Forlagsnavnet giver anmeldelsen

“Det første og vigtigste kriterium er forfatteren bag bogen. Hvis denne forfatter i forvejen nyder anerkendelse inden for det litterære felt, er det usandsynligt at bogen fravælges, uanset den kunstneriske værdi af bogen.

Redaktørerne uddeler dermed anerkendelse til forfattere, og til dels forlæggere, som allerede befinder sig i det litterære felt.

Som debutant kan det også betale sig at forsøge at alliere sig med et, i feltet, anerkendt forlag. Når det kommer til disse forfattere, hvor redaktørerne ikke kan basere deres valg på et forhåndskendskab, er det nemlig forlaget, de anvender som garant for bogens kunstneriske kvalitet og dermed berettigelse til anmeldelse.”

Sådan skriver to studerende på Danmarks Journalisthøjskole, Dorthe Bregendal og Sine Schack Vestergaard, i konklusionen på deres opgave om, hvilke kriterier de store danske dagblade anvender, når de skal udvælge, hvilke bøger der skal anmeldes.

Det fremgår af de to studerendes arbejde, at det en sjælden gang sker, at litteraturredaktionen på Politiken fanges af en bog fra et af de forlag, som ikke befinder sig ”i feltet”, og lader den gå videre til en anmelder, som så får lov at vurdere, om bogen skal have en anmeldelse.

Fra en bekendts bekendt, som er meget modig og har spurgt Politiken ”hvor anmeldelsen af Marcipansøstre dog bliver af?” (ved ikke, om der lige er blevet brugt de ord…), har jeg fået at vide, at Marcipanen faktisk er sendt videre til en anmelder til en sådan forvurdering.

Så jeg er lidt stolt.
Også selv om der muligvis ingen anmeldelse bliver af det projekt.
Jeg har åbenbart alle odds imod mig. Og så er det vel noget bare at være med i finalen…

Samtidig er jeg temmelig desillusioneret. Selv om jeg længe havde anet de sammenhænge, som de to studerende nu påviser:

Man skal være inde i varmen for at blive anmeldt. Kvaliteten betyder mindre – og kommer forfatteren fra det forkerte forlag, betyder den så godt som intet.

På samme tid forstår jeg godt aviserne. De sidder til halsen i bøger fra håbefulde forfattere og forlag. De har begrænset spalteplads og begrænset anmelderstab – og ikke en Joakim von Andsk pengetank.
De skal vælge. Og de kan ikke anvende en udvælgelsesprocedure, som i sig selv tager timer og dage.
Det er indlysende.

Så altså:
Er man som forfatter inde, er man inde.
Og ind kommer man blandt andet ved at have det rette forlagsnavn på ryggen.

Har man det forkerte forlagsnavn på sig, må man skaffe sig sin eksponering og sine anmeldelser og sine ridderslag ad andre veje end via de store litteraturredaktioner.
Sådan.

Reklamer

Marcipanpiger er hotte og ikke not – og netboghandlerne ved det!

Min flinke forlægger ringede lige og vi havde en rar snak. Ekstra rar blev den af, at han fortalte, at Marcipansøstre sælger rigtig godt. Jeg må ikke oplyse eksakte salgstal, men jeg er ret overvældet…

Det morsomme er, at stort set ingen af de fysiske boghandler ligger inde med bogen – men kunderne bestiller den hjem via nettet i en lind strøm. Hvor synd for bogladerne, at de går glip af handlen 😦

Bibliotekerne er også glade for bogen, anskaffer i store mængder – og flere steder er der allerede kø af reservationer.

Det er da skønt – især i betragtning af, at ingen af de traditionelle avis-litteraturredaktioner endnu har anmeldt bogen.
Nutidens læsere læser åbenbart de netbårne anmeldelser (Sentura o. lign.) og bruger dem til at tage bestik efter.
Herligt.