Jeg ved ikke, om jeg magter det

Jeg har lige læst et manuskript, 200 sider skrevet af en kær kollega.
Det er en stump selvbiografi – og det er et debatindlæg om et generelt samfundsproblem.
Men også ”bare” en skildring af en relation mellem to skabende mennesker.
Meget mere kan jeg ikke sige om det konkrete, for det er hans værk, hans idé, – og hans copyright skal sikres på enhver måde.

Det er et storartet værk.
Det gør meget, meget ondt – men på en sær måde også meget, meget godt.

Jeg sidder tilbage med den dybeste undren over og ærefrygt ved, hvor rige facetter et menneskeliv har, hvor utroligt forskellige roller vi kan have, selv i de mere ekstreme livssituationer, hvor forskellige sandheder der findes om et menneske.
Det er enormt og næsten ikke til at rumme, slet ikke til at forstå.

Jeg er med i hans fortælling.
Min kollega synes, jeg skulle skrive en svar-roman. Eller -erindring.
Han ved, at hans skildring ikke er dækkende. Jeg ved det også. Samtidig ved jeg, at den er. Samtidig ved jeg – og ved han – at det aldrig kan beskrives.
Vi har talt og talt. Også om, at det, man måske kan gøre sig håb om, er at beskrive, at vi ikke kan beskrive det.
Jeg har leget med den roman, min version, i årevis, kredset om den, forsøgt at skrive den i forskellige grader af floromvinding.

Kan jeg skrive den som svar? Helt uden flor?
Jeg ved ikke, om jeg magter det.

Reklamer

3 kommentarer

  1. Det lyder spændende. En svarroman? Jeg kommer til at tænke på Karen Blixen og ham der, hvad hed han nu lige, Bjørnvig …

    Held og lykke med det.

  2. Også jeg finder det fascinerende på en urimeligt smertefuld måde.
    Dette kun at kunne skrive OM, BEskrive, men aldrig skrive det ud. Som en virkelighed mere virkelig end det skrevne.

    Meget, meget spændende og også ganske forfærdeligt opslidende dilemma.

    Dén bog glæder jeg mig til. Både hans. Og dit svar 😉

  3. Ja, Blixen og Bjørnvig…
    Bjørnvig med fresier bag ørerne…

    Bjørnvigs Pagten kan anbefales:
    http://www.litteratursiden.dk/sw34973.asp

    Tak begge to for de gode ønsker og ord.
    Ja, Silhuet, virkeligheden er så gigantisk, at man bliver helt stille.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: