Skriveproces

amskrivende08.jpg

Hvornår?

Jeg har – som de fleste danske forfattere – ikke mulighed for at være forfatter på fuld tid. Jeg arbejder som tekstrådgiver og freelanceredaktør, og må tage arbejdsopgaverne, når de kommer.

Helst vil jeg være oppe på i hvert fald et par timers litterær skrivning om dagen, så har jeg det bedst, og min skrivning bliver sammenhængende, men det er ikke altid muligt at finde den mængde tid. I de perioder, hvor egentlig litterær arbejdstid ikke kan klemmes ud, “nøjes” jeg med at skrive inde i hovedet. Ofte kan jeg på den måde udfærdige hele scener, som så lynhurtigt kan skrives ned, når jeg har arbejdsro.

Nu og da kan jeg som freelancer tage mig en uge eller to, hvor jeg er helt koncentreret om mit litterære arbejde. Til tider søger jeg et ophold på forfatterrefugiet Hald Hovedgaard i sådanne uger – så kan jeg sidde i rolige omgivelser helt fri for distraktioner i form af vasketøj, mails og telefoner og lade mig synke dybt ned i arbejdet. Det er uhyre stimulerende og frugtbart. Stumper af Hald Hovedggard og dens omgivelser har med tiden sneget sig ind i mange af mine skriverier – man sanser så intenst, når man er der og har lov at være 100 % forfatter.

Ville jeg gerne være fuldtidsforfatter?
Svaret er: Absolut ja!

Ene på tagkammeret?

Selve min skriveproces foregår som regel i ensomhed. Enkelte gange inddrager jeg en af mine førstelæsere eller andre læsevante i mine omgivelser i at vurdere en kort passage eller blot et ordvalg.

I min research trækker jeg flittigt på andres viden. Jeg har i tidens løb fået hjælp af bl.a. kriminologer, lokalhistoriske arkiver – og Richard Østerballe fra Givskud Zoo. Samt ikke mindst af Biblioteksvagten.

Og når et manuskript er afsluttet, trækker jeg kraftigt på andres hjælp.
Med tiden har jeg etableret en procedure med hovedsageligt to førstelæsere, to forfatterkolleger. Enkelte gange supplerer jeg med en eller flere “civile” læsere.

Førstelæserne giver mine manuskripter nådesløs kritik i alle detailler (herunder den ros, som findes berettiget!) – ligesom jeg gør det med deres tekster. Processen er barsk og meget givtig.

Efter kritikrunden gennemskriver og redigerer jeg manuskriptet ud fra førstelæsernes kommentarer – i det omfang, jeg finder dem brugbare. Det er altid en afvejning, som kan være ganske vanskelig. Hvor vil forfatteren hen med teksten? Har førstelæseren fanget retningen nede i lige dén detaille?

Dernæst vil teksten ofte gå tilbage til førstelæserne igen til en fornyet kritikrunde. Og måske samme procedure om igen flere gange.

Så nej, jeg fungerer ikke ensom på tagkammeret.
Førstelæserne er uundværlige.

%d bloggers like this: