Lindhardt & Ringhof har udgivet mine erotiske Aktstykker som lydbog

Aktstykker. Ane-Marie Kjeldberg. Lindhardt & Ringhof. Lydbog

Jeg er glad og stolt:
Lydbogsudgivelse hos Lindhardt og Ringhof: AKTSTYKKER. 11 EROTISKE GRADUERINGER. Af Ane-Marie Kjeldberg (det er mig, sagde hunden!).
11 noveller om levende passion – hovedsageligt set fra kvindeside.

Litteratursidens anmelder skrev om bogen bl.a.: “For den, som værdsætter sanseligheden i sit elskovsliv, er denne bog en perle, som jeg varmt kan anbefale til både mænd og kvinder.”

Indtalt af Marian Friborg.

Køb lydbogen fx her.

Reklamer

Stikket ud!

Nu trænger jeg til en god lang netpause.

Og i mellemtiden vil jeg henvise mine evt. tilbageværende bloglæsere til tre andre skrivende kvinders nylige blogposter. Det er god læsning:

Louise Juhl Dalsgaard om at tie og tale, eller, og…

Tina Charlotte Møller om “mobiltelefoner og headset og jetset og glatte frontcovers og mingling og smalltalk og netværk” og resten af det, der falder ind over en.

Fiona Robyn om tre ting til overlevelse.

Forfatter-PR: At tie hvor andre taler

Jeg kender dem, der betvivler værdien af som forfatter at eksponere sig via Facebook og blogs. Og jeg kender dem, som med stor inderlighed meddeler, at de BARE ikke gider.

Og jeg bliver jævnligt i tvivl – har det nogen betydning at skrive på denne måde om sig selv – og nu og da hinanden?
Mest er jeg måske sådan i tvivl, fordi jeg egentlig ikke dur til det. Det falder mig ikke naturligt og ikke nemt – ikke at formidle mig selv i hvert fald. Jeg kan godt skrive om, at nu fik jeg en anmeldelse, eller nu fik jeg antaget et manuskript, eller lokalbladet skrev en artikel om mig. Men det ind i mellem… Fortælle om, hvordan jeg skriver, hvad jeg tænker om det, hvordan jeg græder over det, smiler ved det, går i stå, kommer videre? Nej…
Fortælle om min førstelæser og min anden førstelæser? Hvad de gør, hvor hårde de er, hvor dejlige? Hvor jeg hader dem til tider? Og elsker? Hvordan jeg viceversa læser deres manuskripter, og hvor inderligt de hader  mig – og måske elsker? Nej, det er alt for følsomt, privat, dyrebart. Intimt.

Og fortælle om de små daglige ting, som er langt længere ovre i privatlivet, de ting, som også udgør mig som forfatter, men er meget svære at skelne fra den helt private Ane-Marie, den som bor et sted, arbejder, har et hjem, mand, børn, venner, ondt i maven, savner sin far og sin veninde, har begået enorme dumheder og andet godt fra dramaafdelingen, griner fjollet,  og græder over sin hunds ansigtsudtryk, når den vender ryggen til? Nej, det kan jeg slet ikke. Det er alt for nøgent til mig. Jeg kan ikke finde ud af det, har ikke hånden til den sikre dosering.

Men jo, jeg ved det jo – det HAR betydning at eksponere sig som forfatter. Hvis man er oppe i den meget tunge (jeg mener kendte) liga, betyder det måske mindre, men for os fra de mindre tunge klasser – jojo, det flytter noget, at man råber på sin blog og på Facebook. Det genererer salg og bib.udlån (og bib.anskaffelser), at man kommer i dialog med læsere – råb i sig selv gør det næppe.
Hvis man kan.
Jo, jeg har kunnet – det har faktisk været rigtig sjovt. Givende og lærerigt også mange gange at få denne respons på ens udgydelser – uventede vinkler på sagerne, personlige klangbunde, som nu og da har været vældig berigende.
Men disse mellemstykker, som en del forfattere formår så elegant, at jeg får svimlende præstationsangst – denne formidlen af forfatterpersonligheden, når der ikke lige er noget at fortælle om antagelse af et manuskript eller en anmelders ord om ens pragtværk – dem er jeg dårlig til.

Jeg må vel bare konstatere, at jeg på det felt er bedst til at tie, hvor andre taler.
Sådan.

At vise sit forfatterfjæs på Facebook – uden at være for meget

Jeg har det problem med Facebook og lign (fx denne blog), at jeg egentlig ikke har lyst til sådan at vise mit ansigt. Faktisk er det mer end en ulyst, det er en manglende evne; og jeg går og småmisunder de forfatterkolleger, som kan kunsten at vise et litterært ansigt, som samtidig forekommer fortroligt privat – i en tiltalende blanding, som aldrig kammer over i utidig intimitet. Disse kolleger kan noget, som er en kunstart i sig selv.

En af dem, der virkelig mestrer kunsten elegant er lyrikeren Kirsten Nørgaard, som også findes på FB
samt på en dejlig blog herude i den åbne verden:
http://stensamler.blogspot.com/

Nørgaards blog og FB-profil anbefales – de er en nydelse at følge, og de er lærestykker i fornem formidling af et forfatteransigt.

Er hun der eller hvad?

Næ, jeg er her ikke ret meget, og min sides blogdel ligger temmelig stille.
Jeg overvejer faktisk, om jeg skal nedlægge den del af faciliteten.

Er det ikke nok med min Facebookprofil?

Eller har jeg bare fået nok af at råbe op på nettet? Er det der, skoen trykker?

Foreløbig siger jeg nok lidt mere om mit skriveri og alt det der på Facebook, så kig ind, hvis du er nysgerrig.

Senturas liste over litterære blogs

Har I set Senturaklummens linkliste til danske litterære blogs?

Lur den her.

Link-love, genreflirt, partner og solskinsbud

Jeg arbejder for tiden på at skrive en lille forlagsbestilt håndbog, som blandt andet omhandler det, man kunne kalde businessrelateret netadfærd.

I denne uge fik jeg ganske uventet en markant bekræftelse på, at selv i kredse, hvis arbejdsmæssige virke hovedsagelig er på net og blogs, kan der være en forbavsende mangel på fortrolighed med den praktiske anvendelse, anvendelighed og håndtering af fænomener som link-love, som det så smukt kaldes – samt et begrænset indblik i, hvordan google fungerer og anvendes af den, som vil eksponeres.

Og dermed et ekstra skvæt erkendelse af, at håndbøger om netadfærd – også for “professionelle” – stadig har deres berettigelse.
Og: det er jo godt nok at kunne føle, at man arbejder med noget, der er brug for…

Dette var også ugen, hvor jeg for alvor opdagede, at en ny genre, som jeg for tiden flirter med udi det skønlitterære, er pokkers svær og kræver endog meget omhyggeligt håndværk.

Det var også den uge, hvor jeg fik et grundigt indblik i en sparringspartners nuværende arbejde – og blev uhyre meget spændt, af flere årsager, som jeg dog ikke her og nu kan løfte slørene for.

Og det var ugen, hvor en meget uventet – og smuk – buket indløb og spredte solskin på en besværlig dag. Buketten syntes ekstra solksinsgul, fordi den relaterede til mine professionelle kompetencer…
(Så er man vist gammel – eller bare dødeligt skrive-hooked – når man hellere vil prises for kompetencer end for kvindelig ynde og charme…)

Nå, nu må jeg tilbage til flirten, den med genren altså 🙂