Forsider til ulæste bøger

Så forleden til min forbavselse, at den velrenommerede forsidekreatør Harvey Macaulay (forsider til blandt andre Anika Eibes Dronning af Blod, Nicola Dixens Vinger for en dag og Hans Schmidt Petersens Den gode Amerikaner) i et interview i Fyens Stiftstidende har udtalt, at han stort set aldrig læser de bøger, som han skal lave forsider til.

“Det er faktisk sjældent, jeg læser bogen, men nogle gange er jeg nødt til det,” som han siger.

(Det vides ikke, om Macaulay har læst de tre ovennævnte bøger.)

*

“Min” forsidekunstner Tamara Lara har læst begge mine romaner, som hun har skabt omslag til. Og læsningen og indfølingen med bøgernes temaer og stemning skinner i den grad igennem.

fred_stor1.jpgKlik på billedet for større udgave

Tamara Lara har da også en mening om dette at kende værket, man laver omslag til. Se denne kommentar, hvor hun blandt andet udtaler:

“Jeg har ikke et bogomslag hver 3. dag. Men det får jeg faktisk aldrig, for jeg vil læse bogen, og være sikker på at jeg har fanget den rigtigt.”
“Hvordan visualiserer man en stemning, uden at befinde sig i den først?”

Nej, hvor jeg glæder mig, til jeg får lov at fremvise Tamaras omslag til min kommende roman Marcipansøstre

*

Bonusinfo:

Tamara Lara har også lavet omslag til bøger som Anika Eibes Atalanta og Helga Bergs Næsten ånder i mørket.

Reklamer

Marcipanindpakning – det er kunst!

Kender I det? Man ser frem til noget i spændt forventning – og så kommer dagen, hvor det bliver virkelighed, og ens hjerte banker så højt, for hvordan vil det være? Forleden ventede jeg på noget, og så kom det – og det var ikke som forventet. Det var meget bedre!

Jeg kan ikke give syn for sagn – endnu! – men jeg kan give et par udpluk fra en mail, jeg skrev om sagen:

“Jo mere jeg ser på det, des mere begejstret bliver jeg! Dette æteriske, lyse i billederne, – men så samtidig noget truende i de mange brunlige fugle (jeg føler en lille hilsen til Mauriers og Hitchcocks Fuglene). […]
Det hele er en kombination af nuttet, sexet og skræmmende, som er virkelig afskyelig (og det var en enorm ros!).”

Det handler om omslaget til min snart kommende roman Marcipansøstre, kreeret af ingen ringere end Tamara Lara, som også lavede omslaget til Anika Eibes Atalanta og såmænd også til min egen Fred og Ro.
Med Marcipansøstre-omslaget har hun overgået sig selv endnu en gang.

Simpelthen.

Jeg er så glad ved at se, hvor excellent Tamara har spiddet og kondenseret temaerne i min bog. Det barnlige, det voksne. Tiltrækningen. Grænseoverskridelsen. Angsten. Og forfra igen.

Foreløbig må jeg nøjes med at dele glæden med de allernærmeste betroede, men hvor jeg dog ser frem, til jeg har lov at fremvise dette stykke forsidekunst for alverden!

Biblioteker gi’r mig en plads i solen!

fred_stor1.jpg

Nogle biblioteker har i øjeblikket en kampagne, “Læs en debutant”, hvor forskellige af 2007’s debutanter anbefales. Igen på flere lister går fx Kim Leine og Henriette E. Møller. På 4 biblioteker er disse imidlertid blevet set i selskab med – mig!
Jeg er benovet, beæret – og meget glad 🙂

Få syn for sagn. Ane-Marie Kjeldbergs Fred og Ro i godt selskab 🙂 :

Herning Bibliotekerne

Holstebro Bibliotek

Thisted Bibliotek

Lemvig Bibliotek 

Kulturredaktør Davidsen om grænsemindretal & Fred og Ros modtagelse

Kulturredaktør Hans Christian Davidsen fra Flensborg Avis har – med udgangspunkt i reaktioner på min roman Fred og Ro – en interessant og nuanceret kommentar vedrørende de tysk-danske grænsemindretals selvopfattelse.

Davidsen kommer blandt andet ind på, at der “kan være øretæver i luften”, hvis man bevæger sig “ind i spændingsfeltet mellem den officielle selvopfattelse og den virkelige hverdag”.

Læs Davidsens artikel på http://www.dk-forum.de her.

Dedikationer og deres mystik

79282_mary.jpgMarple Kjeldberg i gang med sin hemmelige last?

Bøgers trykte dedikationer er blevet en lille hobby for mig. Eller en last? Jeg sidder og læser dem og forsøger at forstå – eller gætte og fantasere mig til – historien bag.

Hvorfor tilegner vi til dem, vi gør?

Hvem er hende der – og ham? Hvorfor skal lige de betones? Og hvorfor på den måde?
Det er lidt som med visse dødsannoncer. “Min ejegode hustru og børnenes kærlige mor” gør mig altid mistænksom. Hvorfor skal det implicitte udpindes? Er der dårlig samvittighed, utilstrækkelighedsfølelse, skam?
Bare kald mig Miss Marple! 🙂

Min Fred og Ro er tilegnet den mand, som sparkede mig i røven, så jeg kom til at skrive i stedet for høfligt at skrible. Det er ikke min ægtemand. Det er der sjovt nok nogle der har fået ondt i netop omtalte legemsdel over.

For mig personligt vil dedikationer altid have noget konkret med selve skriveprocessen at gøre, med taknemmelighed omkring den; men for andre er der åbenbart (også) helt andre følelser, tanker og hensigter med at tilegne.
Dedikationspsykologi er en videnskab for sig.
Jeg gransker videre, grubler, forestiller mig…
Tænker mit.

Alene her på mit bord ligger en stavl materiale at snage i.

Hvem er den Art, som elsker blomster? Hvem er Daniel? Gerda? Hvorfor skal “my african family” takkes? Og lige med det ordvalg? Hvorfor takkes dén ægtefælle på netop dén måde? Hvem er “dig”? Ved “dig” det selv? Er der to “dig”er, som begge tror sig sikre? Eller tre?
Og hvem i Guds navn er dog den der Lone?

Det kunne der skrives romaner om.
Eller bare en Spoon River Anthology II.

PS: Hvis nogen ved, hvem Lone er, vil de så ikke fortælle mig det? Please.

Jeg hedder Ane-Marie og jeg er en luset blogger

ternnaer07.jpgNogle stykker har på det sidste bemærket, at jeg er en meget distræt blogger. Enkelte er desværre blevet kede af det og har frygtet, at jeg i særlig grad gik og undveg lige dem.

Jeg har nok ikke i tilstrækkelig grad fået gjort opmærksom på – sådan “officielt” – at jeg har måttet beskære min blogaktivitet kraftigt.

Min roman Fred og Ro har mødt mange positive reaktioner; men den har også medført negative hændelser. Nogle af dem har været sobert negative, om jeg så må sige: Helt almindelige kritiske kommentarer eller anmeldelser. Andet har været mere destruktivt, og noget af det har ikke været synligt her på bloggen eller for offentligheden i øvrigt. Det var forventeligt, at nogle ville reagere voldsomt på min roman, da den påpeger problemer, som visse helst ser ligge godt gemt under tykke gulvtæpper. Men nogle af reaktionerne var uventet heftige, og det har alt i alt slidt meget på mig.

Ydermere har jeg i den private sfære siden foråret været tynget af en meget nærtståendes svære sygdom.

Disse to forhold har gjort mine bloggekræfter små, og en del deadline-tunge arbejdsopgaver har ikke gjort kræfterne større, og jeg har måttet indskrænke mig til at køre min blog som en slags hjemmeside med logbogsfunktion vedrørende skriveriet og mine udgivelser.
Jeg har bestræbt mig på at besvare kommentarer (som jeg er meget glad for at få), men har måttet opgive at læse vedholdende med på andres blogs og kommentere med “anstændig” frekvens.
Dette har jeg ikke fået annonceret tydeligt nok, er jeg bange for.

Min blogs fremtid er stadig under overvejelse. Måske må den overgå til noget meget mere gammeldags “hjemmesidet”. Jeg ved det ikke.
Foreløbig kører den lidt endnu som en luset blog med en ubehøvlet træt “envejs”-blogger bag rattet.
Så må vi se…

Finnerne vil også ha’ mig

Boghandel

Hold da op! Også finnerne lægger billet ind på fru Kjeldberg.
Min forlægger har netop meddelt mig, at jeg er blevet indforskrevet til Kalevalas hjemland til nærmere granskning. Eller i hvert fald er mit barn:
Noget, som vistnok er en biblioteksboghandel, har bestilt Fred og Ro til gennemsyn.
Whauw!
Først Sverige, så Finland.
Hvordan finder de mig mon? Og finder på det?
Jeg er rent ud sagt paf.
Og glad 🙂