Min forfatterside på Facebook

Jo, jeg er selvfølgelig også på Facebook. Se her. Hvis du liker siden, får du nyheder fra mit forfatteri direkte ind i din nyhedsstrøm. Og ja, måske er der snart spændende nyt at diske op med. Så like løs.

Reklamer

Sig det med imaginære juvelbesatte plyselefanter

Jeg er med på, at Facebook har mange funktioner og mål ud over simpel udveksling af konkret information. Men hvad er hensigten, når ægtefæller/kærester på deres “vægge” udveksler hobevis af imaginære plysbamser, samhørighedsengle, blomsterbuketter og juvelbesatte elefanter?

Jeg ved godt, at mange bruger deres FB-profil til at iscenesætte sig selv. Jeg gør det også – forsøger nemlig (ud over en vis kommunikations- og hyggefunktion) med FB ganske enkelt at “sælge” mig selv som forfatter og skrivelærer. Og jeg forsøger nu og da at medsælge et par gode kolleger. Sådan er det.
Mange teenagepiger markerer gruppetilhørsforhold – og hvem der SLET ikke hører til – ved deres handlinger på FB. Det gør mange langt ældre – af begge køn – også.

Men det med ægtefællerne? Folk, der lever sammen i samme hus, men dagen lang sender hinanden imaginære lyserøde plysengle?
Hvorfor?
Hvorfor giver de ikke bare hinanden et kys – eller en ægte, levende potteplante?
Eller hvis de for et par timer er adskilt, hvorfor så ikke en mail eller en sms?
ELLER en BESKED på FB-væggen, hvis det skal være offentligt?

Jeg forstår vistnok, at det handler om at demonstrere den interne kærlighed for verden. Men hvorfor så børneværelsesagtige billeder af ikke-eksisterende plysdyr?
Mellem granvoksne, rutineret gifte/samlevende af normal begavelse?
Igen og igen?

Hvad vil man demonstrere for verden med pink plysengle, som ikke findes – men atter og atter afleveres til ham/hende ved pc’en overfor? Som svarer med juvelbesatte imaginære blå roser?
Min forfatterhjerne er udfordret.

(Og nej, jeg har ikke afluret fænomenet hos mine egne FB-venner. Jeg er blevet forevist det hos andre. Og fred være med det. Jeg ville bare så gerne FORSTÅ.)

FB-gryden – en sammenkogt ret, som Kjeldberg ideligt deserterer fra

For mig er Facebook primært et PR-projekt i relation til mit skriveri.
Samtidig får det naturligvis i perioder en funktion inden for privat kommunikation. Derudover er det i høj grad en udkigsplatform. Jeg ser på, hvordan andre forfattere (og andre professionelle brugere på forskellige felter) bruger mediet til PR eller til inspiration – eller for nogles vedkommende hovedsageligt til en mere privat og “eksklusiv” relateren.
Og jeg betragter de helt private brugeres socialisering. Og både i det professionelle og det private: Mønstret af løftede tomler, ivrige hjerter, overbyden hinanden, omsorg, omhu, anstændig høflighed – og af tavsheder.
Interessant at betragte og deltage i denne gang sammenkogt ret af relationeren, selviscenesættelse og mere eller mindre subtil afpissen territorier.
På mange måder særdeles lærerigt og inspirerende.
Og samtidig et eksperiment, jeg altid vil have behov for at trække mig bort fra – i perioder eller måske en dag for stedse. Jeg ville aldrig kunne holde ud at føle mig som del af FB-gryden med hele min person og for fulde, dybe alvor.
Måske er det et socialt handicap fra min side. Måske er det bare en erhvervsskade: At betragte. At høre tavsheden tale. Og at trække sig bort og notere sig til senere brug.

Kommentarfri zone?

Hvorfor kan man ikke kommentere på din blog (og din Facebook)? er jeg blevet spurgt af venligt interesserede læsere.

Jeg har valgt (for tiden) at bruge bloggen som hjemmeside og envejs-forfatterdagbog – og Facebook hovedsagelig som portal for denne dagbog – fordi jeg ikke vil være bekendt at modtage kommentarer i en tid, hvor jeg selv får orienteret mig meget lidt på andres blogs eller FB-profiler OG følgelig får kommenteret uhyre lidt samt i øvrigt ved, at jeg selv ville være langsom og ukoncentreret mht at besvare kommentarer.

Så her på bloggen/FB er “kommentarfri zone”, simpelthen fordi jeg er meget lidt til stede i de sociale netmedier for øjeblikket.

På Twitter måsludrer jeg i øvrigt nu og da lidt – i det omfang jeg observerer relevante tweets. (Jeg synes vældig godt om Twitters form – det uforpligtende og korte, som opfordrer til småsnak, strøtanker, indfald, glimtvise fascinationer.)

Derudover kan jeg selvfølgelig som altid kontaktes pr. mail eller Facebookbesked.

Mit navn er Ane-Marie. Jeg er Facebook-træt forfatter

Min – endnu titelløse – bog, som udkommer til efteråret, handler blandt andet om Facebook.

Men personligt kunne jeg vist ofte godt undvære det sted.
Lige nu har jeg valgt at trykke på standby-knappen derinde.
Jeg synes for øjeblikket, at stedet tager for megen tid, giver for megen irritation og for lidt udbytte.

En del af problemet er nok, at min såkaldte “venne”-kreds derinde er meget sammensat:

Der er venner og bekendte fra virkelighedens nutidige verden – herunder fra den øvrige netverden. Der er gamle venner og bekendte, som jeg egentlig ikke rigtig har kontakt til mere. Der er kolleger og arbejdskontakter af forskellig art. Der er nær og mere fjern familie.
Og så er der en gruppe af mennesker, jeg faktisk slet ikke kender. Nogle af dem er forfatterkolleger, som har henvendt sig til mig og anmodet om FB-venskab, andre er mennesker, som har henvendt sig uden at jeg egentlig helt kender deres bevæggrunde, men jeg har opfattet dem som læsere eller potentielle læsere af mine bøger. Nogle af disse “fremmede” er dog formentlig blot “vennesamlere” (et fænomen jeg med tiden har forstået findes på FB). Selv har jeg venne-henvendt mig til en enkelt forfatter eller anden bogperson eller to, som jeg egentlig ikke kender, men som kører en klar PR-profil, som jeg så kigger med på.
Og så er der en række biblioteker og andre kulturudbredere, som jeg har venne-søgt, eller de har søgt mig.

Måske er det en alt for blandet gruppe af “venner”?
Ihvertfald står jeg med en pærevælling af opdateringer, som næsten ikke er til at følge med i.

Nogle opdaterer fast op til 10-15 gange dagligt, nogle med rigtig mange links til mange artikler, youtubeklip, vejrudsigter, modtagne “blomster”, “bamser” eller “hjerter” eller til private fotos (nogle så private, at man som udenforstående ikke rigtig kan fange sammenhænge etc.) eller scores i div. spil. Nogle har endog fast gentagne opdateringer om samme sag, fordi deres profil også henter updates fra blogs og Twitter. Nogle af de meget frekvent opdaterende har ind i mellem særdeles spændede sager at fremvise.
Det har mange af de mindre ofte opdaterende også.
Andre opdaterer komplet uforståeligt for andet end en snæver insiderkreds.

Det kan være vældig berigende at kommentere på andres opslag og komme i en eller anden art dialog. Nogle – herunder en stor del, som selv har venneansøgt en – reagerer imidlertid konsekvent ikke på ens kommentarer, og man kan stå der og føle, at man virkelig har spildt tiden.

Og så er der det grundlæggende problem:
Hvem skriver jeg egentlig for og til? Familien? Den helt nære del – eller den fjernere? Vennerne og bekendtene? De nuværende eller de gamle? Kollegerne? Læserne af mine bøger? Bibliotekerne og andre kulturformidlere?
Kan jeg ramme dem alle? Næppe. Bør jeg dæmpe mig, censurere mig aht. den ene og den anden? Næppe. Men jeg gør det nok alligevel.
Skal jeg facebooke om privatlivet eller skrivningen? Jeg har besluttet, at det skal handle om skrivningen – men hvordan skelner man den fra selve livet?
Skal jeg skrive udelukkende om mit eget skriveri – eller også om andres? Jeg synes, visse af de nære andres hører med. Men interesserer det mine “venner”, eller fremstår jeg som en enerverende lavine-fb’er, når jeg fortæller om kollegernes meriter?
Burde jeg ikke lægge stumper af litterære tekster frem, når jeg nu skrive-fb’er? Sikkert, men jeg kan stort set ikke. Jeg har en blokering der, føler mig alt, alt for nøgen ved det.

Vel, jeg er på standby, mens jeg tænker over det. Eller tænker over noget helt andet.

Forfatter-PR: At tie hvor andre taler

Jeg kender dem, der betvivler værdien af som forfatter at eksponere sig via Facebook og blogs. Og jeg kender dem, som med stor inderlighed meddeler, at de BARE ikke gider.

Og jeg bliver jævnligt i tvivl – har det nogen betydning at skrive på denne måde om sig selv – og nu og da hinanden?
Mest er jeg måske sådan i tvivl, fordi jeg egentlig ikke dur til det. Det falder mig ikke naturligt og ikke nemt – ikke at formidle mig selv i hvert fald. Jeg kan godt skrive om, at nu fik jeg en anmeldelse, eller nu fik jeg antaget et manuskript, eller lokalbladet skrev en artikel om mig. Men det ind i mellem… Fortælle om, hvordan jeg skriver, hvad jeg tænker om det, hvordan jeg græder over det, smiler ved det, går i stå, kommer videre? Nej…
Fortælle om min førstelæser og min anden førstelæser? Hvad de gør, hvor hårde de er, hvor dejlige? Hvor jeg hader dem til tider? Og elsker? Hvordan jeg viceversa læser deres manuskripter, og hvor inderligt de hader  mig – og måske elsker? Nej, det er alt for følsomt, privat, dyrebart. Intimt.

Og fortælle om de små daglige ting, som er langt længere ovre i privatlivet, de ting, som også udgør mig som forfatter, men er meget svære at skelne fra den helt private Ane-Marie, den som bor et sted, arbejder, har et hjem, mand, børn, venner, ondt i maven, savner sin far og sin veninde, har begået enorme dumheder og andet godt fra dramaafdelingen, griner fjollet,  og græder over sin hunds ansigtsudtryk, når den vender ryggen til? Nej, det kan jeg slet ikke. Det er alt for nøgent til mig. Jeg kan ikke finde ud af det, har ikke hånden til den sikre dosering.

Men jo, jeg ved det jo – det HAR betydning at eksponere sig som forfatter. Hvis man er oppe i den meget tunge (jeg mener kendte) liga, betyder det måske mindre, men for os fra de mindre tunge klasser – jojo, det flytter noget, at man råber på sin blog og på Facebook. Det genererer salg og bib.udlån (og bib.anskaffelser), at man kommer i dialog med læsere – råb i sig selv gør det næppe.
Hvis man kan.
Jo, jeg har kunnet – det har faktisk været rigtig sjovt. Givende og lærerigt også mange gange at få denne respons på ens udgydelser – uventede vinkler på sagerne, personlige klangbunde, som nu og da har været vældig berigende.
Men disse mellemstykker, som en del forfattere formår så elegant, at jeg får svimlende præstationsangst – denne formidlen af forfatterpersonligheden, når der ikke lige er noget at fortælle om antagelse af et manuskript eller en anmelders ord om ens pragtværk – dem er jeg dårlig til.

Jeg må vel bare konstatere, at jeg på det felt er bedst til at tie, hvor andre taler.
Sådan.

At vise sit forfatterfjæs på Facebook – uden at være for meget

Jeg har det problem med Facebook og lign (fx denne blog), at jeg egentlig ikke har lyst til sådan at vise mit ansigt. Faktisk er det mer end en ulyst, det er en manglende evne; og jeg går og småmisunder de forfatterkolleger, som kan kunsten at vise et litterært ansigt, som samtidig forekommer fortroligt privat – i en tiltalende blanding, som aldrig kammer over i utidig intimitet. Disse kolleger kan noget, som er en kunstart i sig selv.

En af dem, der virkelig mestrer kunsten elegant er lyrikeren Kirsten Nørgaard, som også findes på FB
samt på en dejlig blog herude i den åbne verden:
http://stensamler.blogspot.com/

Nørgaards blog og FB-profil anbefales – de er en nydelse at følge, og de er lærestykker i fornem formidling af et forfatteransigt.