Hald da op

Så er jeg ude af Halds trylleri igen, og en lille uges arbejde med manuskriptet er overstået.
Det holdt hårdt, men jeg nåede den redigering, jeg havde sat mig for.

Nu kan jeg minsandten begynde at sende version to af min krimi ud til de betroede læsere. Og så, om en tid, er jeg vel forlagsklar.

Tak, tak, tak for Hald.

I den salige pastors ånd

Alting ser så Blichersk ud i dag. Selv menneskene.

Og det føles også sådan. Vandkulden bider op fra Hald Sø og lader sig ikke ignorere af den, der er ude.

Samme procedure

Solen er i gang med at vandre rundt om Kapellet som vanligt, thehætten ligner sig selv, og det er lidt som stadig at have et barndomshjem.

Søde drømme på vej mod opfyldelse

Drømmene om Hald synes på vej til at blive opfyldt.

Hele dette for sig selv og ro til at redigere og skrive og tænke i mange dage i træk.
Det bliver godt.

Kjeldberg was there

Og så skal jeg da også lige fortælle, at det nu er bevisligt, at Kjeldberg was there. På Hald. I november.
Se bare her

Hald da op!

mit-hald

Her i mit skrivehi indhentede virkeligheden romanen, og romanen virkeligheden, så jeg har tilbragt mine fjorten dage i en tilstand af intenst tilstedevær i både skrivning og liv – et tilstedevær, som har gjort forfærdelig ondt, men også afsindigt og muligvis afsindighedsfremmende godt.

Jeg har bevæget mig i dybsorte og mangefarvede sløjfer mellem skrivning og liv, brugt en formue på udlandstelefoni og -sms’er – og ydermere fået katalyserende respons fra en kant, som jeg ikke havde ventet at kaste mig således ud i at bruge.

Nej, jeg er ikke blevet spor færdig med Flaskeånd. Havde jeg ventet det?
Næe…
Men dens grad af ufærdighed piner mig, den synes endnu mere ufærdig end for 14 dage siden (hvilket naturligvis ‘blot’ skyldes, at dens emne har åbnet sig for mig i et kæmpemæssigt brag).

Det har været vidunderligt at være her – og ud over al forstand rædselsfuldt (dette sidste skyldes IKKE stedet og dets mennesker – bare mig og mit emne).

Og for lidt siden er Peter Rannes kørt til Bogmesse, mens Gitte fik lov at blive hjemme.
Joan har pint mig med sit kamera, og resultatet kan sikkert ses på nettet en dag. (Don’t look!)
Og jeg har fået indblik i en hemmelighed (he-he!).

For resten læser jeg Kim Leines Kalak. Den taler direkte til mig – og lærer mig meget. Og jeg er dybt betaget af Leines måde at skrive ud mellem tænderne og med næsten lukket mund. (Hvis nogen forstår mit fattige udtryk.)

Forfatter vil skrive i kapel

Pausepip, mens kaffen brygger:

Nu har jeg søgt om at komme i Kapellet.
Jeg trænger til ro, og hvad er bedre end lige præcis – et kapel?

Skrivero har jeg brug for – og Kapellet er en del af Forfatterrefugiet Hald Hovedgaard. 70 kvm i to etager (+ ½) helt til egen rådighed. Så kan tastefingrene og tankerne flyve.

Hvis jeg får lov, bliver det min femte gang i Kapellet, sjette på Hald.

Kryds fingre for mig.