Tekstuelt brombærkrat

I går: strittede min tekst som et ondsindet brombærkrat op i fjæset på mig, og jeg anede ikke, til hvilken side jeg skulle gå for at komme bare i nærheden af at håndtere det.

I dag: så jeg stier for mig (incl. machete) ind i mit stikkende strit – og gik (samt hakkede) dem.
Det var dejligt.
Det blev smukt.

Reklamer

Tango med førstelæser

Det har været en sommer med meget andet at tænke på end skriveriet. Nu indfinder der sig en vis ro – måske – og så sidder jeg der og leder efter troen på, at jeg kan bruge den konstruktivt.

Jeg har ikke rigtig været til stede i skriveriet længe, og det er underligt fremmed at forsøge at komme tilbage.

Der er ellers nok at tage fat på. Første del af min krimi Hellle (ja, med tre l’er) er for længst færdigskrevet som råmanuskript, og jeg har haft mine to førstelæsere samt en “civil” læser på sagen.

Den ene førstelæser så opstramningsbehov (hvilke jeg selv var klar over på forhånd – det var bare lige det med at udpege stederne, der skulle beskæres…), men var ellers begejstret.

Civillæseren kunne vældig godt lide mine to detektiver, men ville gerne have mere fart på historien – der var hun ret enig med førstelæser 1.

Førstelæser 2 var slet ikke begejstret – kun for mit sprog – og kunne ikke rigtig se nogen vej frem.

Det har jeg selvfølgelig altsammen gået og tænkt over – når der var en stump tid for alt det andet, der skulle have tanker og handling denne sommer.

Førstelæser 1 og civillæseren er fra deres dagligdag redigeringsvante – i en lidt anden sammenhæng end den skønlitterære, men alligevel.
Førstelæser 2 er ikke – men han er en dygtig forfatter med en veludviklet følsomhed og et stærkt instinkt for balance og æstetik.

Ud fra de erkendelser valgte jeg at tage en ekstra snak med 2 – og det viste sig, at vi godt i fællesskab kunne finde veje, jeg måske kunne gå videre.
Jeg inddrager selvfølgelig også førstelæser 1’s og civillæserens forslag – og førstelæser 2 har meddelt, at han nu har så megen tiltro, at han gerne vil læse min redigerede version.

Som sagt: Nok at tage fat på!

Kom så i gang, madam Kjeldberg.

Hverdagens lise

Sommerferien bød på ganske markante begivenheder i den nærmeste kreds.

Hverdagen og ikke-ferien har nu indfundet sig igen. Det liser.

Og jo, der skrives videre på krimien efter diverse (første)læseres kommentarer til del 1. Redigeres, slettes, tilføjes.

Jeg elsker det skriveri.

Grumf!

Dagsrapport:

Fik blide klap for min rolle som “fastansat” sparrer for min egen “fastansatte” sparrer. De gjorde rigtig godt, klappene.

Fik skrevet på anden del af det, som gerne skulle blive en slags 3-pak til samlet udgivelse i efteråret. Det var tilfredsstillende.

Og fik skrevet på synopsen til min gyselige hemmelighed under opsejling – en krimi. Det var ligefrem dejligt.

Men bortset fra det, så er det bare så meget for meget.
Jeg skal sige Dem, jeg har fået hold i nakken, et afsindigt hold, som hviner fuldstændig upassende besidderisk, når jeg sidder ved pc’en i det ellers så gode nye vinterarbejdsværelse.

Og det skyldes helt sikkert, at verden er for meget, alt for meget. Den er hård og kantet og urimelig og tåbelig. Anmeldelser falder (nogle gange) fuldstændig som vinden blæser, og man tager sig til hovedet og er lige ved at tabe det, og der er alt, alt for mange indtryk, og avisernes overskrifter skærer som knive eller glimter som sabelslugeres sabler, mens Tribinier og Rottekonger brøler op.
Og nu brøler jeg igen, gør jeg:
Så hold dog kæft!

Kontemplation, tak. Ro, tak. Vinterdvale, tak.
Nakkestøtte, tak!

Så altså, nu sker det!
Nu efterligner jeg min sparrer og går i fuldstændigt nethi. Opstiller mig en tvær eremithule her midt i den globale WordPress-, Facebook- og Twitterpark, vender ydermere ryggen til, stiller tv’et ud på naboens mark, graver mobilen ned, gemmer fastnetfonen i fryseren og nægter kategorisk at tømme postkassen.

Grumf!

Hvad er det da, du laver, kvindemenneske?

amskrivende08Ja, hvad er det for noget? Skriver forfatteren – eller lopper hun den bare?

Tjah, én bog har hun opgivet.
Håndbogen, hun skrev på – den er i foråret blevet skrottet. Den handlede om et hjørne af blogverdnen og var allerede blevet uaktuel, mens forfatteren (mig, sagde hunden!) var i gang med at redigere på den – ikke mindst i lyset af, at “alle” synes at bevæge sig væk fra blogmediet og over på Facebook.
Min forlægger var så flink at acceptere min skrotning med venlig forståelse.

Til gengæld skriver jeg flittigt på min roman, som for tiden hedder Flaskepost. Jeg har endelig fået hul på dens temaer og mønstre.
Hvad handler den om? Jeg ved det ikke! Så spørgsmålet er, hvilken slags hul det er, jeg har fået…
Men jeg kan sige, at bogen er et svar på en anden forfatters værk om blandt andet hans og mit mildt sagt stormfulde venskab og samarbejde.

Brødjobmæssigt har jeg fået foden ind hos Allerkoncernen, hvor jeg har fået lov at freelance dejligt som tekstforfatter. Det er virkelig lærerigt – pennen skærpes under kyndig vejledning af en vidende og præcis – og særdeles sympatisk – redaktør.

Og i mellemtiden kan begge mine to seneste romaner stadig købes hos netboghandlerne – vistnok stadig billigst direkte hos forlaget Facet. Se bare her.

Fred og Ro fortæller om en hjemmetysk families kvaler og udartninger i skyggen af en uforarbejdet 2. Verdenskrig.

Marcipansøstre omhandler teenageseksualitet i krydsfeltet mellem frigjorthed, bornerthed og misbrug – og den omhandler kærlighed og venskab og 70’erne.

Begge bøger er blevet rost af anmelderne – og på det nærmeste fordømt…

Hald da op!

mit-hald

Her i mit skrivehi indhentede virkeligheden romanen, og romanen virkeligheden, så jeg har tilbragt mine fjorten dage i en tilstand af intenst tilstedevær i både skrivning og liv – et tilstedevær, som har gjort forfærdelig ondt, men også afsindigt og muligvis afsindighedsfremmende godt.

Jeg har bevæget mig i dybsorte og mangefarvede sløjfer mellem skrivning og liv, brugt en formue på udlandstelefoni og -sms’er – og ydermere fået katalyserende respons fra en kant, som jeg ikke havde ventet at kaste mig således ud i at bruge.

Nej, jeg er ikke blevet spor færdig med Flaskeånd. Havde jeg ventet det?
Næe…
Men dens grad af ufærdighed piner mig, den synes endnu mere ufærdig end for 14 dage siden (hvilket naturligvis ‘blot’ skyldes, at dens emne har åbnet sig for mig i et kæmpemæssigt brag).

Det har været vidunderligt at være her – og ud over al forstand rædselsfuldt (dette sidste skyldes IKKE stedet og dets mennesker – bare mig og mit emne).

Og for lidt siden er Peter Rannes kørt til Bogmesse, mens Gitte fik lov at blive hjemme.
Joan har pint mig med sit kamera, og resultatet kan sikkert ses på nettet en dag. (Don’t look!)
Og jeg har fået indblik i en hemmelighed (he-he!).

For resten læser jeg Kim Leines Kalak. Den taler direkte til mig – og lærer mig meget. Og jeg er dybt betaget af Leines måde at skrive ud mellem tænderne og med næsten lukket mund. (Hvis nogen forstår mit fattige udtryk.)

Blogstille – sådan cirka

NB 2. nov. 08: I de næste 2 uger kan siden kun opdateres gennemført sporadisk (hvad det vrøvl så betyder?) – gælder desværre også kommentar- og mailsvar.

Jeg er på vej i hi med pc, romanstump og mig selv ved en stor sø for et par uger.