Fravælger anmeldere e-bøger – alene fordi de ikke er af papir?

DSCF2353Alle bøger er skabt lige – eller diskrimineres visse bøger for deres ydre hud? To veletablerede danske forfattere udkom for en uge siden med hver deres bog, som – revolutionerende i Danmark – udelukkende blev udgivet i e-form. Hidtil synes anmelderne ikke at have haft lyst at røre bøgerne med så meget som en ildtang.

Den 12. juli publiceredes Kjærstads Alfabet og Sørgekåben, to nye kortromaner i e-bogsform. At de ikke samtidig eller forinden kom i papirform er noget helt nyt i Danmark, når det drejer som om veletablerede forfattere.

Og Mikkel Birkegaard og Hans Schmidt Petersen, bøgernes forfattere, er i sandhed solidt etablerede. Schmidt Petersen har elleve bøger på samvittigheden, Birkegaard fire. Og deres værker er hidtil blevet mødt med prompte og fornemme anmeldelser i landets store aviser og sågar med (velfortjente) priser. De to herrer er ved tidligere udgivelser blevet interviewet i aviser, på tv og i radio.

Men denne gang er der stille. Såvidt jeg har kunnet orientere mig, har de landsdækkende aviser indtil nu ikke anmeldt de to bøger med et eneste ord. Interviewmæssigt har der også været tyst.

Hvad skyldes det?
Jeg kan høre mine læsere svare, at det måske har noget med forlaget at gøre. Er bøgerne mon ikke udkommet på et lille og lidt ”underligt” forlag? Småforlagene har jo altid svært ved at komme igennem til kulturredaktionerne. Det ved enhver da, siger læserne i kor.
Jo, forlaget er lille, og det er nyt. Men det er ikke underligt eller obskurt. Det ledes af den yderst velrenommerede og i litterære kredse velkendte forlægger Karsten Nielsen, som tidligere har været på blandt andre People’s Press og C&K Forlag.
Og da han lancerede sit nye forlag Metropolitan eBooks for nogle uger siden, fik han da også stor mediebevågenhed. Han og hans sensationelle e-bogsinitiativ blev omtalt bredt – og Nielsen blev interviewet i Politiken og på DR’s nyheder, for blot at nævne et par steder.
De kommende udgivelser af de to etablerede forfattere Birkegaard og Schmidt Petersen blev også behørigt nævnt af medierne.

Men nu hvor anmelderlinks og pressemeddelelser for længst er landet på kulturredaktionerne, er der blevet dødsstille.
Aviserne skriver i disse måneder og år med ildhu om papirbogens mulige undergang og e-bogens store muligheder, men hvad er det, der sker, når en konkret e-bog kommer ind på redaktionen til anmeldelse?

Afskrives alle e-bøger reflektorisk som uinteressante, fordi kulturredaktionerne bombarderes med selvudgivne e-bøger (som kan – ret skal være ret – være af svingende kvalitet)?
Men redaktionerne tæppebombes også med selvudgivne papirbøger – og fravælger ikke af den årsag alle papirbøger.

Mikkel Birkegaards Kjærstads Alfabet og Hans Schmidt Petersens Sørgekåben er reelle nyudgivelser, interessante, levende og relevante dele af deres samlede værk. Og de er udgivet under kyndig redaktion og kvalitetssikring af en erfaren forlægger, Karsten Nielsen, som har fulgt begge forfattere gennem mange år.

Lad os håbe, at kulturredaktionerne snart vågner af sommerdvalen, erkender realiteterne og får set på de to forfatteres nyeste skud på stammen – også selv om de ikke har det velkendte papiromslag.

Indtil da kan vi glæde os over, at læserne for længst er på. Schmidt Petersens e-udgaver af de hidtidige værker i Carsten Mathiesen-krimiserien har eksempelvis haft stor succes. Læserne har købt og bibliotekslånt e-bøgerne i meget stort tal.

Og vi kan glæde os over, at Danmarks store krimi- og spændingssite Krimifan.dk også er med i front. Mikkel Birkegaard og Hans Schmidt Petersen er sitets stort opslåede hovednavne i denne og kommende uge. Her er ingen angst for e-bøger.

Og et par mindre aviser er for resten også klar med anmeldelser og interviews.

Hvornår mon landets kulturkæmper følger trop?

E-bøgerne er her. Lige nu.

Mikkel Birkegaard: Kjærstads Alfabet. Metropolitan eBooks. 12.07.2013

Hans Schmidt Petersen: Sørgekåben. Metropolitan eBooks. 12.07.2013.

Reklamer

Endelig: Ny Carsten Mathiesen-krimi til salg!

sørgekåbenbogMin kære ven Hans Schmidt Petersen fik i fredags udgivet sin 11. bog – nr. 4 i den anmelderroste serie om kriminalkommissær Carsten Mathiesen fra Åbenrå.
Sørgekåben er en dejlig bog – jeg overvejer at mene, at den er den allerbedste i Carsten Mathiesen-serien.
Det er en tæt og veloplagt krimi, engelsk-klassisk i stilen, men samtidig med et bid, en smerte, en stilfærdigt tegnet samtidskritik og en humor, som bestemt ikke alle krimier indeholder.
Og så har jeg slet ikke nævnt Hans’ altid så smukke og ukrukkede sprog.

Kriminalkommissær Mathiesens hjemmeside

Min dygtige ven og forfatterkollega Hans Schmidt Petersen udgiver snart Sørgekåben, som er den fjerde krimi i hans roste og elskede Carsten Mathiesen-serie.

I den anledning har han og Mathiesen fået sig en ny hjemmeside. Tjek den ud her.

Lad vær’ at blive forfatter! Interview med Hans Schmidt Petersen

Hans Schmidt Petersen debuterede på dansk. Det var i 1993 på Gyldendal med Den lodne Bøg, som fik Bogforums Debutantpris.  Siden gik det videre på både tysk og dansk, og det blev undervejs til en tysk Marlowepris. Hans roman Den gode Amerikaner kaldte Politikens Angela Brink ”en genialt foruroligende ikke-krimi”, og hans nye danske krimiserie om Carsten Mathiesen har både Berlingske og Politiken nævnt blandt årets allerbedste bøger. Schmidt Petersens fremmeste råd til folk, der gerne vil være forfattere, er: Lad være!

I interviewet på mit skrivekursus’ hjemmeside fortæller den topanmeldte dansk-tyske (krimi)forfatter Hans Schmidt Petersen om en hård branche, som man kun skal gå ind i, hvis man virkelig vil skriveriet og kan tåle kritik og kasserede manuskripter. Han fortæller også om obsession og dejlighed, om at vente i 17 år på en udgivelse – og om at ville være en transparent forfatter. Læs det hele på Kjeldbergs Skrivekursus.

(Jeg hvisker et højt hurra for Hans og sneglen)

Snegl(Han vil ikke fejres, så jeg nøjes med at hviske dette: I dag udgives et nyt værk af min skrivefælle og kære ven gennem 8 års medgang og modgang Hans Schmidt Petersen: Krimien Sneglens Hus. Bogen er hans ottende, og den er en gedigen krimi uden nykker, holdt i forfatterens sædvanlige smukke sprog, med en spændende handling – og – trods det morderiske – en ny ømhed i tonen, som klæder forfatteren uendelig godt.
Og jeg er så glad og stolt. Det her er godt gået.)

Læs mere om bogen her.

Om forfatteren se Wikipedia her.

Litterær tag-ling eller: Bedre sent end sgu’tte

Gisp!
For cirka 1000 år siden har Bente tagget mig i en rigtig sjov og spændende “tag-ling”. Og i en periode med sygdom, stress og blogpause har jeg svedt det fuldstændig ud. Jeg er flov!

Men bedre sent end sgu’tte som min fynske bedstefar sagde. Så here it comes:

  • Pick up the nearest book.
  • Open on page 123.
  • Find the fifth sentence.
  • Post the next three sentences.
  • Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Den nærmeste bog?
Hans Schmidt Petersens Eivissa, (Aschehoug 07).

Side 123, femte sætning, hmm, går vi mon ikke fra punktum til punktum? – orv, den er lang:

Den aften, da Rahel havde grillet, havde hun slet ikke været ked af det, og efter hun havde fortalt os om sin jødiskhed og sagt farvel til os, havde hun heller ikke været ked af det; men ellers var det det, man lagde særlig mærke til, denne sorg, og før Günther og drengen havde hun bestemt ingen sorg haft, lede havde hun måske haft, hvad vidste jeg, og sorg passede jeg til, lede passede jeg ikke til, midt i sorgen vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre uden mig, midt i leden vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre med mig, og så havde hun givet slip på mig, så var hun gået sin vej, fordi hun midt gennem sorgen vidste, at det ville ende ondt med os, gennem leden ville hun have set det lige med det samme og ville øjeblikkelig have givet mig en kurv, og det måtte jeg lære at indse, nøjagtig det, intet andet.

Og de næste tre:

Det var ikke ondt ment.

Ved siden af mig sad der en irsk pige. Jeg ved slet ikke, om hun havde siddet ved siden af mig hele tiden eller først sat sig der nogen tid efter, i hvert fald talte jeg med hende, og hun smilede næsten ikke, hun var heller ikke ked af det, hun lod til at have det fint, men hun var ikke oppe at køre og kiggede mig ikke konstant dybt ind i øjnene eller den slags, vi snakkede om noget, så kyssede vi, og efter vi havde kysset i nogen tid, kiggede jeg som ved et tilfælde på uret, og klokken var kun lige over tolv, og jeg gad ikke slentre med hende gennem byen og lege kærester.

Den fortællende hovedpersons tilstand er galopperende på dette tidspunkt, som det fremgår.
Ham Petersen kan noget med sprog og psyke… I den grad.

(Jeg tror, jeg undlader at videresende taglingen – der er vist gået for lang tid, og alle, jeg kender, har nok være legen igennem…)

Stilhed

“[…] folk sagde, gennem den dør kommer hun ikke mere, du behøver slet ikke at kigge sådan, snart kommer vinteren, og jeg sagde, jeg har slet ikke kigget.

Så smilede de sørgmodigt.

Jeg satte mig hen og begyndte at pjatte eller sorterede bookinglister eller gjorde mig nyttig på anden vis; folk talte, eller deres hoveder var bøjede over skrivebordene og de tav, og lige meget om de talte eller tav, hele tiden var der denne stilhed.

Når de talte, var den rundt om ordene, og når de tav, var den overalt, den var som en tingest, som noget jeg kunne betragte, som jeg kunne røre ved og dreje i ånden, som en geometrisk genstand, skønt man ikke kunne sige, det er en trekant, det er en linje, det er en kegle, så nemt var det ikke, stilhed var det, i søvnen var den ikke, da var der heller ingen ord, ingen tanker, som tænkte mig, i søvnen var jeg fri.”

Af Hans Schmidt Petersens Eivissa, Aschehoug 2007
Copyright Hans Schmidt Petersen og Aschehoug