Japanerne foran Andersens gebis

Mine forældre var odenseanere. Alligevel har jeg aldrig været i H.C. Andersens Hus som barn. Mine forældre var læsere, og min mor brød sig om Andersen, men vi kom ikke derind. Måske kom det af, at det var dette eventuelle – “måske blev Andersen født her”. Jeg synes, jeg fornemmer min far sprutte turistgejl.

Der hang en stemning ved det, så som voksen kom jeg heller aldrig derind. Indtil her i sommer. SÅ skete det. Og sikken et sted, det nu er blevet. En stor og grundig samling og samtidig en rejse i Andersens liv, biografierne sat op på tekstplancher, suppleret med relevante objekter.

Hvad var så det bedste på stedet?

846215_sky_and_clouds.jpgFrem for alt tanken om Andersen i sin himmel. Hans vaklende selvtillid må være evigt i balance, når han kan se ned på sådan et sted. Tænk at få sin skolæst, sine papirklip og sit gebis udstillet. Tænk at starte som særling og ende som ikon, idol, ja, mere end det, som vores alles dygtige bror, som fik svaneham til sidst. Man under ham det med en klump i halsen – og et lille smil.

Det andet bedste var selve Andersens desinteresse for at udpege det lille hus, som den store udstilling er bygget rundt om, som sit fødehjem. Han havde aldrig vidst præcis, hvor han var født, påstod han. Men vi læsere vil have SANDHEDEN, og så blev det bette hus fastslået som Andersens udspring. For Andersen var det mindre væsentligt. Måske fordi han vidste, at enhver forfatterbiografi – som alle biografier – er et udvalg af de mulige sandheder? Forfatteren fortæller én historie om sig selv, men der kunne også være andre. Der ER andre.

110700_scisors.jpgDet tredje bedste var papirklippene. De var rørende. Simpelthen fordi de så ud, som var de klippet i går mange af dem. Der var H.C. til stede.

Det fjerde? Gebisset! Uden tvivl. Tænk at være så elsket, at nogen vil se ens gebis på en udstilling! Så elsket, at japanske turister andægtigt og tyst betragter og fotograferer ens forlorne tænder! Men jeg tror ikke, at Andersen helt bryder sig om det i sin himmel. De forhadte tænder!
Og så noget så intimt som porcelænstænder ud af ens mund…

Det femte: Lige præcis de andægtige japanere ved montrerne. Hvor vi oplever bror Andersen, oplever de den store digter. Hvor vi er på nippet til at klaske Andersen på skulderen, er de på nippet til at bøje sig i ærefrygt. Det er bevægende. Og tankevækkende. Vi ved godt, han er stor, ham H.C., men vi rapper stadig lidt, vi kan ikke komme fra det. Japanerne synger (tavst eller i det mindste hviskende).

Svanen fra andegården er kommet på museum, og nu har jeg set det. Og mange andre med. Det er ganske vist.

En kommentar

  1. Thomas Oldrup har fundet et billede af gebisset, Andersens. Det kan ses her.

Der er lukket for kommentarer.