Sig det med imaginære juvelbesatte plyselefanter

Jeg er med på, at Facebook har mange funktioner og mål ud over simpel udveksling af konkret information. Men hvad er hensigten, når ægtefæller/kærester på deres “vægge” udveksler hobevis af imaginære plysbamser, samhørighedsengle, blomsterbuketter og juvelbesatte elefanter?

Jeg ved godt, at mange bruger deres FB-profil til at iscenesætte sig selv. Jeg gør det også – forsøger nemlig (ud over en vis kommunikations- og hyggefunktion) med FB ganske enkelt at “sælge” mig selv som forfatter og skrivelærer. Og jeg forsøger nu og da at medsælge et par gode kolleger. Sådan er det.
Mange teenagepiger markerer gruppetilhørsforhold – og hvem der SLET ikke hører til – ved deres handlinger på FB. Det gør mange langt ældre – af begge køn – også.

Men det med ægtefællerne? Folk, der lever sammen i samme hus, men dagen lang sender hinanden imaginære lyserøde plysengle?
Hvorfor?
Hvorfor giver de ikke bare hinanden et kys – eller en ægte, levende potteplante?
Eller hvis de for et par timer er adskilt, hvorfor så ikke en mail eller en sms?
ELLER en BESKED på FB-væggen, hvis det skal være offentligt?

Jeg forstår vistnok, at det handler om at demonstrere den interne kærlighed for verden. Men hvorfor så børneværelsesagtige billeder af ikke-eksisterende plysdyr?
Mellem granvoksne, rutineret gifte/samlevende af normal begavelse?
Igen og igen?

Hvad vil man demonstrere for verden med pink plysengle, som ikke findes – men atter og atter afleveres til ham/hende ved pc’en overfor? Som svarer med juvelbesatte imaginære blå roser?
Min forfatterhjerne er udfordret.

(Og nej, jeg har ikke afluret fænomenet hos mine egne FB-venner. Jeg er blevet forevist det hos andre. Og fred være med det. Jeg ville bare så gerne FORSTÅ.)

Reklamer

Skal du have et e-SPARK? Sidste frist i dag

Det kan stadig nås:
Sidste frist for tilmelding til forårets e-kursus i skønlitterært skriveri er i dag 10. marts.

Se mere på på hjemmesiden om SPARKET og dets 15 øvelser, som giver din forfatterhjerne opvarmningsgymnastik – og lader dig skrive din personlige logbog over veje ind til netop dine skrivemæssige forcer og særkender.
Læs også om kursets mulighed for professionel og individuel respons på to skriveopgaver.

Lad vær’ at blive forfatter! Interview med Hans Schmidt Petersen

Hans Schmidt Petersen debuterede på dansk. Det var i 1993 på Gyldendal med Den lodne Bøg, som fik Bogforums Debutantpris.  Siden gik det videre på både tysk og dansk, og det blev undervejs til en tysk Marlowepris. Hans roman Den gode Amerikaner kaldte Politikens Angela Brink ”en genialt foruroligende ikke-krimi”, og hans nye danske krimiserie om Carsten Mathiesen har både Berlingske og Politiken nævnt blandt årets allerbedste bøger. Schmidt Petersens fremmeste råd til folk, der gerne vil være forfattere, er: Lad være!

I interviewet på mit skrivekursus’ hjemmeside fortæller den topanmeldte dansk-tyske (krimi)forfatter Hans Schmidt Petersen om en hård branche, som man kun skal gå ind i, hvis man virkelig vil skriveriet og kan tåle kritik og kasserede manuskripter. Han fortæller også om obsession og dejlighed, om at vente i 17 år på en udgivelse – og om at ville være en transparent forfatter. Læs det hele på Kjeldbergs Skrivekursus.

Lort kan smides ud. Interview med Kim Leine

Det vigtigste er at SKRIVE, uden at være bange for at skrive lort, siger Kim Leine, der debuterede i 2007 med erindringsromanen Kalak, som betog anmeldere og læsere med sin rå, men samtidig håbefulde og velskrevne skildring af et liv med incest og stofmisbrug. Senere er det blevet til endnu to romaner af forfatteren, som siger, at dansk litteratur må lære at leve med ham – og som opfordrer vordende forfattere til at lade være at skrive ”litterært”.

Jeg har interviewet ham. Læs det hele på Kjeldbergs Skrivekursus-siden.