Slutpunktumsblues

Så sidder man der og har (foreløbigt) afsluttet sit manuskript, og så melder den der fnilren sig. Man skulle i gang med noget nyt, men nogen skal læse det “gamle” først, og så skal der jo nok redigeres igen – så FÆRDIG er man jo ikke, og pille, pille, overspringsfidle, være rastløs…

Et eller andet sted savner man det manuskript, man sådan har levet i og med. Det er lidt som tabt kærlighed, ja, det er pokkeme så!

Og så det der Facebook – der var man tilbage og snuse en måneds tid, og så er det vist også godt med det.

Samtidig er et ni år gammelt samarbejde lakket mod enden og hen over den, og det er altså også fnillerfremkaldende. Ni år er ni år, uanset slitage og den slags.

Vi sætter et . og lader det stå et øjeblik.

 

 

Reklamer
%d bloggers like this: