Presset minoritetsanmelder og skyggepsyke

Det, der tiltaler mig allermest ved Kåemer Asmussens anmeldelse af min roman, er hans blik for svigermoderen Astas psyke og for familiens pressede mindretalspsyke som sådan:

“Det handler om Miriam og Hannes, men efterhånden er det nær på, at hovedrollen bliver overtaget af svigermoren, Asta, som er varmhjertet og hjælpsom, men som også ved bedst hvad der er godt for en, og som nærmest går i opløsning, når det bliver stadig mere klart, at hun ikke kan blive ved med at kontrollere sine omgivelser, og gennem hende presser fortidens konflikter og traumer sig frem.

[…] Hun [= Miriam] er den der kommer ude fra og ser alle konflikterne, konflikter der kommer af at tilhøre det tyske mindretal og som rækker tilbage til hitlertiden og nazismen. Hun er den der spørger efter årsagerne og som mener at problemerne bør løses. De andre, familien og de som tilhører kredsen, ser ikke traumerne, selv ikke når de tårner sig op og gør livet uudholdeligt. De har aldrig set andet, og betragter problemerne som livets almindelige vilkår.”

Kåemer har uden tvivl helt særlige forudsætninger for at goutere en roman som min, eftersom han selv har levet et minoritetsliv af den pressede slags – på flere leder og kanter, idet han har været Jehovas Vidne og bøsse på én og samme gang.

Det glæder mig uhyre meget, hver gang jeg ser eller hører mine skildringer af menneskers psyke vel modtaget.
For mig er psykologien nemlig det store emne, ikke så meget i form af skønlitterære illustrationer af psykologiske teorier, som i skildring af netop de hjørner af menneskets sindslige reaktioner, der ikke er opmålt og gjort rede for.

Det fascinerer mig, at vi lever i et samfund, som har en stor rummelighed for og stor opmærksomhed på en række psykologiske temaer, mens andre temaer synes forbavsende upåagtede, umoderne så at sige, eller ligefrem ildesete, foragtede.

I Fred og Ro er de sindslige dynamikker efter 2. verdenskrig fortiede og neddyssede – og nogle af reaktionerne på romanen har bekræftet, at temaet “kom vi helskindet igennem den krig?” ikke er velset, men samtidig brændbart.

Den slags optager mig.

Lige nu fascineres jeg af en anden fortrængning eller ligefrem iskulde, som vores samfund og (måske især) mange af dets medlemmer bærer med sig: Tendensen til at kassere en misbruger (af piller, sprut eller andet voldsomt) som for stedse ubrugelig og upålidelig for andre mennesker.
Hvad er det for nogle perspektiver, sådan noget bærer med sig? Hvordan skal den misbrugende leve med, at han er ustolet på, uregnet med for resten af sit liv – uanset hvor meget han tørlægges eller cleanes? Hvad er det for en følelse, vi andre har inde i os, når vi hårdhændet reagerer sådan? Hvordan ser vi (ex-)misbrugerens liv for os, hvis vi nu bliver tvunget til at visualisere et eller andet? Og hvorfor tvinger vi yderst sjældent os selv til lige den visualisering?

Skyggepsyke kunne man vel kalde det.