Tango med førstelæser

Det har været en sommer med meget andet at tænke på end skriveriet. Nu indfinder der sig en vis ro – måske – og så sidder jeg der og leder efter troen på, at jeg kan bruge den konstruktivt.

Jeg har ikke rigtig været til stede i skriveriet længe, og det er underligt fremmed at forsøge at komme tilbage.

Der er ellers nok at tage fat på. Første del af min krimi Hellle (ja, med tre l’er) er for længst færdigskrevet som råmanuskript, og jeg har haft mine to førstelæsere samt en “civil” læser på sagen.

Den ene førstelæser så opstramningsbehov (hvilke jeg selv var klar over på forhånd – det var bare lige det med at udpege stederne, der skulle beskæres…), men var ellers begejstret.

Civillæseren kunne vældig godt lide mine to detektiver, men ville gerne have mere fart på historien – der var hun ret enig med førstelæser 1.

Førstelæser 2 var slet ikke begejstret – kun for mit sprog – og kunne ikke rigtig se nogen vej frem.

Det har jeg selvfølgelig altsammen gået og tænkt over – når der var en stump tid for alt det andet, der skulle have tanker og handling denne sommer.

Førstelæser 1 og civillæseren er fra deres dagligdag redigeringsvante – i en lidt anden sammenhæng end den skønlitterære, men alligevel.
Førstelæser 2 er ikke – men han er en dygtig forfatter med en veludviklet følsomhed og et stærkt instinkt for balance og æstetik.

Ud fra de erkendelser valgte jeg at tage en ekstra snak med 2 – og det viste sig, at vi godt i fællesskab kunne finde veje, jeg måske kunne gå videre.
Jeg inddrager selvfølgelig også førstelæser 1’s og civillæserens forslag – og førstelæser 2 har meddelt, at han nu har så megen tiltro, at han gerne vil læse min redigerede version.

Som sagt: Nok at tage fat på!

Kom så i gang, madam Kjeldberg.

Ahhh!

Livet som litterær sparrer kan til tider være vældig tilfredsstillende.

Den intime dans med førstelæseren

Fik et par spørgsmål i min inbox: Hvad er det for noget, du nu og da skriver om førstelæsere? Hvad ER en førstelæser? Og hvordan kan det gøre ondt at være eller have sådan en?

Hermed et svarforsøg:
Som skønlitterær forfatter sidder man alene og skriver, og når et manuskript er afsluttet, har man hårdt brug for andre øjne på sit værk. En førstelæser er kort sagt prøvesten, sikkerhed og første “cykelfang”, når man har skrevet et nyt manuskript.

Jeg har personligt med tiden etableret mig med hele to førstelæsere, som hjælper mig nogenlunde sideordnet. De har lidt forskellige kompetencer. Den ene ser måske lidt mere på logik, kongruens og konsekvens, den anden måske lidt mere på stemning, psykologi og kunstnerisk helhed.
De er begge etablerede forfattere, og de er begge sprogligt særdeles stærke og sikre. De kan stave(!), de har rigt ordforråd, rytmesans og de kender sprogets finesser.

Jeg læser til gengæld for deres hjælp også mine to førstelæseres manuskripter.

Og både deres og mine læsninger går i dybden, i detaillen og ind til benet. Det tager både tid og kræfter.
Vi læser i praksis en fuld førstekorrektur på hinandens værker. Den del er den mindste. Det mest krævende er at vurdere, om teksten holder. Igen: Her er det mindste den rent formelle logik og kongruens.
Det virkelig krævende er at vurdere et manuskripts litterære værdi: Er sproget flydende, er det smidigt, glider handlingen, er den “troværdig” (inden for den ramme, man nu skriver i), kan den fastholde læseren? Og så dette diffuse og store: Er dette kollegaens ypperste – eller kan han skærpes, perfektioneres? Her bruger førstelæseren hele sig selv på hele forfatteren selv i en symbiotisk empatiseren og distanceren, som formentlig er meget kompleks – men som ofte føles som “blot” en dans, en følgen og skubben hinanden af stor intensitet.

Mine førstelæsere og jeg har stor fordel af, at vi har læst hinanden i mange år. 8-9-10 år efterhånden. De kender min rytme, mine intentioner, mine styrker og svagheder – og jeg deres. Og de kender det sind, som er mit arbejdsredskab – og jeg kender deres.

At være en anden forfatters førstelæser kan være en fantastisk og berigende erfaring. Man lærer af den andens arbejde, man skærper sit blik – og man oplever helt enkelt glæden ved at være til gavn.

Følelserne ved at indgå i et sparrings-samarbejde kan være voldsomme. Ofte føler man som forfatter en indledende modstand mod visse kritikpunkter. Man har jo for fanden gjort sit bedste! Og ja – krasse skænderier kan opstå! Og de kan være opslidende.
Også de positive følelser kan være stærke – aha-oplevelser og lettelse ved, at tingene falder på plads, kan være svimlende.
At være såvel førstelæser som forfatter i et sådant samarbejde er noget meget intimt. Der kræves en 100 % ærlighed parret med fuldstændig tillid og ansvarlighed.

Går et samarbejde godt og ideelt, er følelsen af samhørighed og fælles kamp noget meget dyrebart. Forfatter og førstelæser kan have følelsen af at have fabrikeret et fælles barn – forfatteren er naturligvis the main parent, men førstelæseren er i det mindste den betroede onkel eller tante.

Nogle gange kan man ikke opnå enighed om en tekst.
Førstelæseren mener ét, men forfatteren vil et andet. I den forbindelse må man jo også som førstelæser affinde sig med, at et værk (helst!) skal udgives – og der sidder et forlag og en redaktør, som har det sidste ord.
Det kan gøre fandens ondt at være førstelæser, som ser kollegaens værk udgivet i en form, som man ikke synes er helt ideel. Men man må her – som såvel forfatter som førstelæser – affinde sig med, at forfatteren nogle gange ER enlig mor eller far til “barnet” – forfatteren går sin egen vej.
For mit eget vedkommende er jeg så krejleragtigt anlagt, at jeg som regel kan glæde mig vældigt ved, at kollegaens værk i det hele taget udgives og sælges, uanset om mit fingeraftryk mangler på visse dele eller ikke.

At sparre hinanden litterært er en dans. Nogle gange en yndig vals, andre gange en hidsig, grim og uforløst flamenco.

Og vi byder hinanden op igen og igen og igen…