Sig det med imaginære juvelbesatte plyselefanter

Jeg er med på, at Facebook har mange funktioner og mål ud over simpel udveksling af konkret information. Men hvad er hensigten, når ægtefæller/kærester på deres “vægge” udveksler hobevis af imaginære plysbamser, samhørighedsengle, blomsterbuketter og juvelbesatte elefanter?

Jeg ved godt, at mange bruger deres FB-profil til at iscenesætte sig selv. Jeg gør det også – forsøger nemlig (ud over en vis kommunikations- og hyggefunktion) med FB ganske enkelt at “sælge” mig selv som forfatter og skrivelærer. Og jeg forsøger nu og da at medsælge et par gode kolleger. Sådan er det.
Mange teenagepiger markerer gruppetilhørsforhold – og hvem der SLET ikke hører til – ved deres handlinger på FB. Det gør mange langt ældre – af begge køn – også.

Men det med ægtefællerne? Folk, der lever sammen i samme hus, men dagen lang sender hinanden imaginære lyserøde plysengle?
Hvorfor?
Hvorfor giver de ikke bare hinanden et kys – eller en ægte, levende potteplante?
Eller hvis de for et par timer er adskilt, hvorfor så ikke en mail eller en sms?
ELLER en BESKED på FB-væggen, hvis det skal være offentligt?

Jeg forstår vistnok, at det handler om at demonstrere den interne kærlighed for verden. Men hvorfor så børneværelsesagtige billeder af ikke-eksisterende plysdyr?
Mellem granvoksne, rutineret gifte/samlevende af normal begavelse?
Igen og igen?

Hvad vil man demonstrere for verden med pink plysengle, som ikke findes – men atter og atter afleveres til ham/hende ved pc’en overfor? Som svarer med juvelbesatte imaginære blå roser?
Min forfatterhjerne er udfordret.

(Og nej, jeg har ikke afluret fænomenet hos mine egne FB-venner. Jeg er blevet forevist det hos andre. Og fred være med det. Jeg ville bare så gerne FORSTÅ.)

Stacheldraht og tjaldur

Jeg blev engang bedt om at nævne mine otte yndlingsord (ud fra synet og lyden og smagen af dem) og må konstatere, at de stadig er:
stillborn, stacheldraht, douglasgran, pebling, tjaldur, dobbeltbekkasin, sjælsfrænde og ligskjorte.

Bibliotekslektøren som kaldte smilet og den grønne the frem

Fik lige lektørudtalelsen på en bog, jeg har haft en lillefinger med i spillet om. Den slags udtalelser kan være nervepirrende læsning – men denne var virkelig vældig god, som de hidtidige avisanmeldelser af værket.

Det fremkaldte et stort glad smil, som gjorde godt her midt i en redigering (af mit eget manuskript), som lige nu forårsager hårtotudriven, tænderskæren og alvorligt overkonsum af cappuccino.

Måske kan jeg endda hermed nedtrappe til grøn the.

I den salige pastors ånd

Alting ser så Blichersk ud i dag. Selv menneskene.

Og det føles også sådan. Vandkulden bider op fra Hald Sø og lader sig ikke ignorere af den, der er ude.

Samme procedure

Solen er i gang med at vandre rundt om Kapellet som vanligt, thehætten ligner sig selv, og det er lidt som stadig at have et barndomshjem.

Så er man da vist Haldt om Haldt…

… lykkelig.

Kommentarfri zone?

Hvorfor kan man ikke kommentere på din blog (og din Facebook)? er jeg blevet spurgt af venligt interesserede læsere.

Jeg har valgt (for tiden) at bruge bloggen som hjemmeside og envejs-forfatterdagbog – og Facebook hovedsagelig som portal for denne dagbog – fordi jeg ikke vil være bekendt at modtage kommentarer i en tid, hvor jeg selv får orienteret mig meget lidt på andres blogs eller FB-profiler OG følgelig får kommenteret uhyre lidt samt i øvrigt ved, at jeg selv ville være langsom og ukoncentreret mht at besvare kommentarer.

Så her på bloggen/FB er “kommentarfri zone”, simpelthen fordi jeg er meget lidt til stede i de sociale netmedier for øjeblikket.

På Twitter måsludrer jeg i øvrigt nu og da lidt – i det omfang jeg observerer relevante tweets. (Jeg synes vældig godt om Twitters form – det uforpligtende og korte, som opfordrer til småsnak, strøtanker, indfald, glimtvise fascinationer.)

Derudover kan jeg selvfølgelig som altid kontaktes pr. mail eller Facebookbesked.

Novemberlisten 3) manuskript, småfærdigt

En dejlig solskinsefterårsdag, og jeg fik plantet fler stauder og lagt blomsterløg på listige steder.

I morgen er det arbejdsdag igen, og der skal files og slibes på det næsten færdige manuskript til min krimi (skal Bastian blive i bogen?) (ja, det ved Gud!) (er den 49-årige detektiv for forliebt i den 36-årige? – når nu den 49-årige er kvinden?) (jeg er i tvivl …).

(Og så er der spørgsmålet: Skal man lade blogteksten her blive visibel på FB? (Jeg er i tvivl.))

Novemberlisten 2) Pind, brun x ∞

I dag var skrivefri dag, og jeg plantede en usandsynlig mængde brune pinde i den lille skrænt foran køkkenvinduet. Gartnere kalder dem stauder.

Novemberlisten: 1) Pind, hvid

Så er det november, den sidste efterårsmåned, og man må vist til at erkende, at skydesæsonen er begyndt. Den for hvide pinde.