“Spørg Olivia” m.fl. anbefaler kollega Klahns ungdomsbog

“Måske kan du lide rigtig sørgelige bøger? Så skulle du prøve: […] Tid til linedans af Reinhard Klahn”, skriver Spørg Olivia (DR’s og en række bibliotekers spørgetjeneste for børn).

Og Mit Lyserøde Liv (pigebogsanbefalinger fra Biblioteksmedier) anbefaler bogen i kategorien Drømmen om en kæreste.

Cyberhus
(rådgivningssite for unge) anbefaler bogen med ordene: “”Tid til linedans” omhandler emnerne mobning, forelskelse, forældre, skole, konflikter og pubertet og generelt handler den om overgangen til pubertet og voksenliv.”

Bogen kan bestilles hjem til alle boghandler – eller købes direkte hos forlaget.

Den kan naturligvis også lånes på biblioteket.

Reklamer

Søpindsvin og vættelys

Aldrig havde jeg haft det sådan. Sommerhuset var en gammel istandsat gård, haven var afskærmet og lukket, og min mor sad ved morgenbordet derude i kimono, det var varmt, hun var veltilpas, far læste efter maden og så op og på hende, mens hun nippede til den sidste kaffe. Han smilede. Jeg sprang til postkassen, så snart postbilen havde været der, for at se, om ikke der var kort fra Caritas. Jeg havde givet hende en seddel med min sommeradresse.

Der kom ingenting, kun den omadresserede avis, og jeg sad der ved havebordet og anede ikke, hvordan de fjorten dage skulle gå. Der var en pige på min alder i et nabosommerhus, hun sad nu og da nede på strandengen og tegnede, og ’gå dog ned til hende’, sagde mor, og jeg ville ikke.

”Spørg hende, hvad hun tegner,” sagde mor, og smerten i min mave var hul og massiv og borede sig helt op i brystet, og jeg faldt ned i gennem den, dybt ned. Hvordan skulle jeg kunne? En pige med en tegneblok!

Jeg forsøgte at læse og kunne ikke. Bøgernes lugt forstyrrede mig.

Det eneste jeg kunne, var at gå på stranden og samle forstenede søpindsvin og vættelys. Tankernes bundethed i mønstre og faconer standsede faldet for en tid; men så var man tilbage i sommerhuset, og der var ikke andet at gøre end at vente på natten, hvor man lå i sommerlysheden under dynen, og faldet blev ved og ved og måtte alligevel være standset, for pludselig satte det ind igen og man havde nået at glemme, hvor ondt det gjorde.

Af Ane-Marie Kjeldbergs Marcipansøstre, Facet 2008.
Copyright Ane-Marie Kjeldberg og Forlaget Facet