Lemanden

Jeg blev forældreløs 3. februar. Min far døde mellem hænderne på mig.

Han var 89, så man kan ikke kalde det uventet. Men tre dage før sin død cyklede han som vanligt på indkøb, så alligevel: jo, det var uventet.

Da jeg i går faldt i et stort sort hul efter disse underlige hektiske dage, beordrede en kær ven og kollega-skriverkarl mig at give tid – og han foreslog mig desuden at overveje engang at skrive (litterært) om både det sorte hul og min far.

Min far ville gerne have, at jeg engang skrev en plejehjemsroman. Selv kom han aldrig på noget hjem, han klarede sig selv. Men han hjalp frivilligt til på et plejehjem lige til det sidste – med “de gamle”,  som han kaldte dem. Nogle af dem var 20 år yngre end ham…

Ja, måske skal jeg engang skrive om min far.
Og om venlighed, tolerance, respekt og varme – og det modsatte.
Det er dejligt at kunne gøre et regnskab op og se, at de salver af det modsatte, som jeg (ligesom vel de fleste andre) har været udsat for gennem livet, ikke kom fra ham.
Det er faktisk ikke så ringe.

Men jeg er noget fjern for tiden, både her og på dette dersens facebook. Mere fjern end jeg plejer, skulle jeg sige. Der er meget at tænke over – tænke tilbage og frem. Og nu.
Det ville jeg bare lige sige til eventuelle tilbageværende læsere på denne efterhånden temmelig tavse blog.

Reklamer

4 kommentarer

  1. Vi holder ved, og glæder os, til du kommer tilbage.
    Knus

  2. Det fraværende peger på savnet efter. Det fraværende.

    Noget peger på dig….og venter med tålmodighed, kærlige tanker og stille forventning på din tilbagekomst.

    Take care

  3. Kondolerer, kære Ane-Marie.
    Er enig med din ven og kollega: Du skal give dig tid.

    Vi andre skal nok holde ved. I fuld fortrøstning til, at du vender tilbage, når tid er.

    Kram og gode tanker til dig.

  4. Tak skal I have, rare mennesker.
    Det luner i en forblæst tid…

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: