Københavns Biblioteker finder Spark i din Forfatterrøv omtale værd

Københavns Biblioteker giver mit Spark i din Forfatterrøv omtale. Yay!

Se mere her.

Spark i din Forfatterrøv præmie i slogankonkurrence

Den seriøse og succesfulde forening Håbefulde Unge Forfattere (HUF) – http://www.huf.dk/ – afholder for tiden en intern slogankonkurrence, og præmien til de to bedste sloganforslag bliver et eksemplar af min nye skrivebog Spark i din Forfatterrøv.
Det er jeg både glad for og stolt over.

Spark i din forfatterrøv rykker op som nr. 3!

Superdejlig nyhed at holde weekend på: Nu er min skrivehåndbog Spark i din Forfatterrøv minsandten rykket op og blevet nr. 3 på Gopubli.sh’ liste over bedst sælgende bøger! (Og det endda selv om bogen nu også kan lånes på biblioteket.)
Jeg er glad!

Spark i din Forfatterrøv i Alt for Damerne

Min nye skrivebog omtales i Alt for Damerne:

Ny anmeldelse af Marcipansøstre

En ny anmeldelse af min 2½ år gamle roman Marcipansøstre er efter sigende på vej.
Jeg glæder mig – over og til.

FB-gryden – en sammenkogt ret, som Kjeldberg ideligt deserterer fra

For mig er Facebook primært et PR-projekt i relation til mit skriveri.
Samtidig får det naturligvis i perioder en funktion inden for privat kommunikation. Derudover er det i høj grad en udkigsplatform. Jeg ser på, hvordan andre forfattere (og andre professionelle brugere på forskellige felter) bruger mediet til PR eller til inspiration – eller for nogles vedkommende hovedsageligt til en mere privat og “eksklusiv” relateren.
Og jeg betragter de helt private brugeres socialisering. Og både i det professionelle og det private: Mønstret af løftede tomler, ivrige hjerter, overbyden hinanden, omsorg, omhu, anstændig høflighed – og af tavsheder.
Interessant at betragte og deltage i denne gang sammenkogt ret af relationeren, selviscenesættelse og mere eller mindre subtil afpissen territorier.
På mange måder særdeles lærerigt og inspirerende.
Og samtidig et eksperiment, jeg altid vil have behov for at trække mig bort fra – i perioder eller måske en dag for stedse. Jeg ville aldrig kunne holde ud at føle mig som del af FB-gryden med hele min person og for fulde, dybe alvor.
Måske er det et socialt handicap fra min side. Måske er det bare en erhvervsskade: At betragte. At høre tavsheden tale. Og at trække sig bort og notere sig til senere brug.

På Dansk Forfatterforenings nye hjemmeside

Dansk Forfatterforening har fået ny hjemmeside, og nu er min medlemspræsentation dér opdateret efter alle kunstens regler.
Læs her.

Læsværdig Marcipan – 2 år efter

En venlig informant har netop fortalt mig, at min roman Marcipansøstre på Silkeborg Bibliotek for tiden er lagt frem på stedets udstilling af læsværdige værker.
Så bliver man bare rigtig glad – og så endda en to år gammel sag og én med et ømtåleligt og kompliceret præteenageseksualitets-tema, som bragte visse læsere og anmeldere i glødende harnisk!

Forfattere fanget på børnebogsmesse

Der er børnebogsmesse i København i dag og i morgen. Det foregår på Holmen, hvor fotografen i dag fangede tre storsmilende herrer fra forlaget Facet samt dokumentation for, at min kære + nære kollega m.v. Reinhard Klahns glimrende ungdomsroman Tid til Linedans var en messe værd.

Fra venstre forlægger Sebastian Schultz, forfatteren Reinhard Klahn og forfatteren Michael Næsted Nielsen

Reinhard Klahns Tid til Linedans kan både ses og købes på børnebogsmessen på Holmen

Mere om messen – som en række af de fremmeste danske børnebogsforlag (Facet, Gyldendal og Carlsen for at nævne nogle stykker) deltager i – kan læses her.

Mit navn er Ane-Marie. Jeg er Facebook-træt forfatter

Min – endnu titelløse – bog, som udkommer til efteråret, handler blandt andet om Facebook.

Men personligt kunne jeg vist ofte godt undvære det sted.
Lige nu har jeg valgt at trykke på standby-knappen derinde.
Jeg synes for øjeblikket, at stedet tager for megen tid, giver for megen irritation og for lidt udbytte.

En del af problemet er nok, at min såkaldte “venne”-kreds derinde er meget sammensat:

Der er venner og bekendte fra virkelighedens nutidige verden – herunder fra den øvrige netverden. Der er gamle venner og bekendte, som jeg egentlig ikke rigtig har kontakt til mere. Der er kolleger og arbejdskontakter af forskellig art. Der er nær og mere fjern familie.
Og så er der en gruppe af mennesker, jeg faktisk slet ikke kender. Nogle af dem er forfatterkolleger, som har henvendt sig til mig og anmodet om FB-venskab, andre er mennesker, som har henvendt sig uden at jeg egentlig helt kender deres bevæggrunde, men jeg har opfattet dem som læsere eller potentielle læsere af mine bøger. Nogle af disse “fremmede” er dog formentlig blot “vennesamlere” (et fænomen jeg med tiden har forstået findes på FB). Selv har jeg venne-henvendt mig til en enkelt forfatter eller anden bogperson eller to, som jeg egentlig ikke kender, men som kører en klar PR-profil, som jeg så kigger med på.
Og så er der en række biblioteker og andre kulturudbredere, som jeg har venne-søgt, eller de har søgt mig.

Måske er det en alt for blandet gruppe af “venner”?
Ihvertfald står jeg med en pærevælling af opdateringer, som næsten ikke er til at følge med i.

Nogle opdaterer fast op til 10-15 gange dagligt, nogle med rigtig mange links til mange artikler, youtubeklip, vejrudsigter, modtagne “blomster”, “bamser” eller “hjerter” eller til private fotos (nogle så private, at man som udenforstående ikke rigtig kan fange sammenhænge etc.) eller scores i div. spil. Nogle har endog fast gentagne opdateringer om samme sag, fordi deres profil også henter updates fra blogs og Twitter. Nogle af de meget frekvent opdaterende har ind i mellem særdeles spændede sager at fremvise.
Det har mange af de mindre ofte opdaterende også.
Andre opdaterer komplet uforståeligt for andet end en snæver insiderkreds.

Det kan være vældig berigende at kommentere på andres opslag og komme i en eller anden art dialog. Nogle – herunder en stor del, som selv har venneansøgt en – reagerer imidlertid konsekvent ikke på ens kommentarer, og man kan stå der og føle, at man virkelig har spildt tiden.

Og så er der det grundlæggende problem:
Hvem skriver jeg egentlig for og til? Familien? Den helt nære del – eller den fjernere? Vennerne og bekendtene? De nuværende eller de gamle? Kollegerne? Læserne af mine bøger? Bibliotekerne og andre kulturformidlere?
Kan jeg ramme dem alle? Næppe. Bør jeg dæmpe mig, censurere mig aht. den ene og den anden? Næppe. Men jeg gør det nok alligevel.
Skal jeg facebooke om privatlivet eller skrivningen? Jeg har besluttet, at det skal handle om skrivningen – men hvordan skelner man den fra selve livet?
Skal jeg skrive udelukkende om mit eget skriveri – eller også om andres? Jeg synes, visse af de nære andres hører med. Men interesserer det mine “venner”, eller fremstår jeg som en enerverende lavine-fb’er, når jeg fortæller om kollegernes meriter?
Burde jeg ikke lægge stumper af litterære tekster frem, når jeg nu skrive-fb’er? Sikkert, men jeg kan stort set ikke. Jeg har en blokering der, føler mig alt, alt for nøgen ved det.

Vel, jeg er på standby, mens jeg tænker over det. Eller tænker over noget helt andet.