Hald da op!

mit-hald

Her i mit skrivehi indhentede virkeligheden romanen, og romanen virkeligheden, så jeg har tilbragt mine fjorten dage i en tilstand af intenst tilstedevær i både skrivning og liv – et tilstedevær, som har gjort forfærdelig ondt, men også afsindigt og muligvis afsindighedsfremmende godt.

Jeg har bevæget mig i dybsorte og mangefarvede sløjfer mellem skrivning og liv, brugt en formue på udlandstelefoni og -sms’er – og ydermere fået katalyserende respons fra en kant, som jeg ikke havde ventet at kaste mig således ud i at bruge.

Nej, jeg er ikke blevet spor færdig med Flaskeånd. Havde jeg ventet det?
Næe…
Men dens grad af ufærdighed piner mig, den synes endnu mere ufærdig end for 14 dage siden (hvilket naturligvis ‘blot’ skyldes, at dens emne har åbnet sig for mig i et kæmpemæssigt brag).

Det har været vidunderligt at være her – og ud over al forstand rædselsfuldt (dette sidste skyldes IKKE stedet og dets mennesker – bare mig og mit emne).

Og for lidt siden er Peter Rannes kørt til Bogmesse, mens Gitte fik lov at blive hjemme.
Joan har pint mig med sit kamera, og resultatet kan sikkert ses på nettet en dag. (Don’t look!)
Og jeg har fået indblik i en hemmelighed (he-he!).

For resten læser jeg Kim Leines Kalak. Den taler direkte til mig – og lærer mig meget. Og jeg er dybt betaget af Leines måde at skrive ud mellem tænderne og med næsten lukket mund. (Hvis nogen forstår mit fattige udtryk.)

Reklamer