Mine ækle uvaner – stor afsløring

Jeg er blevet tagget af Ordholder – og skal dermed fortælle om seks af mine små særlige vaner (“unspectacular quirks of yours”).

Hmmm…?

Skal vi holde det litterært?

1) Jeg bruger for mange pauseprikker og retoriske spørgsmål. Forsøger dog at få dem udryddet i manuskripter som skal udgives sådan rigtigt.

2) Jeg bruger for meget talesprog. Forsøger dog at få talesprogerioverforbruget udryddet i manuskripter, som skal udgives sådan rigtigt.

3) Jeg bruger for mange hjemmebryggede ord. Forsøger dog at få dem udryddet i manuskripter, som skal udgives sådan rigtigt.

4) Jeg gentager mig selv.

5) Jeg gentager mig selv.

6) Jeg er anstrengt morsom.

Reklamer

Litterær tag-ling eller: Bedre sent end sgu’tte

Gisp!
For cirka 1000 år siden har Bente tagget mig i en rigtig sjov og spændende “tag-ling”. Og i en periode med sygdom, stress og blogpause har jeg svedt det fuldstændig ud. Jeg er flov!

Men bedre sent end sgu’tte som min fynske bedstefar sagde. Så here it comes:

  • Pick up the nearest book.
  • Open on page 123.
  • Find the fifth sentence.
  • Post the next three sentences.
  • Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Den nærmeste bog?
Hans Schmidt Petersens Eivissa, (Aschehoug 07).

Side 123, femte sætning, hmm, går vi mon ikke fra punktum til punktum? – orv, den er lang:

Den aften, da Rahel havde grillet, havde hun slet ikke været ked af det, og efter hun havde fortalt os om sin jødiskhed og sagt farvel til os, havde hun heller ikke været ked af det; men ellers var det det, man lagde særlig mærke til, denne sorg, og før Günther og drengen havde hun bestemt ingen sorg haft, lede havde hun måske haft, hvad vidste jeg, og sorg passede jeg til, lede passede jeg ikke til, midt i sorgen vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre uden mig, midt i leden vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre med mig, og så havde hun givet slip på mig, så var hun gået sin vej, fordi hun midt gennem sorgen vidste, at det ville ende ondt med os, gennem leden ville hun have set det lige med det samme og ville øjeblikkelig have givet mig en kurv, og det måtte jeg lære at indse, nøjagtig det, intet andet.

Og de næste tre:

Det var ikke ondt ment.

Ved siden af mig sad der en irsk pige. Jeg ved slet ikke, om hun havde siddet ved siden af mig hele tiden eller først sat sig der nogen tid efter, i hvert fald talte jeg med hende, og hun smilede næsten ikke, hun var heller ikke ked af det, hun lod til at have det fint, men hun var ikke oppe at køre og kiggede mig ikke konstant dybt ind i øjnene eller den slags, vi snakkede om noget, så kyssede vi, og efter vi havde kysset i nogen tid, kiggede jeg som ved et tilfælde på uret, og klokken var kun lige over tolv, og jeg gad ikke slentre med hende gennem byen og lege kærester.

Den fortællende hovedpersons tilstand er galopperende på dette tidspunkt, som det fremgår.
Ham Petersen kan noget med sprog og psyke… I den grad.

(Jeg tror, jeg undlader at videresende taglingen – der er vist gået for lang tid, og alle, jeg kender, har nok være legen igennem…)