Forfatter-PR: At tie hvor andre taler

Jeg kender dem, der betvivler værdien af som forfatter at eksponere sig via Facebook og blogs. Og jeg kender dem, som med stor inderlighed meddeler, at de BARE ikke gider.

Og jeg bliver jævnligt i tvivl – har det nogen betydning at skrive på denne måde om sig selv – og nu og da hinanden?
Mest er jeg måske sådan i tvivl, fordi jeg egentlig ikke dur til det. Det falder mig ikke naturligt og ikke nemt – ikke at formidle mig selv i hvert fald. Jeg kan godt skrive om, at nu fik jeg en anmeldelse, eller nu fik jeg antaget et manuskript, eller lokalbladet skrev en artikel om mig. Men det ind i mellem… Fortælle om, hvordan jeg skriver, hvad jeg tænker om det, hvordan jeg græder over det, smiler ved det, går i stå, kommer videre? Nej…
Fortælle om min førstelæser og min anden førstelæser? Hvad de gør, hvor hårde de er, hvor dejlige? Hvor jeg hader dem til tider? Og elsker? Hvordan jeg viceversa læser deres manuskripter, og hvor inderligt de hader  mig – og måske elsker? Nej, det er alt for følsomt, privat, dyrebart. Intimt.

Og fortælle om de små daglige ting, som er langt længere ovre i privatlivet, de ting, som også udgør mig som forfatter, men er meget svære at skelne fra den helt private Ane-Marie, den som bor et sted, arbejder, har et hjem, mand, børn, venner, ondt i maven, savner sin far og sin veninde, har begået enorme dumheder og andet godt fra dramaafdelingen, griner fjollet,  og græder over sin hunds ansigtsudtryk, når den vender ryggen til? Nej, det kan jeg slet ikke. Det er alt for nøgent til mig. Jeg kan ikke finde ud af det, har ikke hånden til den sikre dosering.

Men jo, jeg ved det jo – det HAR betydning at eksponere sig som forfatter. Hvis man er oppe i den meget tunge (jeg mener kendte) liga, betyder det måske mindre, men for os fra de mindre tunge klasser – jojo, det flytter noget, at man råber på sin blog og på Facebook. Det genererer salg og bib.udlån (og bib.anskaffelser), at man kommer i dialog med læsere – råb i sig selv gør det næppe.
Hvis man kan.
Jo, jeg har kunnet – det har faktisk været rigtig sjovt. Givende og lærerigt også mange gange at få denne respons på ens udgydelser – uventede vinkler på sagerne, personlige klangbunde, som nu og da har været vældig berigende.
Men disse mellemstykker, som en del forfattere formår så elegant, at jeg får svimlende præstationsangst – denne formidlen af forfatterpersonligheden, når der ikke lige er noget at fortælle om antagelse af et manuskript eller en anmelders ord om ens pragtværk – dem er jeg dårlig til.

Jeg må vel bare konstatere, at jeg på det felt er bedst til at tie, hvor andre taler.
Sådan.

Reklamer

6 kommentarer

  1. Og her talte du så om at tie 🙂

    Muligvis er du ikke generøs med at udgyde din privatsfære offentligt, til gengæld er du uendelig ublufærdig, ægte og gavmild i dine litterære udfoldelser. Tak for det!

  2. Ja, man kan få sagt en pokkers masse under dække af, at man ikke siger noget, ikke kan finde ord etc. 🙂

    Men det ændrer ikke ved, at jeg virkelig misunder og beundrer de forfattere, som kan formidle sig smukt og med ynde netwise. Det er virkelig en kunst – og en nydelse at opleve.

    Tak for opbakningen til mit litterære skriv, tusind tak.

  3. Tak for smukt link

  4. Der er en måde at ‘komme ud i verden på’ , som kun få forfattere benytter sig af, og det er at skrive små fokuserede artikler, som andre må bruge frit på websteder og i elektroniske nyhedsbreve, og som derfor med tiden bliver spredt mere og mere uden yderligere arbejde for forfatteren.

    Det kræver, at det ikke er en ego-artikel, men en artiklel, der er nyttig eller spændende at læse for andre. Via det link, der er i artiklen og gerne oplysninger om forfatterens mest relevante udgivelse i forhold til den enkelte artikels emne, fungerer det som en sober og selvforstærkende markedsføring af forfatteren og forfatterens produktion.

    Jeg bruger den selv rigtig meget, efter at jeg har etableret en sådan artikel central, kaldet GratisArtikler.com . Der findes nogle få andre danske artikel arkiver, som fungerer nogenlunde efter de samme principper, men GratisArtikler.com ser ud til at have langt den største gennemslagskraft.

    Læseren kan også få flere tips til denne form for artikelskrivning ved at se i bloggen, der hører til GratisArtikler.com på http://www.gratisartikler.com/blog/

    Venlig hilsen
    Søren Breiting
    Forfatter på http://www.gratisartikler.com

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: