Mæt af Facebook

En lille måneds geninhalering af Facebook blev det til, og nu har jeg fået behovene i den genre dækket for denne gang og finder atter standby-knappen. (Jeg kan dog formentlig stadig læses her på min blog nu og da, hvis nogen er nysgerrige efter, hvad skriverten går og laver.)

Jeg har brug for så megen koncentreret tid som muligt til mit nuværende manuskript i arbejde – min helt nye førstelæser er nemlig blevet færdig med sin gennemlæsning af teksten og er vendt tilbage med virkelig interessante og brugbare kommentarer – og jo, der skal minsandten møbleres om igen, før vi er helt på plads, “Hellle” og jeg!
Til arbejdet!

Slutpunktumsblues

Så sidder man der og har (foreløbigt) afsluttet sit manuskript, og så melder den der fnilren sig. Man skulle i gang med noget nyt, men nogen skal læse det “gamle” først, og så skal der jo nok redigeres igen – så FÆRDIG er man jo ikke, og pille, pille, overspringsfidle, være rastløs…

Et eller andet sted savner man det manuskript, man sådan har levet i og med. Det er lidt som tabt kærlighed, ja, det er pokkeme så!

Og så det der Facebook – der var man tilbage og snuse en måneds tid, og så er det vist også godt med det.

Samtidig er et ni år gammelt samarbejde lakket mod enden og hen over den, og det er altså også fnillerfremkaldende. Ni år er ni år, uanset slitage og den slags.

Vi sætter et . og lader det stå et øjeblik.

 

 

Hald da op

Så er jeg ude af Halds trylleri igen, og en lille uges arbejde med manuskriptet er overstået.
Det holdt hårdt, men jeg nåede den redigering, jeg havde sat mig for.

Nu kan jeg minsandten begynde at sende version to af min krimi ud til de betroede læsere. Og så, om en tid, er jeg vel forlagsklar.

Tak, tak, tak for Hald.

Idiotarbejdet er i gang

Nu er jeg ved “idiot”arbejdet – at sikkerhedstjekke mit manuskript for detaljer som sammenhængen mellem tidsforløb og ugedage/datoer, samt kontroltjekke for solpgangs- og nedgangstider på de aktuelle datoer. OG tjekke for ordkolismer (eksempelvis har jeg for ofte brugt ordet “mobilen” i mit nuværende manuskript, så der skal synonymiseres).

Tåbearbejdet har netop foræret mig en hidtil uerkendt fredag d. 13! – ren fløde i et manuskript, der blandt andet omhandler alternativ tro og okkultisme.
Hurra for detaillepilleriet!

Kriminelt

Det lakker mod enden. Jeg skærer og snitter og går på faldende fode. Et par uger mere, så skulle jeg være klar med et færdigt krimimanuskript, som kan sendes ud til betroede læsere. Derefter vel et par ugers fornyet snitten og byggen – og så skulle “Hellle” (ja, med tre l’er) være klar til at møde den grumme forlagsverden.
Det skal minsandten blive spændende.

Novemberlisten 3) manuskript, småfærdigt

En dejlig solskinsefterårsdag, og jeg fik plantet fler stauder og lagt blomsterløg på listige steder.

I morgen er det arbejdsdag igen, og der skal files og slibes på det næsten færdige manuskript til min krimi (skal Bastian blive i bogen?) (ja, det ved Gud!) (er den 49-årige detektiv for forliebt i den 36-årige? – når nu den 49-årige er kvinden?) (jeg er i tvivl …).

(Og så er der spørgsmålet: Skal man lade blogteksten her blive visibel på FB? (Jeg er i tvivl.))

Tekstuelt brombærkrat

I går: strittede min tekst som et ondsindet brombærkrat op i fjæset på mig, og jeg anede ikke, til hvilken side jeg skulle gå for at komme bare i nærheden af at håndtere det.

I dag: så jeg stier for mig (incl. machete) ind i mit stikkende strit – og gik (samt hakkede) dem.
Det var dejligt.
Det blev smukt.

Tango med førstelæser

Det har været en sommer med meget andet at tænke på end skriveriet. Nu indfinder der sig en vis ro – måske – og så sidder jeg der og leder efter troen på, at jeg kan bruge den konstruktivt.

Jeg har ikke rigtig været til stede i skriveriet længe, og det er underligt fremmed at forsøge at komme tilbage.

Der er ellers nok at tage fat på. Første del af min krimi Hellle (ja, med tre l’er) er for længst færdigskrevet som råmanuskript, og jeg har haft mine to førstelæsere samt en “civil” læser på sagen.

Den ene førstelæser så opstramningsbehov (hvilke jeg selv var klar over på forhånd – det var bare lige det med at udpege stederne, der skulle beskæres…), men var ellers begejstret.

Civillæseren kunne vældig godt lide mine to detektiver, men ville gerne have mere fart på historien – der var hun ret enig med førstelæser 1.

Førstelæser 2 var slet ikke begejstret – kun for mit sprog – og kunne ikke rigtig se nogen vej frem.

Det har jeg selvfølgelig altsammen gået og tænkt over – når der var en stump tid for alt det andet, der skulle have tanker og handling denne sommer.

Førstelæser 1 og civillæseren er fra deres dagligdag redigeringsvante – i en lidt anden sammenhæng end den skønlitterære, men alligevel.
Førstelæser 2 er ikke – men han er en dygtig forfatter med en veludviklet følsomhed og et stærkt instinkt for balance og æstetik.

Ud fra de erkendelser valgte jeg at tage en ekstra snak med 2 – og det viste sig, at vi godt i fællesskab kunne finde veje, jeg måske kunne gå videre.
Jeg inddrager selvfølgelig også førstelæser 1’s og civillæserens forslag – og førstelæser 2 har meddelt, at han nu har så megen tiltro, at han gerne vil læse min redigerede version.

Som sagt: Nok at tage fat på!

Kom så i gang, madam Kjeldberg.