Status: Fortryder forfatteren Fred og Ro?

brunsmil07.jpg

Dec. 07

En bekendt spurgte mig igen forleden, om jeg ikke alligevel har fortrudt, at Fred og Ro blev udgivet, med de ubehageligheder, det medførte.
Jeg sagde nej.
Jeg er glad for, at mange læsere og anmeldere har haft glæde af bogen.
At Fred og Ro gav mig nogle hug med på vejen må jeg acceptere. Jeg var forberedt på det, eftersom jeg jo gik ind og rørte ved noget, der kunne være ømme pletter. Man må generelt som forfatter forudse, at der kan komme negative anmeldelser, og selv om det gør ondt, så fandt jeg de to krasse af slagsen helt efter spillets regler. Og begge indeholdt de jo også positivt. Og der var de dejlige gode anmeldelser og læservurderinger til at veje det op.

Også nogle kritiske læserkommentarer her på bloggen – gående på det mindretalstyske tema – fandt jeg helt forventelige og faktisk rigtig givtige.

Nogle enkelte syrlige ansigtsudtryk i den private verden – ja, jeg havde ventet dem, og det er okay, at de kom. Man havde forventet, at jeg var spagere, ingen tvivl. Det var jeg så ikke, og overraskelser er ikke altid populære.

Nogle angreb et andet sted på nettet fra folk, som helt klart ikke havde læst bogen, var mindre behagelige, men desværre på en lidt bagvendt måde en bekræftelse af dele af bogens “påstande”.

Det allermest ubehagelige udi reaktioner var egentlig en håndfuld “anonyme” angreb med spredehagl her på bloggen – hvor man angreb bogen i nogle yderkanter, mig, min personlighed, min blog, min blogs kommentatorer, alt sammen underligt diffust, men vedholdende og ondt. Samme kilde, et par forskellige navne. Det var væmmeligt, fordi det var svært at se logikken – hvad gik vedkommende egentlig efter, hvad var årsagen til den forbitrede adfærd? En forbipasserende freak plejer ikke at være så vedholdende, og sådan en har det med også at hærge lidt rundt på naboblogge.
Da jeg fik opklaret, hvor angrebenes udspring var, gik min uro helt væk, mønstret var afkodeligt og i den pågældende kontekst “forståeligt”, og det var så det. (Selv om man selvfølgelig altid sidder med en sorg og en vis principiel rædsel over, at den slags bitterhed og dens “begrundelser” findes i nogle mennesker. Men sådan er det.)

At stå frem giver øretæver – ligesom det gør overhovedet at leve.
Og jeg har været heldig, at de allefleste reaktioner på min bog og på mine blogaktiviteter om den har været overordentligt positive og venligtsindede.

På det overordnede plan må jeg imidlertid sige:
Jeg var ikke ganske forberedt på, at Fred og Ro i den grad – af nogle – ville blive opfattet som et angreb. I mine skrivehænder var der for en del af figurerne stor kærlighed, for andre stor nysgerrighed og et ønske om at forstå. Heldigvis har min egen lille familie – herunder min ægtemand – støttet mig 100%. Det samme har en række venner. Det er jeg taknemmelig for.
Én ting er jeg temmelig ked af, nemlig at bogen en (lille) del steder er blevet opfattet som et portræt af det tyske mindretal. Sådan har den aldrig været tænkt. Den er et fiktionsportræt af én familie, der hører til der.

Men nej, jeg fortryder ikke. Jeg kan stå inde for min historie, og den har givet mig et såpas salg, at min forlægger tør binde an med at bekoste udgivelsen af nok en bog fra min håndMarcipansøstre. Til foråret.
Og jeg lover ikke for meget, når jeg siger, at den håndværksmæssigt er et modnere værk.
Og selve fortællingen skal nok give mig ny ballade. Masser. -)

Tak til min forlægger, Sebastian Schultz fra Facet. Uden ham havde jeg jo ikke siddet her med bøger i hånden. Og som det er fremgået af diverse poster her på bloggen, har han været mig en stor støtte i udgivelsesårets løb. Ydermere har han ofte været en fornøjelig samtalepartner om forfatterlivet og bogbranchen i al almindelighed.
Også tak til TamaraLara, min illustrator, som lige nu knokler med omslaget til Marcipansøstre. Hun er bare den bedste illustrator!

Til allersidst vil jeg endnu en gang benytte lejligheden til at takke min kære ven, kollega og sparringspartner Hans for al hans hjælp og vejledning gennem årene.
Uden ham havde jeg aldrig fået udgivet noget som helst.

Og resten af takkeriet vil jeg holde inden for privatlivets fire vægge, inden der går helt fuldfed Oscar i den.

At jeg takker læsere og anmeldere helhjertet er forhåbentlig unødvendigt at sige.

Interessante læserkommentarer til fortrydelsesovervejelserne kan læses nederst i dette link.

Reklamer
%d bloggers like this: