Med mor i foreningen

Så er jeg kommet ind i foreningen. I hvert fald har jeg betalt mit medlemsgebyr og venter på mit medlemsnummer.

I Dansk Forfatterforening.

Og hvorfor skal man så det?
Ja, det er jo en fagforening, ligesom så mange andre.

Men der er noget mere. I vedtægterne for undergruppen af skønlitterære forfattere står, at gruppen – blandt meget andet – skal arbejde for at styrke de skønlitterære forfatteres sociale status. Hvad det så helt præcist betyder.
Men det er noget derhenad, tror jeg, som gør det dejligt at komme ind. At man kan føle sig lidt blåstemplet. Ikke at jeg tror, at Rifbjerg og Bødker vil fare mig jubelskrigende om halsen ved næste generalforsamling, men.. men… jeg har gjort nok til at være med på den liste (som desværre endnu ikke er opdateret!), hvor de også er. De der navne, som man har kendt “altid”, de der navne med den salige lugt af bibliotek, boghandel, fred, fryd, ekspanderende verdner. Det er lidt sjovt, lidt tiltrængt skulderklapset, når man nu ikke ligefrem bliver økonomisk skulderkærtegnet af at skønlitterere eller bliver bestormet af higende storanmeldere.

Min mor ville have store runde, fornøjede grå øjne ved at se mig der. Hun skrev selv, men troede ikke på det, der kom ud af det. Det var ellers godt – flydende, humoristisk, skarpt blikkende ind i en ungkvindesjæl. Hun forlangte hele skidtet brændt, lige inden hun døde. Jeg bad min far lade være, men han gjorde, som hun sagde.
Det var skrevet med grønt blæk.

På en måde er hun med, der på listen, inde i mit navn. Hun gav mig det præcise sprog i arv, nysgerrigheden over for sproget, som gør præcis. Jeg læste næsten lige så hurtigt som hende, der havde en ekstrem lix (eller er det teksterne, der har sådan én?) (præcist sprog, hva’ba?!) . Jeg var næsten lige så god til at sætte kommaer – men ikke helt.
Hun så og følte verden så tydeligt, at hun ofte ikke kunne holde det ud. Det som andre ikke så i farten. Det gjorde ondt at se så meget. Så holdt hun mund.
Jeg ser det samme – men jeg kæfter op. I hvert fald på skrift.
Jo, hende Karen Marie er indlemmet i Dansk Forfatterforening, – blind passager, men hun er der.

Og så er der kurserne og chancen for at møde endnu flere skrivende. Det fagligt lærerige – og det sociale i at møde andre, som har et kærlighedsforhold til tastaturet og har vrælet som over den bitreste kærestesorg, når afslagene dumpede tungt og dødt ind ad brevsprækken.

Medlem Kjeldberg.