Kontorhunden og jeg…

… må efter grundig inspektion konstatere, at entreprenøren og hans folk omstændighederne taget i betragtning har efterladt haven vældig pæn efter det store og voldsomme siveanlægsprojekt.

  • Hund og jeg kan således se frem til en dobbelt så stor og rigtig nydelig terrasse at forlægge skrivningen til, når det engang igen bliver sommer
  • Vi kan også se frem til at plante skriveinspirerende bevoksning på den lille skrænt op til plænen – idet skrænten nu er en skrænt og ikke en miniaturemønsklint
  • Vi er temmelig rørte over, at Hurdalsrosen og det lille æbletræ, som vi ikke havde kunnet grave op, er blevet skånet af gravemaskinen
  • Vi er også rørte over, at den kæmpemæssige sommerfuglebusk, som viste sig at være i vejen for kloakeringsprojektet, blev gravet nænsomt op med bulldozergrab – og minsandten gravet omhyggeligt ned igen på sin gamle plads, så vi formentlig til næste sommer atter kan falde i staver over alle sommerfuglene og bierne i de lilla blomster
  • At entreprenørens folk skovlede den lille stentrappe op til en øvre del af haven fri for de jordmængder, som var blevet dynget ned over den i arbejdets hede, er næsten det allermest rørende

Det er dejligt at opleve en sådan stille omhu og omsorg for andre menneskers lille skrøbelige verden.
Kontorhunden og jeg har lidt duggede øjne – og nyder ellers i fulde drag lyden af ingen bulldozere, rendegravere og maskinstampere.

Reklamer

Privat Råbjerg Mile

Kontorhunden og jeg observerer, at vi nu har en terrasse igen – dobbelt så stor som før.
Bag den ligger haven og ligner stadig en afdeling af Råbjerg Mile. Mon den nogensinde bliver noget jævnt og noget med plæne og planter igen?
Entreprenørens folk hærger fortsat uden for skrivestuen, så vi holder os i den blå stue, og kan over tastaturet se på gengenboens vejrfaste køer i solskin.

 

Hurlumhejhuset

Nej, entreprenøren blev ikke færdig som lovet tirsdag.
Heller ikke onsdag.

Hjemvendte fra det lånte skriveeksil må kontorhunden og jeg konstatere, at der i dag torsdag stadig buldrer en gravko i haven og en maskinstamper på den ikke-eksisterende terrasse.
Kontorhunden er i højeste alarmberedskab, og vi har måttet forlægge skrivningen til en ubekvem sofaplacering i stuen mod vejen.

VRURF! siger vi bare.

Læsværdig Marcipan – 2 år efter

En venlig informant har netop fortalt mig, at min roman Marcipansøstre på Silkeborg Bibliotek for tiden er lagt frem på stedets udstilling af læsværdige værker.
Så bliver man bare rigtig glad – og så endda en to år gammel sag og én med et ømtåleligt og kompliceret præteenageseksualitets-tema, som bragte visse læsere og anmeldere i glødende harnisk!