Hald da op!

mit-hald

Her i mit skrivehi indhentede virkeligheden romanen, og romanen virkeligheden, så jeg har tilbragt mine fjorten dage i en tilstand af intenst tilstedevær i både skrivning og liv – et tilstedevær, som har gjort forfærdelig ondt, men også afsindigt og muligvis afsindighedsfremmende godt.

Jeg har bevæget mig i dybsorte og mangefarvede sløjfer mellem skrivning og liv, brugt en formue på udlandstelefoni og -sms’er – og ydermere fået katalyserende respons fra en kant, som jeg ikke havde ventet at kaste mig således ud i at bruge.

Nej, jeg er ikke blevet spor færdig med Flaskeånd. Havde jeg ventet det?
Næe…
Men dens grad af ufærdighed piner mig, den synes endnu mere ufærdig end for 14 dage siden (hvilket naturligvis ‘blot’ skyldes, at dens emne har åbnet sig for mig i et kæmpemæssigt brag).

Det har været vidunderligt at være her – og ud over al forstand rædselsfuldt (dette sidste skyldes IKKE stedet og dets mennesker – bare mig og mit emne).

Og for lidt siden er Peter Rannes kørt til Bogmesse, mens Gitte fik lov at blive hjemme.
Joan har pint mig med sit kamera, og resultatet kan sikkert ses på nettet en dag. (Don’t look!)
Og jeg har fået indblik i en hemmelighed (he-he!).

For resten læser jeg Kim Leines Kalak. Den taler direkte til mig – og lærer mig meget. Og jeg er dybt betaget af Leines måde at skrive ud mellem tænderne og med næsten lukket mund. (Hvis nogen forstår mit fattige udtryk.)

Reklamer

Blogstille – sådan cirka

NB 2. nov. 08: I de næste 2 uger kan siden kun opdateres gennemført sporadisk (hvad det vrøvl så betyder?) – gælder desværre også kommentar- og mailsvar.

Jeg er på vej i hi med pc, romanstump og mig selv ved en stor sø for et par uger.

Tak for tag

Jeg er blevet tagget af Ordholder. Jeg takker og vender frygteligt tilbage som taglægger om et par uger og fortæller om mine særheder.

Lige nu er jeg på vej i hi med en pc og en stump roman ved en stor sø.

Nydøbt: “Flaskeånd”

Nu er romanen, jeg arbejder på, kommet til at hedde “Flaskeånd”.

Jeg skræller og skræller flor af romanens emne, og jeg tror, jeg er ved at komme ind til dét.

Det er svært, det er rædselsfuldt – og det er vidunderligt.
Og ganske uoverkommeligt.

Jeg må citere slutningen af Suzanne Brøggers Creme Fraiche:

Min gode gamle sparringspartner Hans er et fund i denne sammenhæng. Jeg har altid vidst, at han er et fund, af de meget sjældne endda; men for tiden mærker jeg det, så det suser og drøner og værker og sødmer i hele kroppen og sjælen og storetæerne med.

Hvor er det spændende at skrive – og at leve!

Jeg ved ikke, om jeg magter det

Jeg har lige læst et manuskript, 200 sider skrevet af en kær kollega.
Det er en stump selvbiografi – og det er et debatindlæg om et generelt samfundsproblem.
Men også ”bare” en skildring af en relation mellem to skabende mennesker.
Meget mere kan jeg ikke sige om det konkrete, for det er hans værk, hans idé, – og hans copyright skal sikres på enhver måde.

Det er et storartet værk.
Det gør meget, meget ondt – men på en sær måde også meget, meget godt.

Jeg sidder tilbage med den dybeste undren over og ærefrygt ved, hvor rige facetter et menneskeliv har, hvor utroligt forskellige roller vi kan have, selv i de mere ekstreme livssituationer, hvor forskellige sandheder der findes om et menneske.
Det er enormt og næsten ikke til at rumme, slet ikke til at forstå.

Jeg er med i hans fortælling.
Min kollega synes, jeg skulle skrive en svar-roman. Eller -erindring.
Han ved, at hans skildring ikke er dækkende. Jeg ved det også. Samtidig ved jeg, at den er. Samtidig ved jeg – og ved han – at det aldrig kan beskrives.
Vi har talt og talt. Også om, at det, man måske kan gøre sig håb om, er at beskrive, at vi ikke kan beskrive det.
Jeg har leget med den roman, min version, i årevis, kredset om den, forsøgt at skrive den i forskellige grader af floromvinding.

Kan jeg skrive den som svar? Helt uden flor?
Jeg ved ikke, om jeg magter det.

Forfatter vil skrive i kapel

Pausepip, mens kaffen brygger:

Nu har jeg søgt om at komme i Kapellet.
Jeg trænger til ro, og hvad er bedre end lige præcis – et kapel?

Skrivero har jeg brug for – og Kapellet er en del af Forfatterrefugiet Hald Hovedgaard. 70 kvm i to etager (+ ½) helt til egen rådighed. Så kan tastefingrene og tankerne flyve.

Hvis jeg får lov, bliver det min femte gang i Kapellet, sjette på Hald.

Kryds fingre for mig.

Sidder hun bare og glor?

amskrivende08.jpg

Sidder fru Kjeldberg så med hænderne i skødet, hviler på laurbærrene (eller tidslerne) på forventet efterbevilling og venter på udgivelsen af Marcipansøstre 27. marts?
Laver konen ingenting?

Joe, hun passer sit arbejde og sådan-

Men bortset fra det?

Jow, skam da – også litterært foregår der lidt.

  • Fik skrevet på en lille tæt sag i en helt anden genre i nogle dage – fik den endda afsluttet (så lille var den). Måske kan den give lidt smør på brødet en dag. Og i øvrigt tror jeg på, at det er sundt at skærpe pennen på fremmede genrer nu og da – flirte med et andet sprog, en anden stil, andre emner. Om ikke andet er det sjovt at lege, gungre derudad i en anden rolle end ellers – en anden skrivepersona ville skrivecoach Bo Skjoldborg vist sige.
  • Og jeg skriver på den nye roman Iseskrog (som nok skal have et andet navn).
    Lige nu er jeg ved at sammenskrive en ny start på romanen med de oprindelige omkring 80 sider – og derefter revidere de oprindelige sider, så det stemmer.
    Det er lidt mere gennemgribende, end det måske lyder, blandt andet er jeg gerådet ind i en leg med mine personers køn og kønsidentitet, som er ganske kompliceret for mig selv at følge med i – og samtidig er det frygtelig spændende, der åbner sig hele tiden uventede udsigter de mærkeligster steder hen.
  • Der er også lidt kontakten en journalistbekendt her, en anden bogperson der. Der skal udbredes oplysninger om, at Marcipanen er på trapperne. Også dét er en del af det litterære arbejde.

Og imens tæller vi ned. Der er lææænge til den 27. Og rædsomt kort!