Hald da op!

mit-hald

Her i mit skrivehi indhentede virkeligheden romanen, og romanen virkeligheden, så jeg har tilbragt mine fjorten dage i en tilstand af intenst tilstedevær i både skrivning og liv – et tilstedevær, som har gjort forfærdelig ondt, men også afsindigt og muligvis afsindighedsfremmende godt.

Jeg har bevæget mig i dybsorte og mangefarvede sløjfer mellem skrivning og liv, brugt en formue på udlandstelefoni og -sms’er – og ydermere fået katalyserende respons fra en kant, som jeg ikke havde ventet at kaste mig således ud i at bruge.

Nej, jeg er ikke blevet spor færdig med Flaskeånd. Havde jeg ventet det?
Næe…
Men dens grad af ufærdighed piner mig, den synes endnu mere ufærdig end for 14 dage siden (hvilket naturligvis ‘blot’ skyldes, at dens emne har åbnet sig for mig i et kæmpemæssigt brag).

Det har været vidunderligt at være her – og ud over al forstand rædselsfuldt (dette sidste skyldes IKKE stedet og dets mennesker – bare mig og mit emne).

Og for lidt siden er Peter Rannes kørt til Bogmesse, mens Gitte fik lov at blive hjemme.
Joan har pint mig med sit kamera, og resultatet kan sikkert ses på nettet en dag. (Don’t look!)
Og jeg har fået indblik i en hemmelighed (he-he!).

For resten læser jeg Kim Leines Kalak. Den taler direkte til mig – og lærer mig meget. Og jeg er dybt betaget af Leines måde at skrive ud mellem tænderne og med næsten lukket mund. (Hvis nogen forstår mit fattige udtryk.)

Reklamer

6 kommentarer

  1. Åh, Ane-Marie! Du kan altså ikke være bekendt at skrue spændingen sådan i vejret. Hvis jeg havde en lampeånd, ville jeg ønske, at få din flaskeånd at se…

  2. Hvor lyder det fantastisk….levende.

    Kærligst

  3. Hald, Hald, Hald … åh ja, hvem der bare havde været (eller skulle) på Hald! Din frustration (eller hvad skal jeg kalde den?) ved slutningen af et ophold lyder frygtelig bekendt. Jeg har altid følt, at jeg kunne bruge MEGET længere tid, når der var dømt hjemtur.

    Men håber, du alligevel nød det 😉

  4. Kære Stensamler
    Ja, uhh de ånder – nu må vi se, om det overhovedet bliver en bog…
    Det er virkelig det mest mærkelige skriv, jeg nogensinde har været inde i…

    Kære Silhuet
    Levende ja. Og hvor har livet dog mange facetter… Og hvorfor sker hvad? Hvad ligger bag? Og bagved igen? Hvor pokker sætter man som forfatter sin grænse for, hvor langt man skal følge handlingers og hændelsers rødder? Det har dette manuskript og dets baggrunde virkelig fået mig til at gruble over.

    Kære Bente
    Du kan tro, jeg nød det. Og det var samtidig skønt at komme hjem til hverdagens pligter og krav på mig – for det havde (også) været barske skrivedage, hvor jeg kom langt ud i mange slags følelser (godt jeg sad i Kapellet, hvor man kan græde, grine og flå sig i håret uden at forstyrre andre alt for meget!)
    Du lyder som en erfaren Haldbruger – er du så mest til Hovedbygning, Kapel eller Smedehus?

  5. Jeg har været på Hald fire gange, Ane-Marie, senest i påsken i år. Og hver gang har jeg boet i hovedbygningen. Jeg er fuldstændigt forelsket i det sted – men p.t. giver mit arbejdsliv ikke mulighed for at stikke af og skrive. Så jeg må bare længes …

  6. Hovedbygningen har jeg endnu til gode, men har hørt meget godt om at bo der, så måske skal det prøves.

    Håber, du inden alt for længe får lejlighed til at stikke af til skriveroen deroppe igen – så du ikke skal forgå af Hald-ve 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: