Litterær tag-ling eller: Bedre sent end sgu’tte

Gisp!
For cirka 1000 år siden har Bente tagget mig i en rigtig sjov og spændende “tag-ling”. Og i en periode med sygdom, stress og blogpause har jeg svedt det fuldstændig ud. Jeg er flov!

Men bedre sent end sgu’tte som min fynske bedstefar sagde. Så here it comes:

  • Pick up the nearest book.
  • Open on page 123.
  • Find the fifth sentence.
  • Post the next three sentences.
  • Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Den nærmeste bog?
Hans Schmidt Petersens Eivissa, (Aschehoug 07).

Side 123, femte sætning, hmm, går vi mon ikke fra punktum til punktum? – orv, den er lang:

Den aften, da Rahel havde grillet, havde hun slet ikke været ked af det, og efter hun havde fortalt os om sin jødiskhed og sagt farvel til os, havde hun heller ikke været ked af det; men ellers var det det, man lagde særlig mærke til, denne sorg, og før Günther og drengen havde hun bestemt ingen sorg haft, lede havde hun måske haft, hvad vidste jeg, og sorg passede jeg til, lede passede jeg ikke til, midt i sorgen vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre uden mig, midt i leden vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre med mig, og så havde hun givet slip på mig, så var hun gået sin vej, fordi hun midt gennem sorgen vidste, at det ville ende ondt med os, gennem leden ville hun have set det lige med det samme og ville øjeblikkelig have givet mig en kurv, og det måtte jeg lære at indse, nøjagtig det, intet andet.

Og de næste tre:

Det var ikke ondt ment.

Ved siden af mig sad der en irsk pige. Jeg ved slet ikke, om hun havde siddet ved siden af mig hele tiden eller først sat sig der nogen tid efter, i hvert fald talte jeg med hende, og hun smilede næsten ikke, hun var heller ikke ked af det, hun lod til at have det fint, men hun var ikke oppe at køre og kiggede mig ikke konstant dybt ind i øjnene eller den slags, vi snakkede om noget, så kyssede vi, og efter vi havde kysset i nogen tid, kiggede jeg som ved et tilfælde på uret, og klokken var kun lige over tolv, og jeg gad ikke slentre med hende gennem byen og lege kærester.

Den fortællende hovedpersons tilstand er galopperende på dette tidspunkt, som det fremgår.
Ham Petersen kan noget med sprog og psyke… I den grad.

(Jeg tror, jeg undlader at videresende taglingen – der er vist gået for lang tid, og alle, jeg kender, har nok være legen igennem…)

Reklamer

Stilhed

“[…] folk sagde, gennem den dør kommer hun ikke mere, du behøver slet ikke at kigge sådan, snart kommer vinteren, og jeg sagde, jeg har slet ikke kigget.

Så smilede de sørgmodigt.

Jeg satte mig hen og begyndte at pjatte eller sorterede bookinglister eller gjorde mig nyttig på anden vis; folk talte, eller deres hoveder var bøjede over skrivebordene og de tav, og lige meget om de talte eller tav, hele tiden var der denne stilhed.

Når de talte, var den rundt om ordene, og når de tav, var den overalt, den var som en tingest, som noget jeg kunne betragte, som jeg kunne røre ved og dreje i ånden, som en geometrisk genstand, skønt man ikke kunne sige, det er en trekant, det er en linje, det er en kegle, så nemt var det ikke, stilhed var det, i søvnen var den ikke, da var der heller ingen ord, ingen tanker, som tænkte mig, i søvnen var jeg fri.”

Af Hans Schmidt Petersens Eivissa, Aschehoug 2007
Copyright Hans Schmidt Petersen og Aschehoug

“Vi hjemmetyskere er vore dages jøder”

eivissa.jpg

“Hans Schmidt Petersen er […] kendt for ekstremt indhold og underskønt sprog. I sin nyeste roman […] giver han disse færdigheder en tand til. Fornøjelig er bogen ikke, i længere passager minder den snarest om porno, men sprogligt og kompositorisk er den et yderst vellykket værk.”

Sådan skriver avisen Der Nordschleswiger under ovenstående overskrift (et replikcitat fra bogen) om Schmidt Petersens roman Eivissa, der udkom i efteråret.

Anmeldelsen, der – som det fremgår – er overvældet, men samtidig særdeles anerkendende (bortset fra porno-“dommen”), fokuserer en del på forfatterens og hovedpersonens hjemmetyske baggrund og på de lidelser, som hovedpersonen Jakob bringer med sig på grund af denne baggrund.

Schmidt Petersens “mesterlige” arbejde med ord fremhæves flere gange, og anmelderen afslutter med at vurdere romanen “sindsoprivende”.

En smuk og velfortjent anmeldelse – for Hans Schmidt Petersen er en sprogets og fortællingens mester, og en mester i det sindsoprivende.
(Kun i pornodommen er jeg ikke enig – jeg vurderer Petersens erotiske skildringer stærke og smukke, selv når de er grusomme, og finder, at de i deres følsomhed ligger i en helt anden klasse end det, som kan påhæftes betegnelsen “porno”.)

Og at se en anmelder notere sig den hjemmetyske smerte som en væsentlig del af romanen er tankevækkende.

Hele anmeldelsen kan læses (på tysk) her.
Og for en ordens skyld: Romanen er på dansk. Udgivet på Aschehoug oktober 07.

Kjeldberg om Eivissas forførelse i Urban

hans-06sh.jpg eivissa.jpg

Nej, men hvor dejligt. Min tidligere nævnte anmeldelse af Hans Schmidt Petersens sjæleforførende roman Eivissa er i dag – i en lidt forkortet version – i den trykte udgave af gratisavisen Urban. Lige nu kan man se den her (hvis man ikke lige har en papirudgave) – det er side 16.

Håber, at mange vil blive inspireret til at læse bogen. Den er en dirrende oplevelse.

(Vil du se den fulde anmeldelse, hvor bl.a. den hushøje bøsse Adrian, som jeg er fuldkommen fortabt i, også er med – så er det her.)

Dansk-tysk forførelse tilbydes

 hans-06sh.jpg

Urbanblog efterlyser for tiden boganmeldelser, positive og negative, og jeg spørger som svar: “Vil du forføres af dansk-tysk forfatter?”

Jeg anmelder Hans Schmidt Petersens roman Eivissase det på Urbanblog.

Et langt sugende uforløst samleje

Eivissa er en by på Ibiza, et populært turiststed, og den nittenårige Jakob er rejseleder. […] I lufthavnen ved transportbåndet møder han den nogle år ældre Rahel, som han forelsker sig hovedkulds i. Eller måske er det slet ikke forelskelse, men fortryllelse og besættelse af hendes store skønhed. Hun er uopnåelig, tilhører ikke de almindelige turister, men har sammen med vennen og ledsageren, den homoseksuelle Adrian et hus i et velhaverkvarter på Ibiza. De tilhører et slags turistaristokrati, og han bliver inddraget i et skæbnesvangert trekantsforhold med de to.Det er vanskeligt at referere handlingen, faktisk er der næsten ingen på det ydre plan, så ville den i hvert fald lyde yderst banal. Den foregår inden i disse stærke og skrøbelige personer og mellem dem. I bogens første halvdel skrider handlingen dog nogenlunde kronologisk frem, men så er det som om den lidt efter lidt går i opløsning eller splintres, bliver mere abstrakt eller absurd, den følger Jakobs springende associationer. Den er spontan, dagbogsagtig. Jeg mener ikke privat eller selvbiografisk, det ved jeg ikke noget om. Jeg taler om virkningen, man kommer helt ind i Jakob, tænker, føler og handler med ham.

Sådan indleder Kåemer Asmussen sin anmeldelse af Hans Schmidt Petersens roman Eivissa. Anmeldelsen vil i sin helhed blive bragt på Fyldepennen.dk inden for en eller anden fremtid (se nedenfor).
Kåemer Asmussen har venligt givet tilladelse til offentliggørelse af en del af anmeldelsen her på stedet inden da.

Endnu et udsnit:

Bogen minder om Knut Hamsuns ”Pan”, selvom det her ikke er naturlyrikken der er rammen, men grisefester, vin, sangria, sang og dans i gaderne. Det er ikke fuglefløjt og skovens koglende lyde, men bægerklang og larmende partyorkestre der spiller ”O, la paloma blanca”. Og sex naturligvis i alle dens afskygninger fra den næsten normale til den mere avancerede, med sære, udspekulerede påfund.

Da Jakobs voldsomme og insisterende følelser ikke kan blive forløst med den dejlige Rahel afreagerer han på den mere tilgængelige og søde Ditte. Men selv midt i disse sexscener er det Rahel der er der. Bogen er et langt, sugende, uforløst samleje med Rahel, og munder ud i en infernalsk ”liebestod”.

Og lidt mere:

Her er ikke tale om en uskyldig ferieflirt, men om en tragedie af hamsunske dimensioner. I Hans Schmidt Petersens forrige bog ”Den gode amerikaner” kunne man være i tvivl om forfatteren til sidst var gået agurk, eller om den absurde slutning var nøje planlagt. Sådan er det ikke her, her samles handlingen til sidst i en skærende, disharmonisk men dybt tilfredsstillende akkord.

Uddrag af Kåemer Asmussens anmeldelse af Hans Schmidt Petersens roman Eivissa, Aschehoug 2007.
Anmeldelsen kan nu læses i sin helhedhttp://www.fyldepennen.dk.

Læs en forførelse i Weekendavisen

hans-06sh.jpgMin kollega Hans Schmidt Petersens Eivissa anmeldes i dag på det skønneste i Weekendavisen. Anmeldelsen er i sig selv et helt lille vidnesbyrd om en forførelse. Anmelderen Liselotte Wiemer indleder med at være i tvivl om bogens slutning, men hun slutter med at være solgt til romanens sprog og stil.

Om sproget og stilen skriver hun:

“Vi aner kun uråd i kraft af sproget. Den 19-årige jeg-fortællers virkningsfulde og pointerede stil, som Hans Schmidt Petersen med sikker hånd adopterer. Og så den farefulde flakken i tid. Der er før og et efter. Noget som fortælleren ved, men ikke siger. Ikke nu. Ikke lige nu. Og noget han ikke ved. Ikke endnu. Så læseren til sidst selv bliver en del af et spil og et net og en tåge. For fra hvilket punkt er historien fortalt?”

Hun har givet anmeldelsen overskriften “Uro!!!” og skriver i teaserteksten:

“Regelbrud. Hans Schmidt Petersen har fat i den gysende del af det psykologisk-erotiske kammerspil for ung mand og lidt ældre kvinde.”

Resten af den lækre anmeldelse må man læse i Weekendavisen.
Personligt glædes jeg meget ved Liselotte Wiemers opfattelse af den kvindelige hovedperson Rahel (Barbaraer ses ikke ens af mænd og kvinder…) – og anmelderens korte fyndige sammenfatning af den i mine øjne underdejlige hushøje bøsse Adrian er virkelig avisens pris værd!

Bravo og tusindfold tillykke, Schmidt Petersen!
Som du kan gøre læsere urolige og ude af deres gode skind. Mellem stolene sidder Hans Schmidt Petersen og får folk til at tvivle på det hele. Det er en værdifuld evne, den at kunne se det usete og pege det ud, så læseren ikke kan undslippe.

——-

eivissa.jpg

Eivissa
Hans Schmidt Petersen
Aschehoug oktober 2007