Fred og Ro – sand og ildehørt historie om Hitlerspor i Sønderjylland

Midt i alle de oprørte miner over min nyeste roman lever min roman Fred og Ro, som udkom sidste 5. maj, stadig et liv i læsernes bevidsthed. Det samme gør hele dens tematik – og min Jyllandsposten-kronik om en del af romanens tema.

En mand, som er født i Sønderjylland i 60’erne, men nu lever i det store udland, har skrevet et par mails til mig, efter at han for nylig har læst min JP-kronik med titlen “Latterlige tyskersvin …”

Han fortæller om, hvordan han smertes af den danske håndtering af tysk og tyskere efter Anden Verdenskrig, herunder af sin egen sønderjyske barndoms-medvirken til hån af omkringboende hjemmetyskere.

Nogle ville sidste år gerne fortælle mig en historie om, at min Fred og Ros temaer var en fremmeds og udefrakommendes opspind, men igen og igen fortæller “vidner” mig, at det var den ikke.

(Og helt så udefrakommende og fremmed var jeg jo heller ikke…)

Jeg kan glædes på min fortællings vegne. Jeg kan glædes over, at den måske har kunnet gøre en splint af gavn, har kunnet rive et lille hul i tavsheden.

Samtidig kan jeg skræmmes til søvnløs rædsel af de dybe spor, som den lille mand med overskægget har trukket ned gennem tiden, de ridser, som er blevet kradset – og stadig kradses – i menneskesjæle.

Reklamer

“Vi hjemmetyskere er vore dages jøder”

eivissa.jpg

“Hans Schmidt Petersen er […] kendt for ekstremt indhold og underskønt sprog. I sin nyeste roman […] giver han disse færdigheder en tand til. Fornøjelig er bogen ikke, i længere passager minder den snarest om porno, men sprogligt og kompositorisk er den et yderst vellykket værk.”

Sådan skriver avisen Der Nordschleswiger under ovenstående overskrift (et replikcitat fra bogen) om Schmidt Petersens roman Eivissa, der udkom i efteråret.

Anmeldelsen, der – som det fremgår – er overvældet, men samtidig særdeles anerkendende (bortset fra porno-“dommen”), fokuserer en del på forfatterens og hovedpersonens hjemmetyske baggrund og på de lidelser, som hovedpersonen Jakob bringer med sig på grund af denne baggrund.

Schmidt Petersens “mesterlige” arbejde med ord fremhæves flere gange, og anmelderen afslutter med at vurdere romanen “sindsoprivende”.

En smuk og velfortjent anmeldelse – for Hans Schmidt Petersen er en sprogets og fortællingens mester, og en mester i det sindsoprivende.
(Kun i pornodommen er jeg ikke enig – jeg vurderer Petersens erotiske skildringer stærke og smukke, selv når de er grusomme, og finder, at de i deres følsomhed ligger i en helt anden klasse end det, som kan påhæftes betegnelsen “porno”.)

Og at se en anmelder notere sig den hjemmetyske smerte som en væsentlig del af romanen er tankevækkende.

Hele anmeldelsen kan læses (på tysk) her.
Og for en ordens skyld: Romanen er på dansk. Udgivet på Aschehoug oktober 07.