Blogger: Marcipansøstre forfejlet, da bibliotekerne ikke kalder den ungdomsbog

Marcipansøstre

Fortsat voldsom debat om Marcipansøstre på anmelder Karen M. Larsens blog, hvor en kommentator, som kalder sig frk. Nielsen – og lægger vægt på ikke at have læst bogen – nu blandt andet tolker bibliotekslektørens vurdering negativt og mener, at Marcipansøstre er forfejlet, idet den af lektøren beskrives som “ikke en ungdomsbog”.
(Af romanens bagsidetekst og hele lancering fremgår meget tydeligt – fra forlags- og forfatterside – at bogen er en voksenbog…)

Ydermere klandres Kjeldberg for at kommentere hos angiveligt ikke-feministiske og pro-prostitutions-bloggere, hvilket ifølge “frk. Nielsen” gør Kjeldberg “utroværdig”.

Følg hele debatten her.

Bestil lektørudtalelsen via dit bibliotek.

Se henvisning til anmeldelser her.

Se læserreaktioner her.

(Vh / webmaster)

Reklamer

Imødegåelser af Karen M. Larsens (LBL-bladet) kritik af Marcipansøstre

Marcipansøstre

Se imødegåelser af Karen M. Larsens (Landsforeningen af Bøsser og Lesbiskes medlemsblad) betegnelse af Marcipansøstre som “meget betænkeligt plaidoyer for accept af sex mellem store børn og voksne” her, her samt her (se også kommentarfelter) & her (i artikel hos Tina Charlotte Møller).

(Vh / webmaster)

Nej, ingen plædering for “intergenerational love” – men for rum for ALLE arter af sex-traumer, også de “upopulære”

Hermed min kommentar til Karen M. Larsens (Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske) stærkt kritiske anmeldelse af Marcipansøstre (se post 179):

Normalt anbefales det, at man som forfatter ikke svarer offentligt på en anmeldelse.

Undtagelsesvist vil jeg gøre det, da min bog og jeg tillægges at plædere for noget så markant som sex mellem mindreårige og voksne.

Jeg har læst din anmeldelse med interesse, – og med en vis sørgmodighed. Når ordet sørgmodighed er nævnt, skal jeg straks indskyde, at ethvert skønlitterært værk naturligvis tilhører enhver læser, og at en roman først færdigskrives i mødet med den enkelte læser. Ingen læsers tolkning er mindre rigtig end en andens, og forfatteren har intet at sige om læsningens ret eller vrang, når bogen først er trykt. Sådan er skønlitteraturens vilkår.

At du læser min roman som en plædering for sex mellem børn og voksne, må jeg således blot se til.

Jeg vil blot stille fortælle, at bogen er skrevet på baggrund af oplevelser, som nogle ofre for voksnes seksuelle grænseoverskridelser har haft – oplevelser som inkluderede angst og usikkerhed, men også nysgerrighed og til dels elementer af lyst.
Disse ofre for den art overgreb artikuleres yderst sjældent, da hovedparten af overgreb klart ikke rummer elementer af nysgerrighed og lyst fra barnets side.
Langt mere artikuleres den art overgreb, som du iflg. din anmeldelse har oplevet.
De ambivalente ofre, som jeg skildrer (i form af Eva), står derfor ofte uhyre alene og angste, kan ikke få “taletid”, endsige forståelse fra nogen side – hverken fra familie eller behandlere.

Mit ærinde var således (set fra min stol), at give disse ambivalente ofre rum og måske opmærksomhed fra forældre og psykologer.

Jeg er glad for af din anmeldelse at læse, at du føler med Eva i hendes fortvivlelse og klemthed. Det gør jeg også.

At du ser det sådan, at romanen står på Caritas-søstrenes side, må jeg blot konstatere.

Jeg som forfatter står der imidlertid ikke, jeg står på Evas.
Jeg går bestemt ikke ind for sex mellem voksne og mindreårige. Jeg mener, at figuren Flemming begår noget ganske utilgiveligt – især i forhold til Eva, men klart også i forhold til de andre piger.
Jeg konstaterer, at der findes ambivalente overgrebsofre, som er noget nær usynlige og ingen hjælp får fra noget hold, og jeg konstaterer samtidig, at seksuel lyst findes hos mindreårige – men at det ikke giver nogen voksne carte blanche til at befatte sig med disse mindreårige seksuelt.

En del læsere har henvendt sig til mig og fundet, at jeg med Marcipansøstre havde udtrykt – og lindret lidt for – oplevelser, som de havde haft i barndommen og båret med sig siden i stor ensomhed. Jeg er glad for, at bogen har kunnet have denne funktion.

Nej, jeg har heller aldrig set romanen som “lesbisk”. Det er et ord, som Politikens anmelder har indført.
Derfor var jeg også meget spændt, da jeg erfarede at Medlemsbladet ville anmelde bogen.

At bagsideteksten fortæller, at Eva elsker Caritas, er for mig ingen fortælling om lesbisk kærlighed. Jeg ser klart Eva som platonisk elskende Caritas (og det spændende, som hele hendes familie står for). Handlingerne mellem pigerne har jeg aldrig set som lesbiske, men blot som seksuelt søgende på den vis, som vi alle mere eller mindre (efter mine erfaringer) kan være som børn og purunge.

Jeg er ked af, hvis du har følt dig snydt af romanens bagsidetekst – men takker for din indsats og for en tankevækkende læsning af mit værk.

Venlig hilsen
Ane-Marie Kjeldberg

Forening af Bøsser og Lesbiske: Roman plæderer for sex mellem børn og voksne – og er ikke lesbisk

Marcipansøstre

Midt i min sommer-helbredspleje-pause kom så en Marcipansøstre-anmeldelse af den anskuelse, jeg har frygtet. Det skal min webmaster ikke have tørret af på sig, det må jeg klare selv, viderebringelsen af den:

Cand.mag Karen M. Larsen anmelder for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiskes medlemsblad og har nu – forud for anmeldelsen i bladet – lagt sin vurdering ud på egen blog.
Hun kan bestemt ikke lide min bog.

Et par uddrag af anmeldelsen:

“et meget betænkeligt plaidoyer for accept af sex mellem store børn og voksne”

og

“Uheldigvis, må man vel sige ud fra ”Marcipansøstre”’s perspektiv, har Eva fået opsnappet ordet ”pædofil” og får brugt det i forbindelse med en af sexseancerne med Flemming”

og

“bogens hovedmål […] synes […] at være, at plædere for det, som i visse engelsksprogede queere kredse kaldes for ”intergenerational love”. Budskabet er vel, at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd, men at det fordømmende og snerpede samfund stempler sådanne piger som ofre ligesom de helt uskyldige mænd, der har ladet sig lokke, bliver stemplet som perverse forbrydere.”

Og:

”Marcipansøstre, der nærmest svælger i ungpigesex scener og detaljerede skildringer af Evas onaniøvelser, giver et pornografisk indtryk.

Samt desuden:

“På bagsiden af ”Marcipansøstre” indledes præsentationen af romanen med påstanden om, at ”Eva elsker sin skoleveninde Caritas”. Jeg har nu svært ved at se nogen forelskelse mellem disse to personer, hvis venskab aldrig fremstår synderlig logisk. Det lesbiske element i bogen er incestforholdet mellem Dike og Arendse, der som sagt går i glemmebogen så snart der dukker en mand op.”

Anmelderen fortæller i øvrigt, at hun selv har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Undtagelsesvist – for det “gør” man normalt ikke – har jeg på forfatterens blog kommenteret anmeldelsen. Desværre er kommentaren vanskeligt læselig (af typografiske årsager – kommentarfeltet hos Larsen tillader ikke mellemrum), men jeg skal ved senere lejlighed videregive kommentaren her på bloggen.

Kort kan jeg resumere, at min bog selvfølgelig er enhver læsers eje – og som sådan er der ingen rigtige eller forkerte læsninger – men min tanke med bogen har aldrig været at plædere for sex mellem børn og voksne (jeg ved, hvor stor min hovedperson Evas lidelse er ved situationen…).

Ej heller har bogen været tænkt som skildrende en lesbisk forelskelse – uanset at Politikens anmelder læste romanen sådan.

Karen M. Larsens anmeldelse kan læses i sin helhed her (se post 179).