Grumf!

Dagsrapport:

Fik blide klap for min rolle som “fastansat” sparrer for min egen “fastansatte” sparrer. De gjorde rigtig godt, klappene.

Fik skrevet på anden del af det, som gerne skulle blive en slags 3-pak til samlet udgivelse i efteråret. Det var tilfredsstillende.

Og fik skrevet på synopsen til min gyselige hemmelighed under opsejling – en krimi. Det var ligefrem dejligt.

Men bortset fra det, så er det bare så meget for meget.
Jeg skal sige Dem, jeg har fået hold i nakken, et afsindigt hold, som hviner fuldstændig upassende besidderisk, når jeg sidder ved pc’en i det ellers så gode nye vinterarbejdsværelse.

Og det skyldes helt sikkert, at verden er for meget, alt for meget. Den er hård og kantet og urimelig og tåbelig. Anmeldelser falder (nogle gange) fuldstændig som vinden blæser, og man tager sig til hovedet og er lige ved at tabe det, og der er alt, alt for mange indtryk, og avisernes overskrifter skærer som knive eller glimter som sabelslugeres sabler, mens Tribinier og Rottekonger brøler op.
Og nu brøler jeg igen, gør jeg:
Så hold dog kæft!

Kontemplation, tak. Ro, tak. Vinterdvale, tak.
Nakkestøtte, tak!

Så altså, nu sker det!
Nu efterligner jeg min sparrer og går i fuldstændigt nethi. Opstiller mig en tvær eremithule her midt i den globale WordPress-, Facebook- og Twitterpark, vender ydermere ryggen til, stiller tv’et ud på naboens mark, graver mobilen ned, gemmer fastnetfonen i fryseren og nægter kategorisk at tømme postkassen.

Grumf!

Reklamer

Nye udsigter

Jeg har fået mig et nyt vinterarbejdsværelse og overvejer, om man ikke alligevel kunne blive boende her i landhuset nogle år mere…

Mit navn er Ane-Marie. Jeg er Facebook-træt forfatter

Min – endnu titelløse – bog, som udkommer til efteråret, handler blandt andet om Facebook.

Men personligt kunne jeg vist ofte godt undvære det sted.
Lige nu har jeg valgt at trykke på standby-knappen derinde.
Jeg synes for øjeblikket, at stedet tager for megen tid, giver for megen irritation og for lidt udbytte.

En del af problemet er nok, at min såkaldte “venne”-kreds derinde er meget sammensat:

Der er venner og bekendte fra virkelighedens nutidige verden – herunder fra den øvrige netverden. Der er gamle venner og bekendte, som jeg egentlig ikke rigtig har kontakt til mere. Der er kolleger og arbejdskontakter af forskellig art. Der er nær og mere fjern familie.
Og så er der en gruppe af mennesker, jeg faktisk slet ikke kender. Nogle af dem er forfatterkolleger, som har henvendt sig til mig og anmodet om FB-venskab, andre er mennesker, som har henvendt sig uden at jeg egentlig helt kender deres bevæggrunde, men jeg har opfattet dem som læsere eller potentielle læsere af mine bøger. Nogle af disse “fremmede” er dog formentlig blot “vennesamlere” (et fænomen jeg med tiden har forstået findes på FB). Selv har jeg venne-henvendt mig til en enkelt forfatter eller anden bogperson eller to, som jeg egentlig ikke kender, men som kører en klar PR-profil, som jeg så kigger med på.
Og så er der en række biblioteker og andre kulturudbredere, som jeg har venne-søgt, eller de har søgt mig.

Måske er det en alt for blandet gruppe af “venner”?
Ihvertfald står jeg med en pærevælling af opdateringer, som næsten ikke er til at følge med i.

Nogle opdaterer fast op til 10-15 gange dagligt, nogle med rigtig mange links til mange artikler, youtubeklip, vejrudsigter, modtagne “blomster”, “bamser” eller “hjerter” eller til private fotos (nogle så private, at man som udenforstående ikke rigtig kan fange sammenhænge etc.) eller scores i div. spil. Nogle har endog fast gentagne opdateringer om samme sag, fordi deres profil også henter updates fra blogs og Twitter. Nogle af de meget frekvent opdaterende har ind i mellem særdeles spændede sager at fremvise.
Det har mange af de mindre ofte opdaterende også.
Andre opdaterer komplet uforståeligt for andet end en snæver insiderkreds.

Det kan være vældig berigende at kommentere på andres opslag og komme i en eller anden art dialog. Nogle – herunder en stor del, som selv har venneansøgt en – reagerer imidlertid konsekvent ikke på ens kommentarer, og man kan stå der og føle, at man virkelig har spildt tiden.

Og så er der det grundlæggende problem:
Hvem skriver jeg egentlig for og til? Familien? Den helt nære del – eller den fjernere? Vennerne og bekendtene? De nuværende eller de gamle? Kollegerne? Læserne af mine bøger? Bibliotekerne og andre kulturformidlere?
Kan jeg ramme dem alle? Næppe. Bør jeg dæmpe mig, censurere mig aht. den ene og den anden? Næppe. Men jeg gør det nok alligevel.
Skal jeg facebooke om privatlivet eller skrivningen? Jeg har besluttet, at det skal handle om skrivningen – men hvordan skelner man den fra selve livet?
Skal jeg skrive udelukkende om mit eget skriveri – eller også om andres? Jeg synes, visse af de nære andres hører med. Men interesserer det mine “venner”, eller fremstår jeg som en enerverende lavine-fb’er, når jeg fortæller om kollegernes meriter?
Burde jeg ikke lægge stumper af litterære tekster frem, når jeg nu skrive-fb’er? Sikkert, men jeg kan stort set ikke. Jeg har en blokering der, føler mig alt, alt for nøgen ved det.

Vel, jeg er på standby, mens jeg tænker over det. Eller tænker over noget helt andet.