Imødegåelser af Karen M. Larsens (LBL-bladet) kritik af Marcipansøstre

Marcipansøstre

Se imødegåelser af Karen M. Larsens (Landsforeningen af Bøsser og Lesbiskes medlemsblad) betegnelse af Marcipansøstre som “meget betænkeligt plaidoyer for accept af sex mellem store børn og voksne” her, her samt her (se også kommentarfelter) & her (i artikel hos Tina Charlotte Møller).

(Vh / webmaster)

Nej, ingen plædering for “intergenerational love” – men for rum for ALLE arter af sex-traumer, også de “upopulære”

Hermed min kommentar til Karen M. Larsens (Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske) stærkt kritiske anmeldelse af Marcipansøstre (se post 179):

Normalt anbefales det, at man som forfatter ikke svarer offentligt på en anmeldelse.

Undtagelsesvist vil jeg gøre det, da min bog og jeg tillægges at plædere for noget så markant som sex mellem mindreårige og voksne.

Jeg har læst din anmeldelse med interesse, – og med en vis sørgmodighed. Når ordet sørgmodighed er nævnt, skal jeg straks indskyde, at ethvert skønlitterært værk naturligvis tilhører enhver læser, og at en roman først færdigskrives i mødet med den enkelte læser. Ingen læsers tolkning er mindre rigtig end en andens, og forfatteren har intet at sige om læsningens ret eller vrang, når bogen først er trykt. Sådan er skønlitteraturens vilkår.

At du læser min roman som en plædering for sex mellem børn og voksne, må jeg således blot se til.

Jeg vil blot stille fortælle, at bogen er skrevet på baggrund af oplevelser, som nogle ofre for voksnes seksuelle grænseoverskridelser har haft – oplevelser som inkluderede angst og usikkerhed, men også nysgerrighed og til dels elementer af lyst.
Disse ofre for den art overgreb artikuleres yderst sjældent, da hovedparten af overgreb klart ikke rummer elementer af nysgerrighed og lyst fra barnets side.
Langt mere artikuleres den art overgreb, som du iflg. din anmeldelse har oplevet.
De ambivalente ofre, som jeg skildrer (i form af Eva), står derfor ofte uhyre alene og angste, kan ikke få “taletid”, endsige forståelse fra nogen side – hverken fra familie eller behandlere.

Mit ærinde var således (set fra min stol), at give disse ambivalente ofre rum og måske opmærksomhed fra forældre og psykologer.

Jeg er glad for af din anmeldelse at læse, at du føler med Eva i hendes fortvivlelse og klemthed. Det gør jeg også.

At du ser det sådan, at romanen står på Caritas-søstrenes side, må jeg blot konstatere.

Jeg som forfatter står der imidlertid ikke, jeg står på Evas.
Jeg går bestemt ikke ind for sex mellem voksne og mindreårige. Jeg mener, at figuren Flemming begår noget ganske utilgiveligt – især i forhold til Eva, men klart også i forhold til de andre piger.
Jeg konstaterer, at der findes ambivalente overgrebsofre, som er noget nær usynlige og ingen hjælp får fra noget hold, og jeg konstaterer samtidig, at seksuel lyst findes hos mindreårige – men at det ikke giver nogen voksne carte blanche til at befatte sig med disse mindreårige seksuelt.

En del læsere har henvendt sig til mig og fundet, at jeg med Marcipansøstre havde udtrykt – og lindret lidt for – oplevelser, som de havde haft i barndommen og båret med sig siden i stor ensomhed. Jeg er glad for, at bogen har kunnet have denne funktion.

Nej, jeg har heller aldrig set romanen som “lesbisk”. Det er et ord, som Politikens anmelder har indført.
Derfor var jeg også meget spændt, da jeg erfarede at Medlemsbladet ville anmelde bogen.

At bagsideteksten fortæller, at Eva elsker Caritas, er for mig ingen fortælling om lesbisk kærlighed. Jeg ser klart Eva som platonisk elskende Caritas (og det spændende, som hele hendes familie står for). Handlingerne mellem pigerne har jeg aldrig set som lesbiske, men blot som seksuelt søgende på den vis, som vi alle mere eller mindre (efter mine erfaringer) kan være som børn og purunge.

Jeg er ked af, hvis du har følt dig snydt af romanens bagsidetekst – men takker for din indsats og for en tankevækkende læsning af mit værk.

Venlig hilsen
Ane-Marie Kjeldberg

Den smukkeste anmeldelse jeg nogensinde får

Marcipansøstre

Jeg får aldrig nogen smukkere anmeldelse af noget, jeg har skrevet eller kommer til at skrive, end den jeg fik i dag.

Den er ikke skrevet af en anmelder, og jeg kan i øvrigt ikke gengive den. Den er privat, mellem læseren og mig, en mail så smuk – fra en kvinde, jeg ikke kender. Hendes alder kan jeg heller ikke vurdere. Måske er hun ung, måske meget ældre. Jeg ved det ikke. Hun er velformuleret. Hun fortæller sin egen historie.
Hun græd, da hun havde læst min Marcipansøstre. Jeg græd, da jeg havde læst hendes mail. Mailen slutter med en tak, “fordi du skrev bogen så smukt og med så stor ømhed og forståelse”.

Det er mig, der takker.

Tabu: Jeg vidste ikke, det var forkert – på Aniston.dk

Øje

“Jeg vidste ikke, at det var forkert”, sagde en kvinde, Josephine, til mig, da hun fortalte om seksuelle grænseoverskridelser, som hun havde oplevet som barn.

“Jeg kunne ikke så godt lide, at det skulle holdes hemmeligt, men meget af det syntes jeg var spændende. Rart, faktisk. Jeg syntes også, at manden var flink”. Hun fik at vide, at det var forfærdeligt. “Og det var det jo også”, sagde Josephine til mig. “Det var jo imod loven”.

[…]

Hun kom til at føle sig selv og især sin lyst og sin sympati – i alle senere sammenhænge – forbudt.

Ovenstående er uddrag af min artikel Et sexoffers skamfulde lyst, som nu er publiceret på onlinemagasinet Aniston.

Artiklen tager udgangspunkt i min roman Marcipansøstre og i researchen hertil.

Læs resten på Aniston.dk.