At forfattere har det med at brase ned i sindsmørke over forlagsafslag, over udgivelser, over hvad som helst, er en sandhed jeg ofte sammen med den øvrige nogenlunde sunde del af befolkningen har småfniset over, tænkende ‘kan de dog ikke lade være at tage det så skabagtigt tungt?’.
Da jeg selv begyndte at skrive og dermed efterhånden kom ind på livet af andre skrivende – og på mig selv – opdagede jeg, at det ikke er et spørgsmål om at kunne lade være.
Sidste sommer var jeg tæt på en forfatter, som stod foran sin absolut ikke første udgivelse, og jeg oplevede angst for dårlige anmeldelser eller ingen anmeldelser, angst for manglende salg, og jeg oplevede en grundlæggende nedtrykthed, en trang til at komme over den knapt udgivne bog, lægge den bag sig, glemme den, vide al tumulten om den fortid.
For nylig læste jeg Leonard Woolfs erindringer om ægtefællen Virginia Woolf, og denne store forfatterinde gik i fuldstændigt psykisk sort, når hun havde afsluttet og afleveret et manuskript. Brød sammen og lå brak og var selvmordet nær.
Så vi er i godt selskab, når vi ikke blot kan danse vores lykkelige sejrsdans i dagene og ugerne op til en udgivelse.
‘Vi’ skriver jeg. For min rare blog- og forfatterkollega Spacemermaid (med 1001 tårs tøsetanker på trapperne) oplever sjælsuroen, min ovennævnte kære ven og kollega oplevede den.
Og jeg oplever det selv. Mørket sænker sig. Tættere og tættere bliver det. Angsten for fiasko bliver mere og mere nærværende og altfyldende. Angsten for fordømmelse og uberegnelige reaktioner er endnu mere fyldig – og sikkert ude af realistiske proportioner.
Men som jeg lærte af min barndoms elskede Laura-bøger (forveksl dem IKKE med den rædselsfulde tv-serie over emnet) : Det er altid mørkest lige før daggry.
Og mens vi så venter på gryningen, kan man jo gruble over, hvorfor vi skal have dette mørke med os, vi (nogle af os?) der skriver.
Måske er det en uundgåelig bagside af dette at bruge sin sjæl som instrument?
Jeg ved, at jeg på visse måder er blevet mere ømfindtlig for det smertelige, i den tid hvor jeg for alvor er begyndt at skrive. Der bliver rippet op i store følelser, gamle minder bliver endevendt og genoplevet. Og man kommer måske til at omgås mennesker, som i højere grad har følelserne uden på tøjet eller i det mindste meget tæt under huden, når man kommer i kontakt med andre skrivende, som jo også spiller sjælscello.
Samtidig er min sans for det smukke, mine oplevelser af det, også blevet explosivt større.
Det har været uendelig rigdom, herunder særligt dette at møde en virkelig sjælsfrænde i en forfatterkollega.
Jeg har kort og godt aldrig følt mig mere levende end i de år, hvor jeg har skrevet og omgåedes andre skrivende.
Og måske er det ikke for dyrt at betale for det med en følelse af sjælelig nær&pinefuld død i nogle uger?
Lige nu føles prisen høj.
Jeg vil gå ud og spejde efter det gry.
Der må vel snart komme en lys stribe i øst?
Filed under: Kjeldbergs Drops, Litteratur, Min roman Fred og Ro |
Forfatteren Ane-Marie Kjeldberg 
Fremragende indlæg, Ane-Marie. Velovervejet og velskrevet.
Og så ser jeg, at vi ikke kun har interessen for Virginia – og andre sjælscellister tilfælles – men begge er vokset op med Laurabøgerne, der – som du ganske rigtigt skriver – absolut ikke må forveksles med Tv-serien.
Glad for at ‘kende’ dig! 🙂
Åh ja, Laura-bøgerne (og skuffelsen over TV-serien, gosh!)- jeg elskede alle de detaljerede beskrivelser – det var så stemningsfuldt og eksotisk alt sammen.
Godt, du fandt dit hjerne-web igen…når der nu lå sådan en dejlig fil til os.
Selvfølgelig kommer den igen, lysstriben.
Vente-knus
Kirsten
Præcis..Jeg har selv været meget sølle, og er stadig – efter så lang tid. Men det ved du.
Selv om jeg ikke har udgivet bøger og slet ikke skrevet skønlitterært, så har jeg en fornemmelse af hvad du mener med at du føler dig mere levende når du skriver.
Men at skrive er for mig en forlængelse, en syntetisering af lejrbålet med snobrød, bagekartofler og de stegte fisk, musikken, som man selv laver og hundene, som skræmmer bjørne og spøgelser væk. Hvis en forfatter er afhængig af bogens salg for at kunne betale sine regninger, så er det da klart, at det er et mareridt.
Det er som om at købmandsskabet dræber ilden. Det er heller ikke rart at søge job. At sælge sine skriverier uden at blive følelsesmæssigt påvirket må være som at skulle finde en ægtefælle, der kan forsørge hele éns familie.
Kan man forestille sig en forfatter, som ikke behøvede at rende udgiverne på dørene for at få noget udgivet? Hvordan mon så man har det, når man slipper den løs, romanen, historien, som måske er lige lidt lovlig tæt på én selv.
Tusind tak for dejlige kommentarer. Vender tilbage med yderligere svar, når jeg lige har fået tanket lidt morgengry.
Du beskriver virkelig følelsen godt. Interessant med andres erfaringer med samme. På grund af dig føler jeg mig ikke fuldstændig nuts. Jeg besøger konstant din blog og tænker: Godt, jeg ikke er ene til at få panikanfald – efterfulgt af stolthed og skam. Gerne samtidig. Det hele samtidig. Frygteligt fantastisk.
Før jeg selv blev “forfatter” spurgte jeg min veninde: “Hvad er det bedste? At få ja fra forlaget, at have den i hånden eller gode anmeldelser?” Hun svarede: “At skrive den!”
Det er så sandt. Det er det, det handler om. Det andet er ret anstrengende synes jeg. Men selve processen var skøn og ustoppelig. Et ord tog et andet og pludselig sidder man i saksen og skal forholde sig til andres meninger 😉
Ja, her må jeg gi Space’s veninde ret.
Alt det der følger i kølvandet kan ligge mellem nul – fræsende smertefuldt. Der er aldrig noget “midt i mellem”.
Kh
Lonni
Tina Charlotte: Tak – og så sandelig i lige måde.
Kirsten: Ja, min hjerneweb er lidt ustabil for tiden – måske er den blevet hacket?! Tak for troen på lysstriben…
Lonni: Ja, jeg ved, du kender rumlen…
Det er drøjt.
Donald: Tak for en smuk kommentar. Ingen af de forfattere, jeg kender (inkl. mig selv) skal leve af at skrive.
Og så kunne vi selvfølgelig lade være at gå til forlagene. Vi kunne udgive bøgerne selv, eller vi kunne blot offentliggøre teksterne på nettet.
Men vi vil så gerne ind i varmen hos forlagene, fordi vi gerne vil have det redaktionelle mod- og medspil og det redaktionelle blåstempel. For uden det stort set ingen anmeldelser, og uden dem oftest stort set intet salg = stort set ingen læsere.
Så vi moser på hos forlagene og vi håber og håber på gode anmeldelser og godt salg, ikke for pengene (for de er som regel meget få), men for anerkendelsen og i sidste ende for at blive læst, se vores værk få liv (hvilket de kloge siger, at et litterært værk først får, når det læses og i læserens perception ‘skrives færdigt’).
Skriveprocessen er uden tvivl den lykkeligste. Afgjort en forlængelse og uddybning af legen, det er dejligt set. Og som legen også med dyb alvor og dybe følelser (se legende børns ansigter, de gennemløbes af hele spektret).
Men selv med sikkerhed for udgivelse og succes indeholder ‘legens’ afslutning, dens endelige bliven til værk – i samspillet med læseren – smerte. Fordi man skal slippe, dybest set slippe sig selv, og der kan ske hvad som helst, uden at man kan ændre et komma længere.
Space: Jeg læser jo også med hos dig og tænker: hun er ligeså tosset som mig! 🙂 Vi er som to et-benede, der sammen forsøger at komme helskindet over en motorvej…
Space og Lonni: Ja, helt bestemt. Skriveprocessen er DÉT. Det er der, vi er forfattere. Det andet er meget fortumlende, og jeg glæder mig virkelig til at være tilbage og kunne begive mig ind i et manuskripts verden og tumle mig frit der. Ikke at man altid sidder og smiler let hen for sig, der kan ofte være store følelser og riven sig i håret og fælden tårer.
Men man er en fisk i vandet.
Lige nu er man mere en fisk på en disk.
(Herligt for resten at se, at her er andre Lauromane til stede. Og så lige jer to. Aner jeg en linje…? Nej, jeg ved det ikke…)
Og mht. redaktionelt modspil & blåstempling samt anmeldelser, så er det jo ikke kun et middel til at nå læserne og værkets fyldestgørelse.
Det handler også om noget så uædelt som ambition samt faglig tilfredsstillelse:
Det er herligt, rent håndværksmæssigt, at få redaktionel sparring.
Og at nå hen, hvor man – rent principielt – måles med de samme redskaber som en Blixen, det er vel som for en fodboldspiller at nå til EM.