På Berlin

Jeg er på en kold tyrker lige nu. Og jeg er sur. Sur og godt og grundigt misundelig på berlinerne over, at de bor i en by med så mange muligheder, så megen diversitet. Teatre (vi var i Deutsches Theater og se Ibsen, Vildanden(!)), musik, kunst, museer, historie, bydele så forskellige. Butikker – økologi, billige bøger. Restauranter – etniske, billige. Morgenmadskultur – cafémæssigt. Rige mennesker at glo på. Fattige ditto. Turister.

Og så den livskraft, hold da kæft! Efter en smadrende krig, så kort tilbage. Efter en mur og et angstregime, så kort, kort tilbage. De træer, så mange og grønne. De afsindige genopbygninger. De galopperende nybygninger. Det vulgære Potsdamer Platz. Den domkirkelige glubende fejring af det nutidige menneskes tro – på fremskridt og modernitet og underholdning – i Sonycentret.
Den “nye” Gedächtniskirche, som jeg for første gang i mit liv var inde i. Det smukkeste kirkerum, jeg i mit liv har set. Jeg græd. Alt det blå, himmel, blå himmel. Med rødt og guld i brand. Men mest alt det blå. Den skønneste blå, jeg blåelsker ved. Mere passende kan en kirke i en by med den historie ikke være. Og så den Kristus. Uden krucifiks. Korsfæstet, men også velsignende og himmelstigende. Sikken en kirke. Der vil jeg hen igen. Ville gerne til gudstjeneste der. Bare fordi der er så smukt.
Vi var ved den gamle overgang ved Friedrichsstrasse, så ned i den lukkede, støvede kontrolhal med vinduerne foroven. Jeg huskede min ondt i maven ved at stå i paskø der, en anden kø end kæresten med det tyske pas. Uret på væggen hang der endnu. Det stod på fem minutter i tolv. Så græd jeg igen.
Ved Checkpoint Charlie stod vi længe og bare kiggede. Så gik vi over – og havde det begge dårligt ved det, fandt vi siden ud af. Følte nemlig, at vi gik OVER og at det ikke gik an. Så gik vi længere ind i øst – og følte, at de havde moderniseret Øst, men at vi var gået ind i lige præcis – Øst. Vi gik og undrede os over at blive set i øjnene. Det blev vi ikke sidst. Gemalen affyrede en (harmløs og sød) østvits på tysk – og uvilkårligt tyssede jeg på ham.
Det lyder hysterisk, men det hele var der, som mavefølelser, knugen i brystet etc. Ikke tanker. Det sad virkelig i kroppen.
Det delte Berlin skulle lige gøres udelt, og det var ikke sket for os før der. Det var underligt.
Lige efter vi var i Berlin sidst, var to døde ved flugtforsøg over muren, så vi. Det var også underligt.
Det er underligt og underfuldt at føle historiens gang i maven og brystmusklerne og hjertets frekvens. At have noget med, som er væk, men stadig sidder i kroppen.
Og så var der Holocaustmonumentet. Vi kom derhen. Det er genialt. Man bliver væk fra hinanden og folk dukker pludselig op fra siden.
På et eller andet megahotel ved Potsdamer Platz ankom den palæstinensiske premierminister, og der var alvorlige sorte biler og tonsvis af politi i biler og på motorcykler og helikoptre – der stod vi så og gloede. Midt i alting.
Og datterens Kreuzberg med madlugte og bagerier og sære porte og trapper – og træer.
Og kaniner i aftenhobetal i Preussenpark – også et par uden for vores stuevindue mod gården en morgen. Og to på gaden.
Og parken ved Charlottenburg med alle de blomster og engelsk landskabspark og sol og skygge og svaner og vennen udi pennen, som smilede og ikke gjorde. Og gåning. Og en bænk. Og ord og meninger og drillerier og latter og ansigtsudtryk frem og tilbage.

Det var mit Berlin.

Sådan kan man også blive høj.

Reklamer
%d bloggers like this: