Dejlig anmeldelse af Spark i din forfatterrøv

Fed første vurdering af min splinternye skrivebog “Spark i din forfatterrøv” indløbet i dag. Et citat:

“… bogen er ikke kun en øvelse i, hvordan man kan komme i gang som forfatter, men også, hvordan man kan komme i gang igen, når man er gået i stå. Det hører til de værste oplevelser som forfatter, og desværre oplevelser, som man må igennem flere gange i løbet af et forfatterliv.

Bogens scoop er de forklaringer, som Ane-Marie Kjeldberg giver sidst i bogen. Hun gennemgår øvelserne en for en og begrunder i sit koncise, elegante sprog.”

Se resten af anmeldelsen her.

Her kan bogen købes – til meget overkommelig pris.

Romanen som næsten fik mig klynget op i en lygtepæl

Jeg var meget ked af det, da jeg skrev sidste del af min roman Marcipansøstre. Ked af det for Eva, som var sådan i klemme mellem sin egen spæde seksualitet, venindernes tilsyneladende meget mere modige og frigjorte version af slagsen samt uansvarlige voksnes seksualitet – OG helt andre uansvarlige voksnes panikslagne afstandtagen. Jeg kan huske, at jeg faktisk græd i lange perioder af skrivningen.

At én anmelder så romanen som en opfordring til pædofili kom meget bag på mig.
Heldigvis så bl.a. Politiken noget helt andet.
Tankevækkende, krævende dage var det, der i 2008, da romanen udkom.

Romanen kan nu fås på udsalg for bare 149 kr.

Anmeldelse af anmeldelser af min Marcipansøstre

Ole Hansen har læst min 3 år gamle roman Marcipansøstre og alle dens anmeldelser og debatten om den. Han hæfter sig ved anmeldelsernes forskellighed (2 til 6 stjerner). Han sætter lup på Berlingskes Anne Lise Marstrand-Jørgensens 2 stjerner og debattøren Karen M. Larsens påstande om, at bogen er en opfordring til accept af pædofili.

Om Berlingskes anmelder siger han, at hun:

“[…] demonstrativt tager afstand fra projektet [med ytringen]: ‘Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen.’ Denne enkelte sætning fra anmeldelsen viser, hvor kort vejen fra litteraturanmeldelse til propaganda er. Og hvor lette point der er at vinde ved at undsige synspunkter, der aldrig har været fremført. Begge elementer præger alt for ofte denne type diskussioner. Og i dette tilfælde vidner anmeldelsen ikke om nærhed til litterære sammenhæng, snarere om den moralske panik, der med mellemrum blusser op. Og har gjort det siden 1997.”

Om Karen M. Larsens indlæg i debatten skriver Ole Hansen:
“Når Karen M. Larsen peger på egne personlige forudsætninger som afgørende, kan man være tilbøjelig til at lade sig overbevise. Blot med det forbehold, at der skal peges i en anden retning. Nemlig på en fortid som konservativ katolik – der ikke virker så fjern.”

Om uenigheden mellem de to anmeldere fra Berlingske og Politiken ang. romanens indhold og kvalitet siger Hansen:
“At de to anmeldere er uenige i deres læsning, vidner om, at romanen har så meget litterær kvalitet, at den åbner for forskellige tolkninger.”

Ole Hansens artikel kan læses i sin fulde længde her.

Min Marcipansøstre nyanmeldt – 6 stjerner

Kultur for Unges Peter Henrichsen anmeldte i går min 3 år gamle roman Marcipansøstre. Den anmeldes denne gang som også ungdomsbog – og får 6 stjerner, “fordi den er spændende, oplysende, realistisk, aktuel, savnet og hamrende modig”.

‎”… skønt, at Ane-Marie Kjeldberg tør vise teenagepigernes forskellige seksualitet og tanker så direkte i “Marcipansøstre”, hvor Evas velbefindende hverken findes i de seksuelle aktiviteter hun bliver presset ud i af søstrene, eller i hendes mors offer/gerningsmands-overbevisning, men et sted midt imellem, som hun blot ikke har fundet og fundet sig tilrette med”, siger anmelderen desuden – i en lang og grundig anmeldelse.

Se det hele her.

Ny anmeldelse af Marcipansøstre

En ny anmeldelse af min 2½ år gamle roman Marcipansøstre er efter sigende på vej.
Jeg glæder mig – over og til.

“Spørg Olivia” m.fl. anbefaler kollega Klahns ungdomsbog

“Måske kan du lide rigtig sørgelige bøger? Så skulle du prøve: […] Tid til linedans af Reinhard Klahn”, skriver Spørg Olivia (DR’s og en række bibliotekers spørgetjeneste for børn).

Og Mit Lyserøde Liv (pigebogsanbefalinger fra Biblioteksmedier) anbefaler bogen i kategorien Drømmen om en kæreste.

Cyberhus
(rådgivningssite for unge) anbefaler bogen med ordene: “”Tid til linedans” omhandler emnerne mobning, forelskelse, forældre, skole, konflikter og pubertet og generelt handler den om overgangen til pubertet og voksenliv.”

Bogen kan bestilles hjem til alle boghandler – eller købes direkte hos forlaget.

Den kan naturligvis også lånes på biblioteket.

Listeroman af Dorthe Nors

Min dygtige og sympatiske skrivelærer Dorthe Nors har 7. maj på Samleren udgivet en ny bog, Dage.

Forlagets pressemeddelelse beskriver den således:

DAGE er en poetisk og egensindig bog om at finde sit ståsted i tilværelsen, når alt omkring én dirrer, og selv elefanterne i Zoologisk Have er usikre på benene.

En kvinde skriver lister over dagens og livets gang. Bag hende ligger en kærlighed, hun har mistet. Omkring hende vender et forårsmættet København vrangen ud på sig selv af skønhed. Hun vil tage én dag af gangen, og den første af de dage, hun skal tage, er i dag. Men det bliver den sommer, som aldrig vil ende.

DAGE er en bog om at rejse sig og binde de nye løbesko. Og om at falde igen.

Værket har fået spændende omtaler. Politiken kalder den en “listig liste-roman” og skriver bl.a.: “en roman, der ganske enkelt er komponeret i og med sine lister”. Og Lars Bukdahl fortæller i en ikke-anmeldelse, at han var glad for at læse bogen.

Jeg siger tillykke og: Den bog skal jeg have fat i!

“Krimier – dem fodrer man da svin og anmeldere med?”

Nej. Jeg er faktisk ved at være ganske ked af tendensen til halvdulgt at se ned på krimier. Har selv været med på vognen, der enigt mellem tænder mumlede “ja, man skulle bare have skrevet en krimi, SÅ fik man anmeldelser”.
Jo, der findes veleksponerede, men dårlige krimier, meget dårlige, præget af stereotypt sprog og letkøbte samfundsmæssige og psykologiske “legitimeringer”, ligesom der findes dårlige romaner af anden art og dårlig lyrik.
Men der findes altså både begavede og beåndede krimier og krimiforfattere – det hele er ikke bare “bare”.
En af de begavede og beåndede har jeg skrevet om i foranstående post.

Forfatteren er min ven, men han har min professionelle anbefaling, ikke kun min venlige.
Og han har også skrevet ganske andet end krimier – i øvrigt.

Galileos finger: Skarpt iagttagende for de krævende

jorindel_noergaard_forsideBibliotekslektøren har udtalt sig om kollega Kirsten Nørgaards lille ny, Galileos Finger: “til læsere, der godt kan lide et anderledes, eksperimenterende tekstunivers”, hed det bl.a. Og endvidere: “Skarpt iagttagende samling haibun til krævende læsere, der ikke er bange for at prøve noget nyt”.

Jeg siger glad tillykke!

Hele udtalelsen kan man rekvirere ved at henvende sig til sit bibliotek.

Bogen kan hjembestilles til alle boghandler.

Digter Nørgaard har virkelig givet os fingeren

jorindel_noergaard_forsideDet fine gamle forlag Jorinde & Joringel udgav for nylig en ny serie af lyrikhefter. Et af dem er forfattet af Kirsten Nørgaard og har titlen Galileos Finger.

Og nej, jeg har ikke forstand på lyrik – men jeg kan lide dét, jeg læser i Nørgaards hefte.
Grundstammen i heftets tekster er en samling haibun, hvori vi følger et par på uanfægtet, kultiveret ferie, mens deres forhold – vistnok – smuldrer for dem. Siden følger supplerende tekster, som synes at belyse krisen fra senere vinkler, (måske) fra tiden hvor der dannes ar, som måske kradses op en gang eller to, indtil man lærer at leve med det.

Teksterne er præcise, knappe, perfekte og velafstemte som sushi. Ikke et ord ligger forkert – og heller ikke den skrappe wasabi mangler, men fint doseret i soja, ikke plasket på som tyk brun sovs over flæskesteg og kartofler.

Galileos Finger er mættet med sansninger, og i deres sammensætninger opstår de spændingsfelter, som fortæller store historier. Fortællingen er diskret, knap og anelsesfuld – den ses, som Syvstjernen, bedst, når man ikke stirrer direkte på den – så jeg mindes om japanske forfattere som Oe eller Murakami eller om vores næsten egen islandske Sjón.

Den eneste indvending, jeg har, er, at jeg så gerne vil have mere fra Kirsten Nørgaards univers. Jeg vil vide, hvad der mere sker, når det filtreres gennem Nørgaards pen! – og gerne i den fortællende og dog stramme haibunform.

Værket kan bestilles hjem til alle boghandler, men kan også købes direkte hos forlaget.