Mit navn er Ane-Marie. Jeg er Facebook-træt forfatter

Min – endnu titelløse – bog, som udkommer til efteråret, handler blandt andet om Facebook.

Men personligt kunne jeg vist ofte godt undvære det sted.
Lige nu har jeg valgt at trykke på standby-knappen derinde.
Jeg synes for øjeblikket, at stedet tager for megen tid, giver for megen irritation og for lidt udbytte.

En del af problemet er nok, at min såkaldte “venne”-kreds derinde er meget sammensat:

Der er venner og bekendte fra virkelighedens nutidige verden – herunder fra den øvrige netverden. Der er gamle venner og bekendte, som jeg egentlig ikke rigtig har kontakt til mere. Der er kolleger og arbejdskontakter af forskellig art. Der er nær og mere fjern familie.
Og så er der en gruppe af mennesker, jeg faktisk slet ikke kender. Nogle af dem er forfatterkolleger, som har henvendt sig til mig og anmodet om FB-venskab, andre er mennesker, som har henvendt sig uden at jeg egentlig helt kender deres bevæggrunde, men jeg har opfattet dem som læsere eller potentielle læsere af mine bøger. Nogle af disse “fremmede” er dog formentlig blot “vennesamlere” (et fænomen jeg med tiden har forstået findes på FB). Selv har jeg venne-henvendt mig til en enkelt forfatter eller anden bogperson eller to, som jeg egentlig ikke kender, men som kører en klar PR-profil, som jeg så kigger med på.
Og så er der en række biblioteker og andre kulturudbredere, som jeg har venne-søgt, eller de har søgt mig.

Måske er det en alt for blandet gruppe af “venner”?
Ihvertfald står jeg med en pærevælling af opdateringer, som næsten ikke er til at følge med i.

Nogle opdaterer fast op til 10-15 gange dagligt, nogle med rigtig mange links til mange artikler, youtubeklip, vejrudsigter, modtagne “blomster”, “bamser” eller “hjerter” eller til private fotos (nogle så private, at man som udenforstående ikke rigtig kan fange sammenhænge etc.) eller scores i div. spil. Nogle har endog fast gentagne opdateringer om samme sag, fordi deres profil også henter updates fra blogs og Twitter. Nogle af de meget frekvent opdaterende har ind i mellem særdeles spændede sager at fremvise.
Det har mange af de mindre ofte opdaterende også.
Andre opdaterer komplet uforståeligt for andet end en snæver insiderkreds.

Det kan være vældig berigende at kommentere på andres opslag og komme i en eller anden art dialog. Nogle – herunder en stor del, som selv har venneansøgt en – reagerer imidlertid konsekvent ikke på ens kommentarer, og man kan stå der og føle, at man virkelig har spildt tiden.

Og så er der det grundlæggende problem:
Hvem skriver jeg egentlig for og til? Familien? Den helt nære del – eller den fjernere? Vennerne og bekendtene? De nuværende eller de gamle? Kollegerne? Læserne af mine bøger? Bibliotekerne og andre kulturformidlere?
Kan jeg ramme dem alle? Næppe. Bør jeg dæmpe mig, censurere mig aht. den ene og den anden? Næppe. Men jeg gør det nok alligevel.
Skal jeg facebooke om privatlivet eller skrivningen? Jeg har besluttet, at det skal handle om skrivningen – men hvordan skelner man den fra selve livet?
Skal jeg skrive udelukkende om mit eget skriveri – eller også om andres? Jeg synes, visse af de nære andres hører med. Men interesserer det mine “venner”, eller fremstår jeg som en enerverende lavine-fb’er, når jeg fortæller om kollegernes meriter?
Burde jeg ikke lægge stumper af litterære tekster frem, når jeg nu skrive-fb’er? Sikkert, men jeg kan stort set ikke. Jeg har en blokering der, føler mig alt, alt for nøgen ved det.

Vel, jeg er på standby, mens jeg tænker over det. Eller tænker over noget helt andet.

Reklamer

4 kommentarer

  1. Måske (siger hun lige så forsigtigt) kunne du begynde at skrive om skriveriet her på bloggen igen 😉

    Jeg synes fortsat, at FB er kedeligt – og jeg bryder mig ikke om at blive indhentet af fortiden. Men jeg kigger ind en gang i mellem, fordi så mange forfattere – desværre – har lagt al deres aktivitet der. Og fordi der er et par folk, som det har været hyggeligt at få kontakt med.

    Men generelt synes jeg, at FB er den nemme løsning. Skriver man blog, skal man gøre sig mere umage.

    Hvis folk er interesserede i mine statusopdateringer og skriverier, må de følge min blog (som nu går ind i sit 5. år!)

    Uanset hvad du finder ud af, så bliver det aldrig kedeligt fra din hånd.

    God skrivelyst!

    • Tak for de rare ord, Kirsten :-).
      Jeg tror, du har ret. Skal jeg vedblive at netskrive, så nok snarere et sted som her end på FB. Den oplagte mulighed for den lidt længere form og det knapt så hæsblæsende er mere tiltalende end FB-jappet.
      Og så dette, at her skal folk lidt mere aktivt opsøge mine guldkorn, de får dem ikke plasket op i fjæset (måske er det derfor det heddet Facebook?) pr. “venne”automatik, uanset om de egentlig er synderligt interesserede eller ej i, hvad jeg nu går og forfattergør.
      Jo, det er nok bedre her, meget bedre.
      Men uden tvivl er der også tid inde til stille kontemplation. Lidt vinterhi a la brunbjørn.

  2. Heldigt at Skanderborg og Ry ikke er milevidt fra hinanden geografisk 😉
    Måske jeg er heldig en dag at kunne opleve dig IRL – ved et litterært træf eller over en kop lokal-kaffe et sted.

    Men måske jeg bare er en pain-in-the-ass-stalker, der til stadighed håber at kunne træffe sit (sine) idoler 😉

    Anyway: Alt det bedste i din retning!

    • Tak for rare ord, Silhu.
      He-he. Har faktisk aldrig prøvet at blive stalket. Kun af en vred person (som i øvrigt camouflerede sig som to (eller flere?)) og en periode fulgte tæt og surt op her på bloggen for hver bevægelse jeg gjorde. Men det gælder vist ikke som stalk. 🙂

      Ang. lokalkaffen fik vi jo afklaret ad anden vej 🙂 – endda også, at der findes en café i din bys flotte kulturfacilitet. Den glæder jeg mig til at tage i nærmere øjesyn, når året er blevet lidt ældre.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: