ikke klage, men jeg har også været om mig og trukket på alle og maset på for resten af pengene.

Når man ikke kan sove for ord

Kjeldberg: Over til det, der går forud for anmeldelserne – selve skriveprocessen:
Hvor meget skriver du gennemsnitligt pr. dag – og har du en fast arbejdsrytme?

Jeg kan kun skrive i perioder. I de perioder skal alt, der har hobet sig op, bare ud. Hele min tankevirksomhed er så tunet ind på den historie, jeg er ved at nedfælde. Jeg ligger vågen om natten og må stå op og skrive gode ord, formidable sætninger og uundværlige afsnit ned på computeren eller papiret – gør jeg ikke det, får jeg ikke sovet den nat. Den største dagsproduktion, jeg har præsteret, er vist 3½ A4-side – andre dage kommer der ikke et ord på skærmen, men hvis bare jeg tænker gode bogtanker, er det fint nok Nogle dage går med at falde i staver over, hvordan forsiden på bogen skal se ud, og det er også fint.

Forleden spurgte en god ven mig om, hvorvidt jeg havde tænkt på, hvad jeg skulle skrive efter ”Torneroses Skygger,” som er den bog, jeg skriver på nu. Sjovt nok kan jeg i skrivende stund ikke forestille mig, at der kommer flere efter den – sådan er det bare!

Kjeldberg: Du har været på skriveophold på forfatterrefugiet Hald Hovedgaard – hvad gav det dig?

Hald Hovedgaard gav mig fred og ro – alt det som er svært at finde i København. Jeg havde i en lang periode ikke fået skrevet, fordi jeg var ramt af det ordinære arbejdsmarked – enig, det er vildt opreklameret, det arbejdsmarked!

Tankerne havde hobet sig op, og de første 17 dage deroppe væltede de bare ud på skærmen, men det allerbedste og vigtigste ved opholdet var, at jeg mødte andre forfattere, andre mennesker, som dyrkede skrivekunsten og havde erfaringer udi den at dele ud af. Jeg har ingen forfattere eller bare spirer i min daglige omgangskreds, så at møde ligesindede var så befriende og opløftende.
Så tak til
Hald Hovedgaard og Forfatterforeningen for opholdet.

Kjeldberg: Hvad læser du selv?

Min favoritforfatter er Svend Åge Madsen og hans århusianske univers og menneskemylder Han tryller måske ikke med ord og sætninger, men hans historier er uforlignelige – tak for ham.

Der ud over spreder jeg mig meget, har læst alt af Paulo Coelho og er meget glad for Den Sorte Bog af A. S. Byatt.

Ellers er det Baade Og-serien af Lena Andersen samt danske forfattere som Charlotte Weitze, Iselin C. Herman. Benn Q. Holm, Peter Højrup, Simon Fruelund, Matilde Walther Clark og såmænd også A. Chr. Westergård – ham som i sin tid skrev drengebøgerne om Klit-Per.

Det hele går nu ikke op i skønlitteratur, for jeg inhalerer også bøger om Gulag, Den Spanske Borgerkrig, Nixon & Kissinger samt biografier fra Preben Wilhjelm til Johannes Jørgensen over Bobby Fischer og for lidt siden historien om Four Jacks-veteranen, James Rasmussen.

Den seneste bog, jeg har læst, er ”Tiden hænger på Træerne ” af Lone B.- Skovgaard – det er hendes debutroman. Historien er måske ikke det vilde, men kors nogle sætninger hun kan lave – ville gerne smage hendes mad, hvis den er af samme kvalitet…

Bonus: Forfatterens råd til forfatterspirer: få tæv – og arbejd

Kjeldberg: Hvis du skulle give nye forfatterspirer ét godt råd, hvad ville det så være?

Find en sparringspartner, en du kan læne dig op ad, en som kan give dig respons på dine skrivefærdigheder eller mangel på samme tidligt i forløbet; og så lyt – også hvis du får en næsestyver – og så: Skriv, skriv, skriv derudad.

Som sparringspartner kan jeg for resten anbefale Ane-Marie Kjeldberg på kjeldberg.wordpress.com eller også Susanne Jespersen på www.darklights.dk

Og Kjeldberg rødmer, takker og bukker – for såvel anbefaling som interview.

Hun glæder sig til næste udgivelse fra Ole Petersens hånd, og er ganske sikker på, at den kommer med et af de etablerede forlags blåstempel.

Hold øje med hr. Petersen. Han kan skrive.

Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Ole Petersen
mailkonti-kjeldberg @ yahoo.com

Billeder: Ole Petersen og Gustav Lahrman
Bogomslag: Sussie Sandra Suhr, digital bearbejdning ved Marlene Johansen

Reklamer

10 kommentarer

  1. Dejligt, fyldigt interview – nu kender vi Ole meget bedre:) Gode og relevante spørgsmål – og uddybende svar. Tak!

  2. Supergod og lærerig læsning for en grønskolling som jeg, der uanset mangel på talent ikke kan lade være med at skrive, og som – omend jeg kvier mig ved at erkende og indrømme det – drømmer om en dag, at få noget udgivet.

    Tak. Og dejligt med liv på din blog igen.

    Knus

  3. Ole P. er et godt skrive-interviewoffer: Spændende baggrund, gode overvejelser og brand for at skrive.

    Tak for jeres rare ord 🙂

  4. Godt interview du 🙂
    Kh
    Lonni

  5. Tak skal du have, Lonni.

    Ole var et godt interviewoffer, meget åben for at fortælle.
    Og så er det jo altid godt, når interviewoffer og interviewer har nogle af de samme referencerammer, det gør udvekslingen dejligt glidende.

    Kh
    Ane-Marie

  6. Jeg kan da lige for god ordens skyld glæde læserne med, at Kjeldberg naturligvis fik delvis ret, da hun skrev:

    “Hun glæder sig til næste udgivelse fra Ole Petersens hånd, og er ganske sikker på, at den kommer med et af de etablerede forlags blåstempel”

    Torneroses skygger udkommer på DarkLights i løbet af efteråret – blåstempling eller ej:)
    Bogen vil kunne bestilles i landets boghandler eller via forlaget. Hold øje med pressemeddelelser.

    Håber alle har en dejlig sommer!

  7. Det bliver spændende!
    Held og lykke med sagen – til både forlag og forfatter.

    (Er der en dato på nu?)

  8. Er der dato på?

    Knap og nap:)
    Redigering er tilendebragt, og de fornødne tilladelser vedr. omslag er netop hjemhentet via Oles entusiastiske benarbejde. Men sidst i oktober er mit bud.

  9. Det bliver spændende. Held og lykke med det!

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: