Slutpunktumsblues

Så sidder man der og har (foreløbigt) afsluttet sit manuskript, og så melder den der fnilren sig. Man skulle i gang med noget nyt, men nogen skal læse det “gamle” først, og så skal der jo nok redigeres igen – så FÆRDIG er man jo ikke, og pille, pille, overspringsfidle, være rastløs…

Et eller andet sted savner man det manuskript, man sådan har levet i og med. Det er lidt som tabt kærlighed, ja, det er pokkeme så!

Og så det der Facebook – der var man tilbage og snuse en måneds tid, og så er det vist også godt med det.

Samtidig er et ni år gammelt samarbejde lakket mod enden og hen over den, og det er altså også fnillerfremkaldende. Ni år er ni år, uanset slitage og den slags.

Vi sætter et . og lader det stå et øjeblik.

 

 

Reklamer

Hald da op

Så er jeg ude af Halds trylleri igen, og en lille uges arbejde med manuskriptet er overstået.
Det holdt hårdt, men jeg nåede den redigering, jeg havde sat mig for.

Nu kan jeg minsandten begynde at sende version to af min krimi ud til de betroede læsere. Og så, om en tid, er jeg vel forlagsklar.

Tak, tak, tak for Hald.