Omslåeren brygger farligt

gabrielle_d_estree_-_louvre.jpg

Nyheder fra illustratoren: Hun har brygget koncentreret de sidste dage og har superherlige idéer til Marcipansøstres forside!
Lige nu er billedet ovenfor (af Gabrielle d’Estrées og hendes søster) i brygget sammen med – nej, det vil jeg ikke fortælle, nogen kunne løbe med konceptet! Men det lyder bare godt, – en vidunderlig, forskrækkende kombination. Jeg er begejstret.

Jeg døber dig i Pegasus’, Melpomenes og Hippokrenes navn

613841_pegasus.jpg

Nu kan jeg vist ikke udsætte det længere. Afsløringens time er kommet. Navneskiftet er for længst sket, barnet hedder ikke længere Caritas, portrætmageren er i gang med at tegne og tænke og kaste ud under det nye navn, som de fleste af de få hidtil indviede har kaldt fedt og en kende ækelt skråstreg foruroligende.

Min roman, som udkommer i foråret på forlaget Facet hedder nu:

Marcipansøstre.

Det er skønt at være forfatter

Det er spændende. Nu er de i sving med en gang hjernestorm – illustrator, forlægger og forfatter (mig selv, sagde hunden) – til forsiden på den nye roman (den som ikke hedder Caritas!). Og hvad kommer der ikke på bordet?
P.S. Krøyer med et twist, strittende tissemænd, Munchs Skriget, Siegmund Freud som tegner, vejskilte, yo-yo’er, syndefaldsmyten, kaffereklamer med heste i håret (!).

Nu er jeg om muligt endnu mere spændt på det omslag!
Bevæger vi os hen mod noget trompe l’oeil?
Bliver det spækket med symbolik?
Bliver min ene hovedperson et træ?

Følg med her på kanalen!

Og hvor er det bevægende at opleve sit eget skrevne univers fostre andres sprudlende idéer – og der igennem se sit univers være kommet til liv, forurolige, blive forstået og brugt

Hun slår om

883168_artist_palette.jpg

Hurra – omslaget til min nye roman bliver lavet af hende her! Hun har netop færdiglæst bogen og sprutter over af idéer. Og jeg ved, at der er godt i vente, for hun kreerede jo også omslaget til denne.
Den nye roman får nok en noget anden stil i sin indpakning, og ideerne lyder uhyre spændende (og let foruroligende..). Jeg er STORSPÆNDT!

Godt, hun havde tid, TamaraLara – som er blevet en meget travl og efterspurgt grafiker og illustrator.

Hvad skal barnet hedde? “Sandhedsmætte”?!

580308_shopping_list.jpg

Blandt de mere spøjse ideer til nyt navn på mit kommende forårsbarn, min roman Caritas – som nu ikke skal hedde sådan pga den islandske “Karitas uden titel” – står på notesblokken:

Sandhedsmætte
Silkebornert
Marcipæn

Jeg tror, jeg kan garantere, at det ikke bliver romanens navn, noget af det 🙂

En samling mere umiddelbart sandsynlige er også blevet nedfældet. Et par af dem tiltaler mig rigtig meget. Nu er det bare med at finde dét, som rammer bogens stemning bedst – og vækker læserinteresse.

Jeg håber snart her på bloggen at kunne afsløre barnets navn. I hvert fald hedder barnets gudfar Facet – repræsenteret ved godfather Sebastian Forlægger Schultz, en forlagsverdnens ildsjæl, som nægter at lade sig slå ud af de store forlag, men slås for nye veje og diversitet.

Argh. Mit barn har mistet sit navn

459936_quietness_1.jpg

Fik lige en mail til morgen, som fratog mit barn sit navn. Nu har jeg kendt barnet under det navn i tre år – og nu skal der døbes om. Mærkelig fornemmelse… Nå, barnet er nok ligeglad, det er bare moderen, der føler sig lidt identitetsløs og forvirret. Og lidt vel udfordret på sin kreative evne. Heldigvis har jeg folk at gå i tænketank sammen med…

Barnet – min roman Caritas – kan ikke hedde Caritas, pga en islandsk roman ved navn “Karitas uden titel”, udkommet på dansk i 2007.

Godt, at min årvågne illustrator fangede den, inden det var for sent. Jeg har selv sonderet terrænnet vedr. Caritas m. C – men ikke tænkt med K.

Nå, jeg må have fat i bøgernes “Hvad skal afkommet hedde?”.
Min forlægger og et par andre tænker også, så jeg allerede kan høre knagelydene.

Caritas

830374_pen.jpgSå fik jeg lagt en af de sidste hænder på mit romanmanuskript Caritas, efter at min forlægger havde sat mærker og streger i det.

Lige straks skal det også sendes til den superillustrator, som jeg håber kan få tid til at lave bogens omslag (også denne gang) (hun stod også for Fred og Ros indpakning) . Jeg går med visse idéer til forsiden – men om de kan holde vand, ved jeg slet ikke.

Caritas udkommer engang i foråret. Også den giver mig formentlig hug i nogle kredse. Den fortæller om sværmerisk og beundrende kærlighed og samtidig om spirende teenageseksualitet, der sprutter frem af alle sprækker – og om den molotovcocktail af følelser, de to ting i kombination fører med sig, især da en- – nånej, nu skal jeg ikke afsløre for meget.
Mere til foråret!