Hvem får 175.000 for Hjemmet-roman? (Interview)

Hjemmet i Danmark har sammen med søsterbladene i Norge og Sverige for nylig afholdt en romankonkurrence med store pengepræmier: 175.000, 125.000 og 100.000 kroner til henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen. (Kæmpesummer for en dansk skønlitterær forfatter!)

Jeg har spurgt Hjemmets redaktion, hvad formålet er med en sådan konkurrence.

Fiktionsredaktør Eva Serner fortæller:

– Formålet med vores romankonkurrence har været at tiltrække forfattere. Det er en speciel genre (og ikke specielt let), og vi mangler konstant forfattere.

Hvad siger jeres erfaringer jer: Er det hovedsagelig professionelle forfattere eller glade amatører, som tiltrækkes af sådanne konkurrencer?

– De to gange, vi har forsøgt os før med hhv. en romankonkurrence i 1994 og en novellekonkurrence i 1998, tiltrak det primært amatører (med skriveerfaring naturligvis).

Hvor mange manuskripter har I så modtaget ved den aktuelle konkurrence?

– I Danmark har vi modtaget 167 manuskripter, det er langt flere end i 1994, og af den halvdel, vi efterhånden har fået læst, er det mit indtryk, at niveauet også er højere end i 1994. Det er tydeligt, at deltagerne har gjort sig megen umage.

Og hvordan ligger tallene i Sverige og Norge?

– I Sverige har man fået 240 manuskripter. Norge har fået 33 manuskripter, og det handler om, at markedet har været hærget af såvel forlagsromankonkurrencer som andre ugebladsromankonkurrencer.

De tre ugeblades jury ved konkurrencen består af forfatteren Elsebeth Egholm, Danmark, forfatteren Viveca Lärn, Sverige, forfatteren Frid Ingulstad, Norge samt romanredaktørerne på de tre ugeblade: Eva Serner, Danmark, Sara Hemmel, Sverige og Kari Bjørnstad, Norge.

Hvordan foregår læsningen af de indsendte manuskripter konkret? Læser alle dommerne alle de indsendte tekster eller udvælges der på forhånd kandidater af en redaktion?

– Selve læsningen foregår på den måde, at fiktionsredaktørerne og to af deres lektører i hvert land læser alle indkomne manuskripter i det pågældende land. Derefter læser de samme mennesker de manuskripter, som deres kolleger har udvalgt til at være konkurrencekandidater, og først derfra udvælges de tre, som skal gå videre til juryerne i de andre to lande.
Det vil sige, at vores eksterne jurymedlem (som i Danmark er Elsebeth Egholm) skal læse 9 manuskripter og ud fra disse 9 vælge 1, 2 og 3 præmien.

Hvornår har I en afgørelse af konkurrencen?

– Vi forventer at have en afgørelse inden d. 31/12 08, hvorefter vi publicerer de tre vindere så hurtigt, som vores produktionstid tillader det.

Og formentlig sidder der lige nu 167 danskere og venter utålmodigt og neglebidende på nytår 08 og den pose penge, som måske dumper ind på deres skrivebord…
Bliver det glade amatører, som vinder – eller har konkurrencen også fristet de etablerede, og har de i givet fald kunnet levere varen?
Tiden vil vise det…

Mig og den depressive elg i avisen

Så kom Marianne Gays interview med mig i en af lokalavisernes netudgave.

“Jeg kan ikke lade være med at skrive. Der er ingen vej uden om. Det er mere end en hobby eller en deltidsbeskæftigelse, det er en livsform,” citeres jeg for at sige.

Læs om, hvilken rolle den depressive elg spiller i den sammenhæng. Og se Kjeldberg som orange chok sammesteds. (Hvis du tør!)