En af kollegaerne Petersen interviewes på Bogmessen

olepilgrimnaer

På søndag er en af mine forfatterkolleger Petersen en del af Dansk Forfatterforenings attraktion på Bogmessen.

Det drejer sig om Ole Petersen, som klokken 15 skal interviewes om sin roman Jerichos Roser, en roman som jeg har haft fornøjelsen at konsulente / redigere lidt med på.

Se nærmere om sagen på Forfatterforeningens Bogforum-program.

Gå hen og hør ham, jer der har lejlighed! Han er en spændende ny forfatter – så læs også hans Jerichos Roser.

Reklamer

Interview: Når ordene tager søvnen fra en mand

Ole Petersen udgav sin første roman, da han var 49. Den psykologiske gyser Jerichos Roser var en selvudgivelse, og som sådan havde den så få odds med sig som en forty-niner med knækket mast, men Ole Petersens skrivetalent bragte den elegant til succes i næsten Kirketerpsk-Warrersk stil.

I dette interview med Ane-Marie Kjeldberg fortæller forfatteren om blufærdighed og sandhed, om at stå på sine forældres skuldre og om at skaffe sig tæv og arbejde hårdt

Kjeldberg: Hvad fik dig i gang med at skrive i en alder af næsten 50?

Jeg slog en midtvejskolbøtte for nogle år siden, og i forsøget på at komme på benene igen solgte jeg mit hus og sagde mit gode job op.

Tiden lige efter skulle jo bruges konstruktivt, så min daværende kæreste foreslog, at jeg smuttede til Spanien på pilgrimsvandring. Det gjorde jeg så.

Efter at have spurtet de 1200 km gennem Camino Frances gik det op for mig, at det ikke havde givet det ønskede resultat, så jeg valgte at snuppe en Camino mere. På den, som kaldes De Tusinde Ensomme Kilometer eller Via de La Plata, knækkede filmen lidt for mig, ja, jeg kollapsede nærmest, og jeg måtte halvvejs give op og vende snuden hjemover – og det, at jeg måtte give op, var for mig et nederlag af dimensioner, noget af en kamel at sluge.

Hjemme igen begyndte jeg at skrive om mine vandringer, mens jeg langsomt kom til hægterne. Det var faktisk god terapi og en ”gratis” måde at genopleve det hele på. Senere tog jeg ned og færdiggjorde den vandring, jeg havde afbrudt og færdigskrev bogen, som kom til at hedde ”Græd Vagabond – når din sol går bag sky.”

Så var det mon ikke tilfældet som fik mig i gang?

Kjeldberg: Hvad sagde familie og venner til, at du pludselig ville være forfatter?

Familie og venner sagde såmænd ikke så meget, de er sgu vant til, at jeg gør så mange skøre ting.

Skide i egen rede

Kjeldberg: Men Jerichos Roser, som fulgte efter pilgrimsbogen, er på mange måder en meget barsk historie, og du præsenterer den som en delvis sand fortælling. Hvordan har reaktionerne været på den præsentation?

Min families reaktion var jeg mest spændt på, de vidste jo langt hen ad vejen, hvad der var sandfærdigt, og hvad der var fiktion. De har læst bogen som den fortælling, den er – ikke noget anklageskrift. Jeg har ikke været ude på en eller anden mission, hvor jeg skulle gøre mig ”berømt” på at skide i egen rede, hvis jeg må være så bramfri.

Min mor skrev, efter at have læst den, spontant i en sms, at hun slikkede sine sår, og vi har nærtalt om, hvad der ligger gemt i bogens grufulde billeder. Min far har ikke villet sådan snakke om bogen; sådan er det jo ofte med os mænd!

Mine salige bedsteforældre, som i bogen nærmest er lig med solopgangen, er jo oplevet og husket tilbage i barndommen som mormor og morfar – ikke som mennesker på godt og ondt; kun på godt, som jeg husker dem fra den tid.

Jeg synes, at det er vigtigt at huske på, at vores forældre, som i sin tid bar os, er de forældre, vi nu som voksne står på skuldrene af, men især er det værd at huske på, at også de står på skuldrene af deres forældre, som igen står på skuldrene af – og så videre…

Når det er sagt, så er det sådan, at jeg tit tænker på, at den dag vi dør, er det ældste i os vores første erindring – alt andet af vores fysik er fornyet så mange gange. Så man skal være glad for og holde fast i de gode erindringer, man har.

Blufærdigheden blegner

Kjeldberg: Som forfattere kan vi ikke undgå at bruge af den virkelighed, som omgiver os eller har omgivet os engang. Hvordan ser du rent principielt på etikken i det – hvor går dine grænser for, hvor meget af virkeligheden du vil udlevere?

Ja, det var et af de tunge spørgsmål…

Forleden så jeg et interview med Benn Q. Holm på dk4, hvor der blev spurgt til, hvordan han forholdt sig til det, at man som forfatter skal passe på med at tage fra “hovedstolen.”

Benn Q. Holm sagde, at han ikke så noget galt i at tage fra “hovedstolen” – man skulle bare passe på med ikke at overbelåne den.

Mine to, snart tre, bøger er i høj grad baseret på, hvad jeg har oplevet, hvad jeg består af.

Jeg tror ikke, at jeg kan sætte mig ud over mig selv og mit og skrive en gennemført fiktion – sådan en forfatter er jeg ikke.

I Jerichos Roser overvejede jeg nøje, hvad jeg syntes, jeg kunne tillade mig – og jeg mener, at det lykkedes; jeg har i hvert fald ikke stødt nogen fra mig.

Mine grænser for, hvor meget af virkeligheden jeg vil udlevere, flyder nok lidt ud.

Gælder det personer i mit liv er jeg meget påpasselig – ingen har jo bedt om at komme med i mine bøger.

For mit eget vedkommende, så er jeg faktisk ret blufærdig i dagligdagen, men det er, som om den blufærdighed efterhånden blegner lidt i skriveprocessen.

I dag skriver jeg faktisk let om ting, som jeg ikke kunne have forestillet mig, da jeg startede.

Sådan er blandt andet med elskovsscenerne.

Jeg husker stadig, at du, Kjeldberg, rettede mig ind, da jeg skrev “han lagde hånd på sig selv”. Det hedder “at onanere”, skrev du i margen!

Det er egentlig ikke, fordi jeg er sådan rigtig genert, men mere noget med, at jeg ikke kan forestille mig, at mine tanker og følelser er så forfærdelig interessante.

Men jeg kommer nu efter det…

Kjeldberg: Har vi som forfattere lov bevidst at forvirre vores læsere omkring grænserne mellem virkelighed og fiktion, lege med grænserne som en del af det litterære virkemiddel?

Muligheden for at sløre eller slette grænserne mellem virkelighed og fiktion er en gave til os forfattere, uden den kunne mange af os slet ikke være med.

I “Tiden hænger på træerne” af Lone B. Skovgaard visner hovedpersonens hænder i en tidlig alder for så igen at vokse delvist ud sent i livet – det er da fiktion, der vil noget.

Men det virker i den bog.

Jeg bruger selv noget lignende som litterært virkemiddel i min kommende bog “Torneroses Skygge” – her har hovedpersonen ikke har sovet i over et år.

Det er skønt med sådanne muligheder, det giver en masse frirum at skrive i.

At komme på TV og P4

Kjeldberg: Hvorfor valgte du at udgive på eget forlag?

Det med eget forlag var heller ikke meningen fra starten af. Da jeg havde skrevet ”Græd Vagabond – når din sol går bag sky,” sendte jeg den til Politikens Forlag og senere Documentas og fik pæne, men høflige og – bid mærke i det! – begrundede afslag, så jeg havde noget at forholde mig til, at blive klogere på, så jeg eventuelt kunne dygtiggøre mig – tak for det.

Min anden bog blev sendt til tre forlag. Det blev til et meget kort ubegrundet ”Nej tak”, en opfordring til at tage på skrivekursus og så en antagelse. Forlaget, som ville udgive den, havde nu først tid til det fire måneder senere.
Så valgte jeg at udgive selv. Måske jeg er lidt for utålmodig…

Kjeldberg: Har du fortrudt det valg?

Både og! Hvis ingen vil udgive, og man mener og føler, at det, man har lavet, er o.k., så skal man jo ikke bare slå op i banen. Det giver en vis tilfredsstillelse at kæmpe for sin sag, det man tror på. Sådan tror jeg, de fleste af os har det.

Nej, jeg har ikke fortrudt, men jeg ville gerne have haft den viden på området, som jeg har i dag – den gang. Jeg har begået en del begynderfejl, men de er nu kun til at blive klogere af!

Kjeldberg: Hvordan er du blevet anmeldt – og hvad betyder anmeldelser for dig?

Anmeldelser er, om ikke alfa og omega, så ret vigtige. De både åbner og lukker døre. Jeg er så heldigt stillet, at jeg ikke har fået nogen rigtige anmelder-bank endnu.

I starten fik jeg mine nærmeste læsere til at anmelde alle steder på internettet, hvor det var muligt – de gav mig stort set alle maksimum af stjerner og point og positive tillægsord. Jeg var da godt klar over, at de anmeldelser kom fra en venligsindet stamme, men selvom jeg fratrak de 20 %, som skyldtes, at jeg var ”best buddy,” var det jo stadig godt.

Det, at ens nærmeste kan lide det, man skriver, er jo i høj grad værd at tage med. Det gode ved deres anmeldelser er så også, at man kan diskutere dem over en kop kaffe eller et glas vin og på den måde rigtig komme til bunds i, hvordan ens læsere opfatter, hvad man har skrevet. Det sker jo sjældent med en professionel anmelder, der er anmeldelsen nærmest ophøjet til en bekendtgørelse.

Senere er der kommet ”fremmede” anmeldelser til på www.fyldepennen.dk , metrord.urbanblog.dk og på www.bogvægten.dk . Desuden har jeg fået en helsides omtale i Venstrebladet fra Holbæk, har læst op i TV Lorry og været Ugens Bog i P4.
Jeg kan ikke klage, men jeg har også været om mig og trukket på alle og maset på for resten af pengene.

Når man ikke kan sove for ord

Kjeldberg: Over til det, der går forud for anmeldelserne – selve skriveprocessen:
Hvor meget skriver du gennemsnitligt pr. dag – og har du en fast arbejdsrytme?

Jeg kan kun skrive i perioder. I de perioder skal alt, der har hobet sig op, bare ud. Hele min tankevirksomhed er så tunet ind på den historie, jeg er ved at nedfælde. Jeg ligger vågen om natten og må stå op og skrive gode ord, formidable sætninger og uundværlige afsnit ned på computeren eller papiret – gør jeg ikke det, får jeg ikke sovet den nat. Den største dagsproduktion, jeg har præsteret, er vist 3½ A4-side – andre dage kommer der ikke et ord på skærmen, men hvis bare jeg tænker gode bogtanker, er det fint nok Nogle dage går med at falde i staver over, hvordan forsiden på bogen skal se ud, og det er også fint.

Forleden spurgte en god ven mig om, hvorvidt jeg havde tænkt på, hvad jeg skulle skrive efter ”Torneroses Skygger,” som er den bog, jeg skriver på nu. Sjovt nok kan jeg i skrivende stund ikke forestille mig, at der kommer flere efter den – sådan er det bare!

Kjeldberg: Du har været på skriveophold på forfatterrefugiet Hald Hovedgaard – hvad gav det dig?

Hald Hovedgaard gav mig fred og ro – alt det som er svært at finde i København. Jeg havde i en lang periode ikke fået skrevet, fordi jeg var ramt af det ordinære arbejdsmarked – enig, det er vildt opreklameret, det arbejdsmarked!

Tankerne havde hobet sig op, og de første 17 dage deroppe væltede de bare ud på skærmen, men det allerbedste og vigtigste ved opholdet var, at jeg mødte andre forfattere, andre mennesker, som dyrkede skrivekunsten og havde erfaringer udi den at dele ud af. Jeg har ingen forfattere eller bare spirer i min daglige omgangskreds, så at møde ligesindede var så befriende og opløftende.
Så tak til
Hald Hovedgaard og Forfatterforeningen for opholdet.

Kjeldberg: Hvad læser du selv?

Min favoritforfatter er Svend Åge Madsen og hans århusianske univers og menneskemylder Han tryller måske ikke med ord og sætninger, men hans historier er uforlignelige – tak for ham.

Der ud over spreder jeg mig meget, har læst alt af Paulo Coelho og er meget glad for Den Sorte Bog af A. S. Byatt.

Ellers er det Baade Og-serien af Lena Andersen samt danske forfattere som Charlotte Weitze, Iselin C. Herman. Benn Q. Holm, Peter Højrup, Simon Fruelund, Matilde Walther Clark og såmænd også A. Chr. Westergård – ham som i sin tid skrev drengebøgerne om Klit-Per.

Det hele går nu ikke op i skønlitteratur, for jeg inhalerer også bøger om Gulag, Den Spanske Borgerkrig, Nixon & Kissinger samt biografier fra Preben Wilhjelm til Johannes Jørgensen over Bobby Fischer og for lidt siden historien om Four Jacks-veteranen, James Rasmussen.

Den seneste bog, jeg har læst, er ”Tiden hænger på Træerne ” af Lone B.- Skovgaard – det er hendes debutroman. Historien er måske ikke det vilde, men kors nogle sætninger hun kan lave – ville gerne smage hendes mad, hvis den er af samme kvalitet…

Bonus: Forfatterens råd til forfatterspirer: få tæv – og arbejd

Kjeldberg: Hvis du skulle give nye forfatterspirer ét godt råd, hvad ville det så være?

Find en sparringspartner, en du kan læne dig op ad, en som kan give dig respons på dine skrivefærdigheder eller mangel på samme tidligt i forløbet; og så lyt – også hvis du får en næsestyver – og så: Skriv, skriv, skriv derudad.

Som sparringspartner kan jeg for resten anbefale Ane-Marie Kjeldberg på kjeldberg.wordpress.com eller også Susanne Jespersen på www.darklights.dk

Og Kjeldberg rødmer, takker og bukker – for såvel anbefaling som interview.

Hun glæder sig til næste udgivelse fra Ole Petersens hånd, og er ganske sikker på, at den kommer med et af de etablerede forlags blåstempel.

Hold øje med hr. Petersen. Han kan skrive.

Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Ole Petersen
mailkonti-kjeldberg @ yahoo.com

Billeder: Ole Petersen og Gustav Lahrman
Bogomslag: Sussie Sandra Suhr, digital bearbejdning ved Marlene Johansen

Interview med vagabonden, der blev forfatter med succes

I næste uge bringer Kjeldbergs Blog et interview med “vagabonden” og forfatteren Ole Petersen, som har haft stor succes med sin selvudgivne psykologiske gyser Jerichos Roser, der blandt andet blev Ugens Bog på P4 for nylig.

Hæng på og læs med om midtvejskolbøtter, pilgrimsvandring, skiden i egen rede – og om utålmodighed og dét at få anmeldelser.

Bonus: Se forfatterens gode råd til forfatterspirer.

Altsammen i næste uge – her på bloggen.

En forfatter afslører alt – på denne blog. Snart!

I begyndelsen af juni regner jeg med at kunne bringe et interview med forfatteren og vandringsmanden Ole Petersen om hans vinkler på skriveriet, på PR og på læserne.

Følg med her på bloggen!

Opfordring til ny forfatter: Gå i clinch med de store

978-87-92259-01-1.jpg olpe.jpg

Dette handler ikke om Marcipan.

Derimod handler det om Jerichos Roser, som nestor Kåemer Asmussen har set på – og syntes om. Rigtig godt om faktisk. Han skriver:

“Romanen er på samme tid en varm, nærmest idyllisk barndomsskildring og en kold, psykologisk gyser. Jeg har vist aldrig læst en bog der ligner den.”

Kåemer slutter anmeldelsen af Ole Petersens roman med at opfordre forfatteren til at prøve fremover at komme ud på etablerede forlag, for som han siger:

“når det man skriver er af så høj kvalitet, synes jeg nok, man skylder sig selv, at gå i clinch med “de store””.

Hele anmeldelsen kan læses på Fyldepennen.

Jericho-forfatter springer ud på egen blog…

olpe.jpg

… tag vel imod ham! Ole Petersen, der har skrevet romanen Jerichos Roser og vandrebogen Græd Vagabond, er blevet blogger. På bloggen olepetersen.underskoven.dk kan man blandt meget andet lytte til musik, som hører til den milde og barske psykogyser Jerichos Roser. Meget virkningsfuldt, når man har læst bogen – meget stemningsfuldt, når man er nostalgiker af min generation – eller ung og retro skulle jeg hilse fra visse i baglandet og sige!

Grædende vagabond anmeldt af pilgrimsblad

olpes-bog.jpg

Foreningen af Danske Santiagopilgrimme anmelder med glæde vandrefuglen Ole Petersens grædende vagabond (titlen er Græd Vagabond) om forfatterens slidsomme 3500-kilometers vandring ad gamle pilgrimsruter i Spanien. Det sker i foreningens blad Pilgrimmen (nr. 14 Januar ‘ 2008).

Anmelderen, Gitta Bechshøft, indleder med ordene “Det er en glæde at kunne anmelde endnu en dansk bog, der omhandler vandring på Caminoen” – og så går det ellers derudad i en indlevet og påskønnende anskuelse af Ole Petersens bog om barsk vandring, slid på nerver og støvler – og endelig lutring og renselse, “hvor egoet ikke længere kræver sin ret, selvet er blevet stille”.

En anmeldelse, som forfatteren vist kun kan være tilfreds med. Og jeg, som redaktionelt lettere delagtig, kan også kun være glad.

“Godt gået, Ole,” kunne man fristes til at sige – hvis det ikke var lige lovlig letkøbt.

Græd vagabond – når din sol går bag sky
Ole Petersen
ISBN 978-87-92032-77-5
Forlaget Herodaman, i kommission hos forlaget Underskoven
205 sider, 198 kr.